Udenrigsudvalget 2016-17
URU Alm.del
Offentligt
1735081_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2017 - 9974
HMC
20. marts 2017
URU alm. del – svar på spørgsmål 127 fra Christian Juhl (EL)
stillet den 22. februar 2017 til udviklingsministeren.
Spørgsmål
Sult-situationen i Afrika vokser med foruroligende hast. Midtjyllands Avis
har idag den 21. februar 2017 en oversigt over de kritiske områder, og
Børsen skrev den 17. februar om de oversete afrikanske problemer. Ikke
mindst situationen i Sydsudan, Somalia og Yemen er alvorlig. Her er der
overhængende risiko for hungersnød. 70 millioner mennesker får brug for
fødevarehjælp. De midler, som FN råder over, slår langt fra til.
a) Hvordan vurderer ministeren situationen i Afrika, især i de lande
der er truet af hungersnød?
b) Vil den kritiske situation kunne få konsekvenser for antallet af
flygtninge, og øget risiko for konflikter og krige?
c) Har ministeren overvejet at yde en akut ekstrabevilling til FNs
indsats, eller ad andre veje bidrage til at afhjælpe den katastrofale
situation?
d) Giver den alvorlige situation i Sydsudan baggrund for en større
langsigtet udviklingsbistand til landet – hvis ikke, hvordan ser
ministeren så på muligheden for at sikre et velfungerende
samfund i Sydsudan?
Svar
Vedr. pkt. a – c: Jeg deler til fulde opfattelsen af, at situationen i Sydsudan,
Somalia og Yemen er endog meget alvorlig. Der er risiko for mere udbredt
fødevaremangel og i nogle områder decideret sult, samtidig med at det kan
URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 127: Spm., om situationen i Afrika, især i de lande der er truet af hungersnød, til ministeren for udviklingssamarbejde
2
bidrage til en yderligere destabilisering af lande og regioner, som i forvejen
er hårdt ramt af konflikt og nød.
Situationen i Sydsudan har gennem de seneste måneder resulteret i meget
betydelige strømme af flygtninge til Sudan, Kenya, Etiopien og Uganda.
Alene til Uganda er der gennem flere måneder dagligt ankommet over
2000 flygtninge. 1,5 mio. ud af landets befolkning på godt 11 mio.
mennesker er nu flygtninge i nabolandene, og tallet stiger fortsat. Det er
for tidligt at sige, om tørke og konflikt også vil resultere i et stigende antal
flygtninge fra Somalia, men det kan ikke afvises. Der forventes ikke
flygtninge i større antal fra Yemen, men det skyldes bl.a. landets
geografiske placering, som gør det meget vanskeligt for mennesker at rejse
ud. Nøden er fortsat stigende og omfatter nu langt størstedelen af landets
befolkning. Sult er en reel risiko.
I denne situation er det afgørende, at det internationale samfund reagerer
rettidigt og substantielt. Af samme grund har jeg for nylig besluttet at yde
bevillinger på i alt 300 mio. kr. til indsatser i de ramte områder, herunder
også til flygtningerelaterede aktiviteter i relevante nabolande. Midlerne er
fordelt som følger: FN’s Fødevareprogram, World Food Programme (75
mio. til indsatser på Afrikas Horn), Internationalt Røde Kors (100 mio. kr.
til indsatser i Somalia og Yemen) og en NGO-runde rettet mod
Udenrigsministeriets humanitære partnere, der arbejder i de berørte lande
(125 mio. kr.). Midlerne i NGO-runden forventes fordelt i løbet af den
kommende måned, mens bidragene til WFP og ICRC allerede er under
udbetaling.
Vedr. pkt. d: Den aktuelle situation i Sydsudan er tragisk og højst
uforudsigelig.
En
nylig
rapport
fra
Kommissionen
for
menneskerettigheder i Sydsudan til FN’s Menneskerettighedsråd tegner et
tragisk billede af de grove menneskerettighedskrænkelser, overgreb og
krigshandlinger som Sydsudans civilbefolkning lever under hver eneste
dag.
Konflikten påvirker stabiliteten i regionen, særligt pga. de store
flygtningebevægelser til primært Uganda og Etiopien. Danmark har været
til stede i Sydsudan siden uafhængigheden i 2011, med det langsigtede
formål at bidrage til at Sydsudan bliver et stabilt land på Afrikas Horn. Der
er tale om en bredspektret indsats med fokus på de humanitære behov,
fred og sikkerhed, udvikling med en mellemlang horisont samt politisk
dialog i relevante fora som FN, Menneskerettighedsrådet, EU, Den
Afrikanske Union og den regionale organisation på Afrikas Horn (IGAD).
URU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 127: Spm., om situationen i Afrika, især i de lande der er truet af hungersnød, til ministeren for udviklingssamarbejde
3
Det tre-årige landeprogram på samlet 100 mio. kr. frem til 2018 bygger på
en scenarietilgang, som muliggør tilpasning til forskellige udviklingsspor.
Sydsudans virkelighed udfordrer i stigende grad det klassiske
udviklingssamarbejde og indbyder derfor til relativt kortsigtede indsatser i
grænsefeltet mellem det humanitære og det mere udviklingsrettede arbejde
med fokus på forbedrede levevilkår og fremtidsmuligheder for unge,
kvinder og børn.
Denne tilgang flugter samtidig med den nye danske udviklingspolitiske og
humanitære strategi, hvor samtænkning af humanitære virkemidler og
udviklingsindsatser er i højsædet. Det fremgår også af strategien, som for
nyligt blev vedtaget af et meget bredt flertal i Folketinget, at indsatsen i
Sydsudan fremover i høj grad vil være humanitær men med et langsigtet
perspektiv. Danmark finansierer betydelige bidrag til humanitære indsatser
i relation til krisen i Sydsudan. I 2016 beløb det sig til 180 mio. kr. og i
2017 er der indtil videre ydet 107 mio. kr. Dertil kommer de ovenfor
nævnte regionale bevillinger til indsatser på Afrikas Horn gennem WFP
og danske NGO’er, hvoraf en endnu ukendt andel vil blive allokeret til
Sydsudan.
Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs