Ministeren
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
I brev af 24. marts 2017 har udvalget efter ønske fra Sofie Carsten Nielsen (RV)
stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål nr. 134 (Alm. del)
Vil ministeren redegøre for de udenlandske erfaringer med ministerudpegede
bestyrelsesformænd på universiteter?
Svar
Uddannelses- og Forskningsministeriet har fået gennemført en kortlægning af sty-
ringen af de videregående uddannelsesinstitutioner i Norge, Sverige, Finland, Hol-
land og England. Kortlægningen blev gennemført af Nordisk institutt for studier av
innovasjon, forskning og utdanning (NIFU) og omhandler bl.a. bestyrelsesformer
på universiteterne i de pågældende lande, herunder udpegningsprocedurer.
Kortlægningen viser bl.a., at der i Holland, Sverige og Norge er statslig involvering i
udpegningen af eksterne bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformænd på univer-
siteterne. I alle tre lande udpeges én eller flere centrale ledelsespositioner, eksem-
pelvis de eksterne bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesformanden eller rektor, af
ministeren, ministeriet eller regeringen.
NIFU konkluderer i deres kortlægning, at forskningslitteraturen er tvetydig i for-
hold til, om bestemte bestyrelsesformer giver bedre resultater end andre. Det er
yderligere NIFUs vurdering, at det enkelte universitets historie, traditioner og op-
bygning formentlig har større betydning for universitetets resultater, end hvorvidt
bestyrelsesformanden eller rektor er ministerudpeget.
Det bemærkes i øvrigt, at der i regeringens aktuelle lovforslag om bedre rammer for
ledelse på universiteterne er valgt en anden løsning, hvor bestyrelsesformanden
ikke udpeges af ministeren. Bestyrelsesformanden udpeges i stedet af institutions-
specifikke udpegningsorganer og skal efterfølgende godkendes af ministeren.
19. april 2017
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Børsgade 4
Post
Postboks 2135
1015 København K
Tel.
3392 9700
Fax
3332 3501
Mail
Web
www.ufm.dk
CVR-nr.
Ref.-nr.
1680 5408
17/018434-03
Med venlig hilsen
Søren Pind
Side
1/1