Notat
28.09.2017
Bidrag til besvarelse af TRU-spørgsmål 717
Spørgsmål 717
Ministeren bedes kommentere vedlagte borgerhenvendelse og redegøre for, om ministeren vil tage
initiativ til at løse de påpegede problemer med trafikafviklingen på Lille Syd, Østbanen samt den nye
bane København-Ringsted.
Bidrag til besvarelse af TRU-spørgsmål 717
Banedanmark har noteret sig, at borgerhenvendelsen citerer et notat fra Trafikstyrelsen fra september
2009 omhandlende den nye bane København-Ringsted.
Det skal først og fremmest bemærkes, at Lille Syd-banen er planlagt udbygget med et nyt spor mellem
Københavnsvej og Køge Station jævnfør Trafikstyrelsens miljøredegørelse, hæfte 4, dateret september
2009.
Den nye bane København-Ringsted tilsluttes banen mellem Roskilde og Køge (Lille Syd) mellem
Lille Skensved og Ølby. Derfra er banen enkeltsporet godt 2�½ kilometer indtil Køge Station. På Køge
Station er der etableret en forlængelse af et spor, således at det sidste stykke af strækningen er
dobbeltsporet.
Driftsoplægget indeholder stop i Ølby for systemet mellem Roskilde og Køge, hvorimod systemet der
kører Næstved-Køge-København ikke har stop i Ølby. I henhold til driftsoplægget skal der på banen
køre i alt 8 tog i timen, som er tog i halvtimes drift mellem Roskilde og Køge, samt tog mellem
København og Køge/Næstved.
Det er muligt at afvikle trafikken på 8 tog i timen med en kapacitetsudnyttelse på mellem 39 % og 57
%, alt efter hvordan kørslen tilrettelægges. Banedanmark har analyseret en række køreplansvarianter,
for at finde den optimale løsning eksempelvis i forhold til skifteforbindelser.
Kapacitetsudnyttelsen i sig selv giver ikke anledning til bekymring. Banens kompleksitet, hvor to
baner fletter sammen ved Køge Nord, og togene fra Køge kommer fra to enkeltsporede strækninger,
udgør dog en potentiel flaskehals ved større forsinkelser.
Såfremt der eksempelvis vil skulle være yderligere stop i Ølby, vil det give en større gennemkørselstid
for regionaltogene mellem København og Næstved via Køge på den enkeltsporede strækning mellem
Køge Nord og Køge. Det vil dermed tage længere tid at gennemføre det samme antal tog, hvilket øger
kapacitetsudnyttelsen og risikoen for forsinkelser. Samtidig vil de infrastrukturmæssige begrænsninger
sandsynligvis medføre længere omstigningstider i Køge for passagerer, der rejser mellem Roskilde og
Næstved.
Analyser og simulering af trafikafviklingen viser, at afvikling med 8 tog i timen kan ske med en
acceptabel punktlighed, så længe forsinkelsesniveauet er på normaldags gennemsnit. I tilfælde af
større forsinkelser, kan den planlagte afvikling på strækningen dog blive ramt grundet
afsmitningseffekten på andre tog.
Direktionssekretariatet
Amerika Plads 15
2100 København Ø
Telefon
8234 0000
Direkte
+4572267074
banedanmark.dk
Journalnr.
Version
Notatskabelon 1.0
Side 1(2)