Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt
1689890_0001.png
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Sagsnr.
2016 - 7884
Doknr.
407938
Dato
18-11-2016
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 25. oktober 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 98 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 98:
”Vil ministrene redegøre for, hvilke kommunale tiltag og tilbud der findes til børn og
unge uden diagnoser, der mistrives, og agter ministrene at tage initiativer for at for-
bedre tilbuddene til disse børn og unge?”
Svar:
Børn og unge uden diagnoser, der mistrives, er et begreb, som kan dække over rigtig
mange forskellige typer af udfordringer, og mistrivsel kan dermed også have mange
årsager og udtryk for det enkelte barn eller den enkelte unge. Således kan alle de
kommunale tilbud på det sociale område målrettet børn og unge siges at rette sig mod
mistrivsel. Samtidig er diagnoser ikke en betingelse for hjælpen på det sociale områ-
de. Jeg mener derfor ikke, at der meningsfyldt kan redegøres for kommunale tiltag og
tilbud til ”børn og unge uden diagnoser, der mistrives”.
Jeg vil i stedet oplyse om de generelle regler på det sociale område.
Kommunerne skal som led i det tidlige forebyggende arbejde sørge for, at både foræl-
dre, børn og unge kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskelighe-
der i familien. Rådgivningen skal også tilbydes som et anonymt og åbent tilbud.
Efter servicelovens § 11 skal kommunerne tilbyde en forebyggende indsats til barnet
eller den unge, når denne form for indsat kan imødekomme barnets eller den unges
behov. De forebyggende indsatser, som kommunerne kan iværksætte, kan fx være
konsulentbistand, der også kan ydes som familierettede indsatser, netværks- eller
samtalegrupper eller andre indsatser, der har til formål at forebygge barnets, den un-
ges eller familiens vanskeligheder.
Hjælp efter servicelovens § 11 kan iværksættes uden forudgående børnefaglig under-
søgelse, da formålet med bestemmelsen netop er at forebygge, at problemerne vok-
ser sig så store, at det bliver nødvendigt at iværksætte en mere indgribende foran-
staltning.
Hvis et barn eller en ung antages at have et mere omfattende behov for støtte, har
kommunen pligt til at sikre, at der iværksættes en børnefaglig undersøgelse af barnets
eller den unges forhold efter reglerne i servicelovens § 50. Undersøgelsen har til for-
mål at afdække barnets og familiens ressourcer såvel som problemer, og undersøgel-
sen skal som udgangspunkt være afsluttet, før der ydes særlig støtte.
Hvis det på baggrund af den børnefaglige undersøgelse vurderes, at barnet eller den
unge har behov for særlig støtte, skal kommunen iværksætte de nødvendige foran-
SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 98: Spm. om redegørelse for, hvilke kommunale tiltag og tilbud der findes til børn og unge uden diagnoser, der mistrives, til sundheds- og ældreministeren og til social- og indenrigsministeren
1689890_0002.png
staltninger efter servicelovens § 52 om særlig støtte. Særlig støtte kan fx være støtte i
form af familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer, eller
anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling, og praktisk og pædago-
gisk støtte.
I forhold til den del af spørgsmålet, som omhandler, hvilke initiativer regeringen vil
tage for at forbedre tilbuddene til børn og unge, kan jeg oplyse, at regeringen har som
målsætning, at der i socialpolitikken fokuseres på løsninger og redskaber, der gør en
reel forskel, og at regeringen vil arbejde for dette, bl.a. i regi af satspuljeforhandlinger-
ne. Konkret kan jeg oplyse, at det i forhandlingerne om satspuljen for 2017-20 blev
aftalt at afsætte en ramme på 183,8 mio. kr. til at understøtte en mere vidensbaseret
social indsats gennem udvikling, afprøvning, udbredelse og forankring af virksomme
metoder og lovende praksis på børneområdet.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2