SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 901: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 16/5-17 om botilbud til psykiatriske patienter og hospital- og socialpsykiatrien, til børne- og socialministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Samråd SUU CK, CL + CW-CÆ

16. maj 2017 kl. 15-17

11 minutter

Folketinget

Det talte ord gælder

[OBS! SUM’eren indleder med sin tale til besvarelse af

samrådsspørgsmålene]

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 901: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 16/5-17 om botilbud til psykiatriske patienter og hospital- og socialpsykiatrien, til børne- og socialministeren

[Indledning]

Tak til sundhedsministeren.

Jeg vil indlede med at sige, at der er mange samrådsspørgsmål,

og jeg har valgt at holde min tale kort for at give plads til dialogen

bagefter.

[Samrådsspørgsmål CK

–

sammenhæng mellem

hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien]

Det første spørgsmål til mig er spørgsmål CK.

Jeg er naturligvis helt enig med spørgerne i, at det er nødvendigt

med en god sammenhæng mellem den regionale psykiatri på

hospitalerne og socialpsykiatrien i kommunerne.

Den problemstilling har der været fokus på i en årrække, og derfor

eksisterer der også allerede i dag flere værktøjer, som lige præcis

har til formål at skabe en god sammenhæng for de borgere, som

udskrives fra psykiatrisk afdeling og som har behov for

efterfølgende hjælp fra kommunen.

[Generisk model for forløbsprogrammer]

Foruden de tiltag, som sundhedsministeren var inde på i sin

besvarelse, er et konkret samarbejdsværktøj den generiske model

for forløbsprogrammer for mennesker med psykiske lidelser, som

Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen i fællesskab har udarbejdet

i 2015.

Lige nu er der konkrete projekter i gang med at udarbejde lokalt

tilpassede forløbsprogrammer i flere forskellige regioner og

kommuner på baggrund af modellen fra Socialstyrelsen og

Sundhedsstyrelsen.

[Koordinerende indsatsplaner]

Desuden blev der med satspuljeaftalen for 2014 afsat midler til, at

regioner og kommuner i fællesskab udarbejder individuelle

koordinerende indsatsplaner for personer med psykiske lidelser

og et samtidigt misbrug.

Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har udarbejdet

retningslinjer til indholdet i indsatsplanen, som de relevante

behandlere i psykiatrien og evt. kommunale sagsbehandlere

mødes om for at få en fælles forståelse af borgerens udfordringer.

[Sociale akuttilbud]

Kommunerne har også positive erfaringer med sociale akuttilbud,

som understøtter, at den enkelte borger kan klare sig i eget hjem,

og er på den måde med til at forebygge unødvendige

indlæggelser og genindlæggelser i den regionale psykiatri.

Derfor er det også aftalt, som led i aftalen fra 2016 om revision af

servicelovens voksenbestemmelser, kommunerne får mulighed for

at oprette og drive sociale akuttilbud.

I stedet for at introducere flere og nye tiltag, som det indikeres i

samrådsspørgsmålet, at jeg skal tage initiativ til, mener jeg i

stedet at vi skal arbejde for at få de eksisterende værktøjer

udbredt.

[Samrådsspørgsmål CL

–

kommunale forebyggende tilbud til

Det næste spørgsmål er spørgsmål CL.

[Kommunernes

opgaver på det sociale område]

Kommunerne på det sociale område har en særlig pligt til at være

opmærksomme på og iværksætte støtte til alle børn og unge, som

har behov for hjælp.

Kommunerne har derfor også efter serviceloven både en pligt til at

sørge for de nødvendige tilbud på det sociale område og en

række redskaber til at sætte ind med en tidlig og forebyggende

indsats, når et barn eller en ung mistrives, uanset årsagerne til

problemerne. For støtte efter serviceloven gives ud fra det

konkrete støttebehov og dermed uafhængigt af diagnoser.

[Støtte

efter serviceloven til børn og unge]

Ud over den åbne rådgivning, hvor både børn og forældre kan

henvende sig og få råd, kan kommunerne også som led i den

tidlige og forebyggende indsats yde psykologbehandling til barnet

eller den unge

–

eller forebyggende familiebehandling, så

forældrene får hjælp til at håndtere barnets udfordringer.

Kommunerne har også både muligheder for - og pligt til - at yde

hjælp i form af særlig støtte, der ydes baggrund af en børnefaglig

undersøgelse. Særlig støtte kan for eksempel være praktisk eller

pædagogisk støtte, familiebehandling eller andre former for

behandling af de problemer, som den børnefaglige undersøgelse

har afdækket.

[Afslutning på spørgsmål CL]

Jeg mener, at reglerne på det sociale område både giver

kommunerne rammerne for og pligten til at yde støtte til udsatte

børn og unge. Og rigtig mange kommuner arbejder aktivt på at

sikre en tidlig indsats, som kan være med til at forebygge, at børn

og unge får brug for kontakt med hospitalspsykiatrien. Denne

indsats

–

og forløbsprogrammerne, som sundhedsministeren har

omtalt i sin tale

–

mener jeg kan være med til at udvikle og

understøtte sammenhæng og kvalitet i indsatsen på området.

[Samrådsspørgsmål CY

–

kvaliteten af de kommunale tilbud

til sindslidende]

Jeg vil nu gå videre til samrådsspørgsmål CY.

[Det kommunale ansvar]

Som I ved, er det kommunerne, der har ansvaret for deres egne

sociale tilbud efter serviceloven. De har ansvaret for, at der ikke

alene er det nødvendige antal tilbud, men også at tilbuddene har

den fornødne kvalitet.

Kvaliteten sikres ved, at tilbuddene skal godkendes af

socialtilsynet og derfor have socialtilsynets kvalitetsstempel, inden

kommunerne kan visitere borgere til det enkelte tilbud.

[Vurdering og udvikling af kvaliteten]

En gang om året skal socialtilsynene udarbejde en årsrapport om

tilbuddenes kvalitet, ligesom Socialstyrelsen skal udarbejde en

årlig rapport om socialtilsynenes virksomhed.

De seneste rapporter, vi har, er fra 2015. De viser, at

socialtilsynene overordnet vurderer, at kvaliteten i tilbuddene er

forholdsvis høj, dog med forbehold for, at der er variationer på

tværs af socialtilsynene og på tværs af tilbudstyper.

Det giver en tryghed for, at der bliver taget hånd om de mest

udsatte borgere i samfundet på en faglig forsvarlig måde. Det er

jeg selvfølgelig rigtig glad for.

Selvom kvaliteten i tilbuddene allerede nu er forholdsvis høj, er

det også vigtigt at have fokus på udvikling af kvaliteten. Derfor er

det driftsorienterede tilsyn ikke alene en kontrol af forholdene i det

enkelte tilbud, men også en dialog med tilbuddet. Dialogen har til

formål at opretholde og udvikle kvaliteten i det enkelte tilbud.

[Samrådsspørgsmål CZ

–

kritik fra socialtilsynet på

kommunale tilbud til sindslidende]

Jeg vil nu gå videre til samrådsspørgsmål CZ om samme emne.

[Socialtilsynet]

Hvis socialtilsynet vurderer, at der er forhold i det enkelte tilbud,

som er bekymrende, kan socialtilsynet udstede et påbud eller

træffe afgørelse om skærpet tilsyn.

Hvis ikke tilbuddene ændrer i de forhold, som har forårsaget

påbuddet eller det skærpede tilsyn, kan socialtilsynet træffe

afgørelse om at godkendelsen skal ophøre. Det vil i sidste ende

betyde, at tilbuddet skal lukke, fordi tilbuddet uden godkendelse

ikke kan indgå i kommunernes forsyning.

[Kommunalt ansvar]

Når det så er sagt, er det kommunens ansvar, at der i kommunen

er de nødvendige tilbud. Ligesom det også er kommunen, der har

ansvaret for driften af egne tilbud. Det vil sige, at det er

kommunen, der skal sørge for, at deres egne tilbud lever op til den

faglige kvalitet, som socialtilsynet forventer.

[Afslutning på spørgsmål CZ]

Det er min klare overbevisning, at rammerne for at sikre en høj

faglig kvalitet i tilbuddene allerede er til stede. Det forhold, at

socialtilsynet udsteder et påbud eller skærpet tilsyn, viser jo netop,

at vi har et system som virker, fordi tilbuddene dermed bliver

tvunget til at løfte kvaliteten, for at deres godkendelse kan

fortsætte.

[Samrådsspørgsmål CÆ

–

fører kvaliteten af de kommunale

botilbud til sindslidende til øget pres på

behandlingspsykiatrien?]

Og så til det sidste samrådsspørgsmål, CÆ.

Som sagt har vi et system, hvor socialtilsynet vurderer, om tilbud

efter serviceloven har den fornødne kvalitet. Det system er jeg

glad for, jeg har tillid til, at det fungerer efter hensigten, og derfor

har jeg også tillid til, at de kommunale tilbud lever op til en

standard, som ikke medfører øget pres på behandlingspsykiatrien.

Når det så er sagt, så vil jeg gerne anerkende, at det er en svært

at skabe en gnidningsfri sammenhæng mellem

hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien. Med handlingsplanen til

forebyggelse af vold på botilbud har vi berørt en del af den

problemstilling ved at afsætte midler til at styrke kompetencerne

på botilbuddene og forbedre samarbejdet på tværs af regioner og

kommuner i indsatsen for mennesker med psykiske lidelser.

Og som jeg også tidligere har været inde på, så mener jeg, at vi i

stedet for at fokusere på, om det nu er kommunerne eller

regionerne, der skaber øget pres på enten hospitalspsykiatrien

eller socialpsykiatrien, i stedet skal gå mere løsningsorienteret til

værks og se på, hvordan vi bliver bedre til at få de to systemer til

at arbejde sammen. Og til dét findes der allerede i dag en række

værktøjer. Den helt store opgave er at få de værktøjer godt

implementeret.

Tak for ordet.