Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt
1770152_0001.png
2. juni 2017/HT
Kommentar til Sundheds- og Ældreministeriet
Att: Fuldmægtig Frederik Rechenback Enelund
Hermed følger, som ønsket, kommentar fra REHPA på henvendelse til Folketingets Sundheds- og
Ældreudvalg vedr. foretræde/spørgsmål alm 882, modtaget af REHPA pr. mail 24. maj og med svarfrist 2.
juni 2017.
Baggrund for spørgsmål alm 882 er en henvendelse fra en sygeplejerske, som henviser til sit arbejde på
Diakonissestiftelsens Hospice. Sygeplejersken beskriver sin oplevelse af, at det er ”uetisk”, i forbindelse
med patient samtale ved indlæggelse på hospice, at være forpligtet til at spørge til patientens holdning
til/ønske om eventuel genoplivning. På den baggrund beder hun om en drøftelse af en ”mere nuanceret
formulering af lovgivningen”.
REHPAs kommentar:
Kravet om informeret samtykke i forbindelse med undladelse af genoplivning, giver en række udfordringer
både på hospitaler, plejehjem og som her på hospicer. Det er vigtigt at blive ved med at drøfte disse
udfordringer og at udvikle praksis på alle niveauer i forlængelse heraf. Vi ser henvendelsen fra den
pågældende sygeplejerske som en del dette.
I Danmark er hospicerne selvejende institutioner, der kun kan kalde sig hospice, såfremt de har en
driftsoverenskomst med en region. Hospicerne defineres som en del af det specialiserede palliative niveau.
Der findes ikke særskilte lovkrav for hospice vedr. genoplivning, men hospice må forventes at være
underlagt lovgivningen for sundhedsvæsenet som helhed og i denne forbindelse den regionale del af
sundhedsvæsenet.
Vejledning om forudgående fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om
afbrydelse af behandling (til landets sygehuse m.v.)
Af VEJ nr. 33 af 11/04/2012 fremgår det, at:
Det er den behandlingsansvarlige læge, der har beslutningskompetencen og det endelige ansvar for en
beslutning om fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg
(jfr. hele vejledningen).
Det fremgår også, at der er et vist råderum i forhold til om hvad og hvordan, der samtales og informeres
om genopliving; der er ikke tale om informeret samtykke (stk 2.3), lægen skal informere patienten, hvis
han/hun fx vurderer at der ikke er grundlag for genoplivning, fx fordi det vil påføre unødig skade (stk 2.5),
men lægen skal også undgå at patienten får information, som han eller hun ikke ønsker at få (stk 2.5.1):
1
 SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 884: Spm. om henvendelsen fra Jette Schmidt Jensen om genoplivning af kritisk syge og uhelbredelige hospicepatienter forelægges REHPA – Videncenter for Rehabilitering og Palliation med henblik på, at centret kommenterer henvendelsen, til sundhedsministeren
Lægen skal medinddrage patienten i behandlingsovervejelserne. Lægen skal sørge for, at patienten får
mulighed for at tilkendegive sine ønsker og værdier… Der er ikke tale om at patienten skal give et informeret
samtykke.”
(stk. 2.3)
Man kan godt tolke vejledningen sådan, at samtalen skal sikre, at der ikke senere påbegyndes nytteløs eller
måske ligefrem skadelig genopliving. Men at samtalen om det skal/kan gennemføres på mange måder og
uden at skade/krænke patienten. I sidste ende afhænger dette dog af lokal praksis og ansvarlige
professionelle.
Den lægelige beslutning skal til enhver tid være aktuel…(og) skal derfor løbende evalueres.
(stk 2.4)
Patientens tilkendegivelse gælder kun i det aktuelle behandlingsforløb (den aktuelle indlæggelse og/eller
det aktuelle og samme sygdomsforløb
(stk 3.1)
Der skal altså i princippet tages stilling til spørgsmålet ved indlæggelse på hospice og beslutningen skal
være dokumenteret i gældende journal, men af den samlede vejledning samt særligt det stk 2.1, fremgår at
lægens beslutningskompetence er vidtrækkende:
Den konkrete lægelige vurdering af den enkelte patients helbredstilstand… er grundlaget for lægens
beslutning om at undlade behandling ved fremadskridende livstruende sygdomme eller genoplivning ved
hjertestop
(stk 2.1).
Om praksis vedr. genoplivning på danske hospicer
Der findes ikke systematisk overblik over, hvordan lovgivningen praktiseres på danske hospicer. REHPA er
dog bekendt med at praksis varierer.
Der findes heller ikke en systematisk viden om, i hvor høj grad den pågældende sygeplejerskes oplevelse
deles af kollegaer og af hospiceinstitutionerne. REHPA er dog bekendt med hospicer, hvor beslutning,
information og dokumentation om genoplivning ikke opleves som et problem.
REHPA foreslår derfor, at en kortlægning af praksis samt en undersøgelse af det rejste problems omfang og
alvor går forud for eventuelle ændringer af lovtekster og vejledning.
Vi står naturligvis til rådighed med en uddybning af ovenstående.
Med venlig hilsen
Helle Timm
Professor, forskningsleder i palliation
2