SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 803: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 25/4-17 om brugerbetaling for fælles inventar og hjælpemidler på plejehjem, til børne- og socialministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Besvarelse af SUU samrådsspørgsmål

Dato / tid

Sted

25-04-2017 kl. 13.30-15.00

Sundheds- og Ældreudvalget

Samrådsspørgsmål BW stillet af Astrid Krag (S)

”Hvordan forholder ministeren sig til, at ældre på plejehjem

pålægges brugerbetaling for fælles inventar og hjælpemidler, som

de ældre ellers er berettiget til vederlagsfrit ifølge serviceloven,

fordi nogle kommuner sender regningen for hjælpemidler m.v.

videre til boligselskaberne? Der henvises til artiklen ”Svage ældre

og demente må selv betale for plejeudstyr” bragt på boligen.dk

den 1. september 2016, hvor i bl.a. Ældre Sagen bekræfter

problemet: http://blboligen.dk/artikler/artikler/2016/august/svage-

aeldre-og-demente-maaselv-betale-for-plejeudstyr/”

Det talte ord gælder

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 803: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 25/4-17 om brugerbetaling for fælles inventar og hjælpemidler på plejehjem, til børne- og socialministeren

Indledning

Jeg vil også gerne sige tak for invitationen til samrådet her i dag.

Jeg er enig med spørgeren i, at vi her har at gøre med et vigtigt

emne, der har betydning for nogle af samfundets svageste, nemlig

de ældre og demente, som har behov for pleje og omsorg.

Transport-, bygnings- og boligministeren har i sin besvarelse

været inde på begge de to samrådsspørgsmål, og jeg vil nu

supplere i forhold til spørgsmål BW, som også er stillet til mig,

omkring den del, der hører under mit ressort.

Som det blev sagt før, så drejer det sig om servicelovens regler

om hjælpemidler og boligindretning, hvor kommunerne ifølge

loven har finansieringsansvaret.

Ikke overvæltning af udgifter på beboerne

Jeg bliver spurgt, hvad min holdning er til, at ældre på plejehjem

pålægges brugerbetaling for hjælpemidler, som de ellers har ret til

at få vederlagsfrit efter serviceloven, fordi nogle kommuner sender

regningen videre til boligselskaberne, som så indregner udgiften i

huslejen.

Jeg vil gerne starte med at sige helt tydeligt, at hvis man opfylder

betingelserne for at få fuld hjælp fra sin kommune, skal man

naturligvis have hjælpen uden at risikere, at man bagefter skal

have penge op af lommen, fordi udgifterne pludselig er havnet hos

én selv.

Alt andet ville være helt uhørt i et velfærdssamfund som vores. Og

de eksempler, som er nævnt i den artikel, der følger med

spørgsmålet, handler, som jeg forstår artiklen, da heldigvis heller

ikke om overvæltning af udgifter fra kommunerne til

boligselskaberne for hjælpemidler og boligindretninger til den

enkelte borger efter serviceloven.

Derimod handler eksemplerne om fælles inventar, redskaber, som

er nødvendige af hensyn til medarbejderne, og udgifter, som

serviceleverandøren skal betale.

Servicelovens regler

De regler på mit område, som er i spil her, er som sagt reglerne i

serviceloven om hjælpemidler og boligindretning.

Både for hjælpemidler og boligindretning gælder, at det er den

enkelte borger, der får hjælp ud fra en konkret og individuel

vurdering af hjælpebehovet og uden egenbetaling. Og hjælpen

skal gives uanset borgerens boform – og altså også til borgere,

der bor på plejehjem.

Det er også fælles for begge typer af hjælp, at borgeren skal have

varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som forudsætning

for støtte.

For hjælpemidler gælder det i øvrigt, at hjælpemidlet i væsentlig

grad skal kunne afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen eller i

væsentlig grad lette den daglige tilværelse.

Som eksempler på hjælpemidler kan jeg nævne en individuelt

tilpasset kørestol til en borger med nedsat gangfunktion eller

særligt spisebestik til en borger med nedsat håndfunktion på

grund af f.eks. slidgigt i hænderne.

For boligindretninger er det derudover en forudsætning for at få

hjælp, at indretningen skal være nødvendig for at gøre boligen

bedre egnet som opholdssted for borgeren med

funktionsnedsættelse.

Et eksempel på en boligindretning kunne være en automatisk

døråbner til en borger med få kræfter på grund af sclerose, som

ikke kan åbne en dør på normal vis.

Det er kommunen, der yder og fuldt ud finansierer støtte til både

hjælpemidler og boligindretning efter serviceloven til den enkelte

borger.

Støtte til hjælpemidler og boligindretning efter serviceloven er

altså klart en kommunal opgave, og de borgere, som opfylder

servicelovens visitationskriterier, skal naturligvis ikke selv betale

for deres hjælpemiddel eller boligindretning – hverken direkte eller

indirekte via deres husleje.

Afrunding

Jeg mener ligesom transport-, bygnings- og boligministeren, at

regelsættet er fornuftigt indrettet, så det understøtter, at udgifterne

til hjælp placeres der, hvor de skal, og ikke væltes over på

borgerne. Og jeg er enig i, at der ikke er behov for at gennemføre

lovgivningsmæssige ændringer.

Men jeg vil naturligvis bidrage til den orienteringsskrivelse med en

redegørelse for reglerne, som transport-, bygnings- og

boligministeren omtalte før, og oplyse om regelsættet med

hjælpemidler og boligindretninger efter serviceloven.

På den måde håber jeg, at vi hele vejen rundt i forhold til alle

relevante regelsæt kan bidrage til at fjerne den tvivl, der er rejst

om, hvorvidt der i praksis sker den rette udgiftsfordeling mellem

beboerne, kommunerne og serviceleverandørerne.

Tak for ordet.