SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 802: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 25/4-17 om brugerbetaling for fælles inventar og hjælpemidler på plejehjem, til transport-, bygnings- og boligministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Side 1 af 9

Talemanuskript til brug for SUU samråd BX og BW 25. april 2017 stillet

efter ønske fra Astrid Krag (S)

Samrådsspørgsmål BX

Hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at kommunerne på grund af

stramme budgetter sender regningen for hjælpemidler m.v. videre til

boligselskaberne, som i flere tilfælde betyder, at plejehjemsbeboerne

ender med at blive opkrævet brugerbetaling?

Samrådsspørgsmål BW

Hvordan forholder ministeren sig til, at ældre på plejehjem pålægges

brugerbetaling for fælles inventar og hjælpemidler, som de ældre ellers

er berettiget til vederlagsfrit ifølge serviceloven, fordi nogle kommuner

sender regningen for hjælpemidler m.v. videre til boligselskaberne?

Svar:

Allerførst vil jeg sige tak for spørgsmålene om betaling for

hjælpemidler og indretning af plejeboliger. Med formandens

tilladelse vil jeg besvare spørgsmålene samlet.

Artikler i henholdsvis nordjyske.dk og Boligen anfører, at der i

stigende grad sker overvæltning af udgifter fra kommunen til

boligafdelingen, der så må sende udgifterne videre til lejerne

som en del af huslejen.

Jeg vil gerne understrege, at der ikke i de senere år er sket

ændringer i de regler, der regulerer, hvem der skal betale for

forskellige indretninger og udstyr.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 802: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 25/4-17 om brugerbetaling for fælles inventar og hjælpemidler på plejehjem, til transport-, bygnings- og boligministeren

Side 2 af 9

Hvis kommunerne kræver, at lejerne betaler for andet og mere

end hidtil, må der derfor være tale om en ændret praksis inden

for de gældende regler eller om en misforståelse af reglerne.

En eventuel ændring af praksis kan eventuelt hænge sammen

med den løbende udvikling af velfærdsteknologi. Denne

teknologi indarbejdes ofte i nybyggeri fra begyndelsen, mens

den i ældre byggeri i sagens natur må eftermonteres, hvis man

ønsker den.

Uanset hvilke indretninger, der indarbejdes i byggeriet ved

opførelsen, er der et maksimum for, hvad det må koste. Det

kommer jeg ind på senere. Der er også regler om, hvem der skal

betale for eftermontering af velfærdsteknologi og andre udgifter

forbundet med plejen. Det kommer jeg også ind på senere.

Det har ikke været muligt at skaffe data, der be- eller afkræfter

den udvikling i udgiftsfordelingen og overvæltning af udgifter

på lejerne, som både ÆldreSagen og BL i artiklerne i Boligen

har givet udtryk for har fundet sted. Men BL har overfor Trafik-,

Bygge- og Boligstyrelsen telefonisk modificeret de udtalelser,

der er refereret i artiklerne og oplyst, at det er rigtigt, at

organisationen får flere henvendelser om problemet, men at der

i mange tilfælde er tale om, at kommunerne har misforstået

Side 3 af 9

reglerne, og at fejlene rettes, når kommunerne får reglerne

forklaret.

Reglerne om, hvem der har ansvaret i forhold til indretninger og

udstyr i plejeboliger, findes i lovgivningen under tre ministerier:

•

I mit ministerium har vi regler i almenboligloven, der blandt

andet regulerer huslejeberegningen.

•

I Børne- og Socialministeriet ligger reglerne i serviceloven

om hjælpemidler og boligindretning.

•

Beskæftigelsesministeriet er ansvarlig for arbejdsmiljøloven

om arbejdsgiverens forpligtelser til at sikre, at der er det

nødvendige arbejdsudstyr og de nødvendige tekniske

hjælpemidler til rådighed for, at de ansatte kan udføre deres

arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Og jeg vil gerne uddybe de forhold, der har betydning for, hvad

en plejekrævende borger skal betale for at bo i en plejebolig.

[Almenboligloven]

I almenboligloven skelner man mellem flere arealtyper. Det

centrale i denne sammenhæng er sondringen mellem

servicearealer og fælles boligarealer.

Side 4 af 9

Servicearealer er arealer, der bruges til omsorgs- og

servicefunktioner, der normalt ikke vil foregå i en selvstændig

bolig. Der kan f.eks. være tale om et storkøkken, vagtstue,

kontor og omklædningsrum for personalet. Populært kan man

måske sige, at servicearealerne tilhører personalet.

Udgifter til byggeri og indretning af servicearealer må ikke

indregnes i beboernes husleje. Det samme gælder for inventar i

servicearealerne.

Fælles boligarealer er derimod arealer, der kan benyttes af alle

beboerne til boligformål. Det kan fx være fælles spisestue,

opholdsrum eller gæsteværelser. Disse arealer anses for at være

en del af boligerne, og andele af arealet indregnes derfor i de

enkelte boligers bruttoareal. Populært kan man sige, at de fælles

boligarealer tilhører lejerne.

Da der er tale om boligarealer, skal lejerne betale for inventar,

ligesom de skal, når det gælder den individuelle bolig. Det vil

sige, at lejerne skal betale f.eks. møbler og service, der bruges i

de fælles boligarealer.

Når en artikel i Boligen nævner inventar i fælles boligarealer

som eksempler på udgifter, kommunerne kræver betalt af

beboerne, er det altså helt efter reglerne.

Side 5 af 9

Hvis nogle kommuner hidtil har betalt for den slags udstyr, er

det altså ikke noget, der skyldes en forpligtelse for kommunen.

Det er jo ikke særligt praktisk, hvis hver lejer skal stille med sin

egen stol og tallerken. Derfor bliver i hvert fald en del af

inventaret som regel finansieret af boligafdelingen i første

omgang. Udgiften tages med i afdelingens budget og indgår som

en post i lejeberegningen.

En anden post i lejeberegningen er kapitaludgifter – det vil sige

ydelser på de støttede lån, der er optaget ved anskaffelse af

byggeriet. Posten i afdelingens budget beregnes som en bestemt

procentdel af den samlede anskaffelsessum. Og her er det

sådan, at alt, hvad der er en del af byggeriet, indgår i

anskaffelsessummen. Det gælder, uanset om den pågældende

indretning har karakter af velfærdsteknologi eller f.eks.

almindelige hårde hvidevarer.

Det gælder altså også den velfærdsteknologi, der nævnes i

artiklerne i nordjyske.dk og Boligen.

Blandt de eksempler på velfærdsteknologi, der nævnes i

artiklerne, kan jeg særligt fremhæve glideskinner i loftet, der

benyttes, når beboere skal flyttes. Det er jo ikke en ny teknik, og

det fremgår allerede af en vejledning fra 1997, at skinnen indgår

Side 6 af 9

i anskaffelsessummen, mens løftemodul og løftesejl, som ikke er

en fast del af byggeriet, ikke kan medtages. Det er altså ikke nyt.

Uanset hvilke indretninger man vælger at integrere i byggeriet

ved opførelsen, skal den samlede anskaffelsessum holdes inden

for et maksimumsbeløb. Netop fordi der ofte kræves særlige

indretninger i plejeboliger, er maksimumsbeløbet noget højere

for ældreboliger end for andre almene boliger. Det er der ikke

sket nogen ændringer i, og dermed er der heller ikke sket nogen

forhøjelse af den del af huslejen, der vedrører kapitaludgifter.

Man skal jo heller ikke glemme, at der gives ret store

statstilskud til almene boliger, så lejerne får ikke den fulde

udgiftsbyrde ved den fordyrelse af byggeriet, der skyldes

velfærdsteknologi.

I forhold til eftermontering af velfærdsteknologi må

formodningen være, at hovedformålet med sådanne

indretninger er at forbedre, lette eller billiggøre plejen eller at

opfylde arbejdsmiljøkrav for personalet. Derfor er det som

udgangspunkt kommunen eller serviceleverandøren, der skal

afholde sådanne udgifter. Det medfører altså ingen

huslejeforhøjelser.

Side 7 af 9

Kun hvis det er beboerne selv, der vil have de særlige

indretninger monteret, vil det være boligafdelingen, der skal

afholde udgiften og bagefter indregne finansieringsudgifterne i

lejen. Det kan være, fordi beboerne oplever en øget tryghed eller

værdighed ved i højere grad at kunne klare sig selv. Sådan et

arbejde og de budgetmæssige konsekvenser af det skal besluttes

på et afdelingsmøde, før det kan sættes i værk.

[Serviceloven]

Af serviceloven fremgår det, at hjælpemidler og boligindretning

finansieres af kommunen. Både hjælpemidler og

boligindretning gives til enkeltpersoner efter en konkret

vurdering. Området hører som sagt under børne- og

socialministeren, der vil redegøre nærmere for disse regler i sin

tale.

[Arbejdsmiljøloven]

Endelig bestemmer arbejdsmiljøloven, at den, der leverer pleje

og andre ydelser efter serviceloven som arbejdsgiver, har

ansvaret for, at personalet kan udføre arbejdet sikkerheds- og

sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt – uanset de

bygningsmæssige forhold.

Side 8 af 9

Arbejdsgiveren har altså ansvaret for, at der er det nødvendige

arbejdsudstyr og de nødvendige tekniske hjælpemidler til

rådighed for, at arbejdet kan udføres forsvarligt. Det kan f.eks.

være nødvendigt at anvende særligt arbejdsudstyr og tekniske

hjælpemidler, hvis den bygningsmæssige indretning eller

beboerens inventar gør det vanskeligt at udføre arbejdet uden at

overtræde arbejdsmiljøreglerne.

Da det er arbejdsgiveren, der skal sørge for, at

arbejdsmiljøreglerne overholdes, må arbejdsgiveren betale de

indretninger og det udstyr, der er nødvendigt for at leve op til

arbejdsmiljølovens regler.

[Orientering af kommunerne om samlede regelsæt]

Der er altså klare regler for, hvem der skal betale de nødvendige

hjælpemidler og indretninger. Jeg synes, at det samlede

regelsæt alt i alt er fornuftigt, og jeg ser ingen grund til at tage

initiativ til en ændring af dette.

Men da det samlede regelsæt består af bestemmelser fra

forskellige fagområder – og da der nu tilsyneladende er rejst

tvivl om, hvorvidt der i praksis sker den rette fordeling af

udgifter mellem lejerne, kommunen og serviceleverandøren –

vil jeg tage initiativ til sammen med børne- og socialministeren

Side 9 af 9

og beskæftigelsesministeren at udarbejde et orienteringsbrev til

kommunerne, hvor der redegøres for reglerne.