SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 773: Spm. om oversendelse af en opdateret udgave af notatet Homoseksuelle mænds mulighed for at blive sæddonor", til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

I vejledningens pkt. 3.1.2.1, note 8, anføres, at en mand, der har haft sex med andre

mænd inden for en 12 måneders periode før donationen, som udgangspunkt ikke bør

accepteres som donor, medmindre donor efter en konkret risikovurdering kan anvendes.

Dette er ifølge styrelsen blandt andet begrundet i risikoen for en række seksuelt overfør-

bare sygdomme, der ikke alle testes eller kan testes for, og som bør indgå i en risikovurde-

ring af donor.

Hvad angår disse seksuelt overførbare sygdomme, er det i dag Styrelsen for Patientsikker-

heds holdning, at man ikke vinder noget ved at karantænere, hvis ikke man samtidig tester

donor for sygdommene.

Styrelsen oplyser, at med hensyn til at mindske risikoen for smitte med hiv, hepatitis B og

C kan der være en risiko, hvis donorsæden frigives ved NAT-screening, og donor netop er

blevet smittet med hiv eller hepatitis B eller C. Donor befinder sig således i vinduesfasen,

hvor han godt kan smitte, men ikke kan diagnosticeres, fordi prøverne bliver negative. Der

er dog ifølge styrelsen ikke fagligt belæg for at forlænge karantænen yderligere end den

længst mulige vinduesfase, som er på 6 måneder.

Ud fra disse betragtninger anser Styrelsen for Patientsikkerhed nu en karantæne på 6

måneder af donor, der har haft sex med andre mænd, at være fuldt dækkende. Styrelsen

for Patientsikkerhed vil snarest revidere vejledning nr. 9356 af 26. maj 2015 om kvalitet og

sikkerhed ved donation og testning af væv og celler i henhold til ovenstående.

Der gælder med baggrund i ovenstående derfor ikke et egentligt forbud mod, at homosek-

suelle mænd kan donere sæd. Spørgsmålet om, hvorvidt en person kan blive sæddonor,

afhænger altid af en konkret vurdering.

Hiv-smittede mænd

Vævslovgivningen er baseret på EU-direktiver (vævsdirektivet 2004/23/EF og gennemfø-

relsesdirektiverne 2006/17/EF og 2006/86/EF), som bl.a. fastsætter krav til, hvad en sæd-

donor, som ikke er kvindens partner – men fx en god ven eller bekendt - som minimum

skal testes for, inden han kan godkendes som sæddonor. Det er krav, som Danmark er

forpligtet til at efterleve, og som har til formål at undgå overførsel af sygdomme under en

behandling for eksempelvis barnløshed.

I vævsdirektivet sondres mellem partnerdonation og donationer fra andre end partnere.

Ved partnerdonation forstås en donation af kønsceller mellem en mand og en kvinde, som

erklærer at stå i et intimt fysisk forhold til hinanden.

En HIV-smittet person kan kun anvendes som donor, når der er tale om partnerdonation,

jf. vævsdirektivet.

Dette skyldes, at assisteret reproduktion kun kan forekomme med en sæddonor (ikke

partnerdonation), når denne er testet negativ for HIV. Det fremgår således af vævsdirekti-

vet 2006/17/EF, bilag 3.2, at ”Donorer

skal på en serum- eller plasmaprøve være testet

negative for hiv 1 og 2, HCV, HBV og syfilis i overensstemmelse med afsnit 1.1 i bilag II, og

sæddonorer skal desuden på en urinprøve være testet negative for klamydia ved hjælp af

nukleinsyre-amplifikationsteknologi (NAT)”.

Dette afsnit gælder for andre end partnere,

hvilket betyder, at samme krav ikke stilles ved partnerdonation.

Direktivet giver således ikke mulighed for, at man i Danmark nationalt fastsætter særreg-

ler, som gør det muligt, at en HIV-smittet person kan blive donor, når der er tale om dona-

tion fra andre end partnere.

Side 2

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 773: Spm. om oversendelse af en opdateret udgave af notatet Homoseksuelle mænds mulighed for at blive sæddonor", til sundhedsministeren

EU Kommissionen har tidligere anført, at den forskellige behandling af partner- og ikke-

partnerdonationer er berettiget under hensyntagen til, at "risikoen

for modtageren anses

mindre end for donation fra tredjemand".

Differentieringen i behandlingen er således ikke

baseret på seksuel orientering, men på medicinske risici.

For så vidt angår praksis i andre lande på dette område, herunder særligt Sverige, kan

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyse, at der ikke findes forbud mod, at mænd, der har sex

med mænd kan donere sæd. Udvælgelse er ligesom i Danmark baseret på en risikovurde-

ring. I Sverige anvendes udelukkende serologisk testning (det vil sige påvisning af antistof i

den udtagne prøve i modsætning til NAT-test, hvor der sker detektion af DNA/RNA fra

virus), og det er en forudsætning, at der anvendes 180 dages karantæne med efterfølgen-

de re-testning af donor.

Side 3