SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 77: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 18/10-16 om efteruddannelse og certificering af speciallæger, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed:

Sagsbeh.:

Dato:

Sygehuspolitik

DEPKNI

04. oktober 2016

TALEPAPIR

Det talte ord gælder

tirsdag den 18. oktober 2016, kl. 12:00 – 13:30 i Sundheds- og Ældreudvalget

Samrådsspørgsmål AQ (tidligere CI), stillet af Flemming Møller

Mortensen (S)

”Hvordan forholder ministeren sig til forslaget fra ledende

overlæger om at indføre en certificering og re-certificering med

jævne mellemrum af speciallæger, der praktiserer i Danmark for

at sikre at lægerne vedligeholder deres færdigheder på et højt

fagligt niveau til gavn for både patientsikkerheden og kvaliteten

i det danske sundhedsvæsen? Er det ministerens holdning, at

den nuværende efteruddannelse af speciallæger er sat

tilstrækkeligt i system, eller kunne Danmark med fordel lade sig

inspirere af det system for efteruddannelse og certificering, som

man har i andre lande?”

***

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 77: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 18/10-16 om efteruddannelse og certificering af speciallæger, til sundheds- og ældreministeren

Tak til udvalget for invitationen – og tak til spørgeren for

spørgsmålet.

Jeg er blevet bedt om at forholde mig til et forslag fra nogle

overlæger om at indføre en såkaldt certificering og re-

certificering af speciallæger i Danmark.

Og så er der spurgt til min holdning til, om den nuværende

efteruddannelse af speciallæger er sat tilstrækkeligt i system.



Eller om Danmark med fordel kunne lade sig inspirere af

det system for efteruddannelse og certificering, som man

har i andre lande?

***

Side 2

De cirka 15.000 speciallæger, som vi har i Danmark, udgør en

vigtig del af det samlede sundhedsvæsen.



Og speciallægernes kompetencer skal selvfølgelig være i

orden.

Det er Sundhedsstyrelsen, der fra national side sætter de

overordnede, faglige rammer for speciallægeuddannelsen.



Det sker i samarbejde med og med løbende inddragelse

af bl.a. regionerne og de lægevidenskabelige selskaber

[fx

via Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse]

Læger skal søge om anerkendelse som speciallæge

[hos

Styrelsen for Patientsikkerhed],

når de har gennemført deres

speciallægeuddannelse på tilfredsstillende vis.

Side 3



Og her skal lægerne bl.a. kunne dokumentere, at de lever

op til de relevante faglige krav, som stilles til dem

gennem uddannelsen.

Så langt så godt.

***

Når speciallægen er uddannet og har fået sin

speciallægeanerkendelse, så skal speciallægen selvfølgelig

løbende holde sin faglige kunnen ved lige.



Det er en helt central forudsætning for at kunne tilbyde

patienterne en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet.

Det er jo sådan set dét, der blandt andet ligger i at udvise omhu

og samvittighedsfuldhed som læge.



At man som læge følger med i den faglige udvikling inden

for sit felt.

Side 4



Og at man sørger for at udvikle ens faglige kompetencer.

Alt sammen, så man som læge er i stand til at tilbyde patienter

en ordentlig og sikker behandling.

***

Side 5

Og i den sammenhæng har speciallægens arbejdsgiver også et

ansvar for at sikre, at speciallægens kompetencer er på et højt

nok niveau.



Fx har et sygehus et ansvar for, at speciallægen bliver

efteruddannet, hvis der er behov for det.



Ligesom fx et sygehus kan stille særlige uddannelseskrav

til de speciallæger, som de ønsker at ansætte.



Og så skal sygehusledelsen selvfølgelig i øvrigt gribe ind

over for speciallægen, hvis kvaliteten ikke er i orden.

Dét ligger for mig at se helt centralt i at have et

driftsansvar.

Det er altså tale om et fælles ansvar, som jeg forventer, at den

enkelte speciallæge og speciallæges arbejdsgiver lever op til.

Og det er min holdning, at det bør vi holde fast i.

Side 6

***

Fra centralt hold er der en række redskaber og initiativer, som

netop skal være til at værne om patienternes sikkerhed og højne

kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Vi har fx et tilsyn, som griber ind, hvis noget går galt i

sundhedsvæsenet.



Det er jo et tilsyn, som vi bredt i Folketinget for nyligt har

styrket ved at gøre det mere risikobaseret.



Så vi bruger ressourcerne dér, hvor man ved

erfaringsmæssigt, at der er størst risiko for patienterne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har forskellige muligheder, hvis

en læge handler fagligt uansvarligt.

Side 7



Og i sidste ende kan det jo være, at lægen får frataget sin

autorisation.

I et lidt andet perspektiv kan også nævnes

specialeplanlægningen, som Sundhedsstyrelsen har ansvaret for.

Formålet med specialeplanlægningen er grundlæggende at sikre

en høj kvalitet for patienterne.



Og i den sammenhæng har Sundhedsstyrelsen også nogle

vurderinger af, om de rette kompetencer generelt er til

stede på et sygehus, når de skal godkende placering af en

behandling.

Og i det helt brede perspektiv, så foregår der jo også en masse

kvalitetsarbejde i de faglige miljøer.

Side 8



Fx i regi af de lægevidenskabelige selskaber – som også

kan være møntet på at udvikle speciallægernes

kompetencer.

***

Hvis jeg skal opsummere, så er det helt afgørende, at den

enkelte speciallæge har de fornødne kompetencer, der skal til,

for at patienter kan tilbydes en sikker behandling af høj kvalitet i

sundhedsvæsenet.

Det er Sundhedsstyrelsen, der sætter de overordnede, faglige

rammer for speciallægeuddannelsen.

Det er den enkelte speciallæges ansvar løbende at følge med og

holde sig ajour med den faglige udvikling.



Og her skal speciallægens arbejdsgiver også være med til

at sikre, at speciallægen har de rette kompetencer.

Side 9

Og så er der i øvrigt fra centralt hold en række redskaber og

initiativer, som skal være med til at værne om patienternes

sikkerhed og højne kvaliteten.



Fx tilsynet, som griber ind, hvis noget går galt i

sundhedsvæsenet. Og jo allerhelst inden det sker.

Så ja - jeg mener, at vi har nogle fornuftige rammer i Danmark

for, at speciallægen – i samarbejde med sin arbejdsgiver -

løbende kan holde sin faglige kunnen ved lige.

Det er jo ikke det samme som at sige, at vi ikke nogle gange kan

lade os inspirere af løsninger fra fx andre lande.



Eller at vi fra centralt hold fx kan understøtte et

systematisk og struktureret kompetenceløft hos

speciallæger i regionerne på nogle helt specifikke

områder.

Side 10

Eksempelvis har regeringen senest med Kræftplan

4 – efter anbefalinger fra bl.a. faglige miljøer og

eksperter - lagt op til en systematisk og

struktureret kompetenceudvikling inden for

kræftkirurgi.

Og hvis der på sigt skulle vise sig et behov for noget

lignende på andre specifikke områder – så er jeg

også åben over for de overvejelser.

Men den grundlæggende model og balance i Danmark – med

det fælles ansvar hos speciallægen og speciallægens

arbejdsgiver, kombineret med tilsynet hos Styrelsen for

Patientsikkerhed – det mener jeg, at vi bør holde fast i.

Tak for ordet

Side 11