SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 702: Spm. om redegørelse for afgrænsningen af, hvornår en patient, der ikke er uafvendelig døende, kan få afbrudt allerede igangsat behandling, uden at det efter gældende regler vil blive betragtet som drab på begæring, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 30-05-2017

Enhed: JURPSYK

Sagsbeh.: DEPFRE

Sagsnr.: 1702401

Dok. nr.: 358616

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 23. marts 2017 stillet følgende

spørgsmål nr. 702 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 702:

”Ministeren

bedes

–

gerne ved konkrete eksempler

–

redegøre for afgrænsningen

af, hvornår en patient, der ikke er uafvendelig døende, kan få afbrudt allerede igang-

sat behandling, uden at det efter gældende regler vil blive betragtet som drab på be-

gæring.”

Svar:

Efter sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden

patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser

fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19. Hovedreglen efter sundhedsloven er, at habile

patienter har selvbestemmelsesret og kan frasige sig fortsat behandling. Reglerne be-

tyder, at en patient kan kræve en allerede iværksat behandling afbrudt, i princippet

også selv om behandlingen er livsnødvendig. Det fremgår desuden specifikt af sund-

hedslovens § 25, stk. 1, at en uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der

kun kan udskyde dødens indtræden.

ikke-uafvendeligt

døende patient har i princippet samme mulighed. Dette gælder

dog ikke, hvis afbrydelse af behandlingen vil føre til, at patienten umiddelbart efter

afbrydelsen afgår ved døden. Dette vil efter omstændighederne kunne betragtes som

drab på begæring. En læge, der efterkommer et sådant ønske, vil derfor kunne ifalde

strafansvar for overtrædelse af straffelovens § 239 om drab på begæring.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser i forhold til straffelovens § 239

–

som henhører

under justitsministeren

–

at det er antaget, at det er strafbart for en læge at afbryde

en behandling efter patientens begæring, hvis dette vil bevirke, at patienten umiddel-

bart eller meget kort tid herefter afgår ved døden. Undtaget herfra er tilfælde, hvor en

behandling efter en lægelig vurdering er udsigtsløs, fordi den blot vil forlænge en

igangværende dødsproces.

Styrelsen oplyser, at problemstillingen er behandlet i betænkning nr. 1184 fra 1989 om

afkald på livsforlængende behandling (livstestamenter mv.), herunder særligt føl-

gende:

(Side 51):

”Ofte vil afbrydelse af e livsforlæ ge de beha dli g eller af et livsforlæ -

gende behandlingsforløb indebære en egentlig aktiv adfærd fra den behand-

lende læges side eller fra andet plejepersonales side efter lægens anvisning. Så-

ledes vil f.eks. afbrydelse af en kontinuerlig væskebehandling eller udtagelse af

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 702: Spm. om redegørelse for afgrænsningen af, hvornår en patient, der ikke er uafvendelig døende, kan få afbrudt allerede igangsat behandling, uden at det efter gældende regler vil blive betragtet som drab på begæring, til sundhedsministeren

respirator indebære en aktiv adfærd fra den behandlende læges eller plejeper-

sonalets side, hvorimod undladelsen af at påbegynde den samme behandling

principielt ville have haft karakter af et rent passivt forhold. Det må antages, at

denne aktive adfærd - alt andet lige - vil skærpe den strafferetlige vurdering i

forhold til tilfælde, hvor det udviste forhold består i re passivitet.”

(Side 57):

”I de tilfælde, hvor e i ødeko

else af patie te s

anmodning umiddelbart

eller i løbet af meget kort tid vil føre til, at patienten afgår ved døden, synes det

- alt andet lige - særligt nærliggende at antage, at der foreligger en handling,

der er omfattet af straffelovens § 239 om drab efter begæring. I de tilfælde,

hvor en afbrydelse af den livsforlængende behandling ikke umiddelbart vil med-

føre patientens død, og hvor lægens afbrydelse af behandlingen på eget initiativ

muligt i praksis (alene) vil udgøre en tilsidesættelse af lægens hjælpepligter ef-

ter straffelovens § 250 (eller eventuelt blot efter straffelovens § 253 og lægelo-

ven), kan det derimod formentlig antages, at en anmodning om afbrydelse af

behandlingen fra en voksen, habil patient ofte vil medføre bortfald af lægens

hjælpepligt.”

Det bemærkes, at det vil bero på en konkret vurdering i en potentiel straffesag, om

en læges afbrydelse af en konkret behandling på begæring af patienten vil være

strafbart efter straffelovens § 239.

Som en undtagelse til forbuddet om, at afbrydelse ikke må føre til, at patienten umid-

delbart efter afbrydelsen afgår ved døden, kan endvidere henvises til de såkaldte

”forudsigelige

situationer i et behandlingsforløb”.

Disse situationer, som er beskrevet

i det notat, som tidligere er oversendt til udvalget og vedlagt mit samtidige svar på

spm. 700 (alm. del), er behandlet i vejledning nr. 33 af 11. april 2012 om forudgående

fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbry-

delse af behandling, afsnit 6 og vejledning nr. 9025 af 17. januar 2014 om fravalg af

livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbrydelse af be-

handling uden for sygehuse, afsnit 9:

”Hvis e patie t i forbi delse ed e aktuel beha dli g på fyldestgøre de

grundlag har tilkendegivet et ønske om, at behandlingen skal ophøre, når en

forudsigelig situation i sygdomsforløbet indtræder, skal dette respekteres. Det

gælder også, selvom patienten efterfølgende i det aktuelle behandlingsforløb

bliver bevidstløs.

En sådan forudsigelig situation kan foreligge, hvis der f.eks. er tale om ophør

med respiratorbehandling af en borger med amyotrofisk lateralsklerose (ALS),

der selv har ønsket at blive respiratorbehandlet i en periode og har aftalt forlø-

bet med den behandlingsansvarlige læge, dvs. hvornår respiratorbehandlingen

skal ophøre. I e ko kret sag har Su dhedsstyrelse således udtalt: ’Su dheds-

styrelsen forudsætter, at patienten i forbindelse med iværksættelse af respira-

torbehandlingen og sin tilkendegivelse om, at respiratorbehandlingen skal op-

høre på et bestemt stadium (af sygdomsforløbet), er blevet fyldestgørende in-

formeret som grundlag for sin beslutning. Patientens tilkendegivelse - forud

for iværksættelse af respiratorbehandlingen - om, at behandlingen skal ophøre

Side 2

på et bestemt stadium (af sygdomsforløbet) er en udøvelse af patientens selv-

bestemmelsesret. En sådan tilkendegivelse skal respekteres, også selv om

dette edfører døde s i dtræde ’.”

Med venlig hilsen

Ellen Trane Nørby

Frederik Rechenback Enelund

Side 3