Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 547 (SUU alm. del) stillet 22. februar 2017
efter ønske fra Lotte Rod (RV).
Spørgsmål nr. 547
”Ministeren bedes i forlængelse af artiklerne ”Danmark følger ikke WHO’s råd om at bekæmpe
resistens” og ”Læger og mikrobiologer: Aftale om antibiotika dur ikke!” bragt på www.dr.dk den 17.
februar 2017 oplyse, hvilke initiativer ministeren sammen med miljø- og fødevareministeren vil tage
med henblik på at sikre, at brugen af antibiotika til dyr fremover mindskes for de antibiotikatyper, der
består af stoffer, der er kritisk vigtige for mennesker.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som oplyser følgende:
”I 2016 indførte Danmark et differentieret gult kort for anvendelsen af antibiotika til svin i Danmark. I
denne ordning vægtes godkendte antibiotika i forhold til hinanden, så det tydeliggøres hvilke
antibiotika, der bør foretrækkes ved behandling af syge dyr i besætningen. Fødevarestyrelsen er ikke
bekendt med lignende indsatser andre steder i verden.
Til understøttelse af vægtningen af antibiotika i det differentierede gule kort arbejder
Fødevarestyrelsen på at få udarbejdet nationale risikovurderinger af de forskellige antibiotikatyper,
der anvendes veterinært inden udgangen af 2018. Risikovurderingerne forventes fremadrettet at
danne grundlag for vægtningen af antibiotika i det differentierede gule kort.
Syge dyr skal behandles. For at vejlede dyrlæger til at behandle med de antibiotika, der udgør mindst
mulig risiko for resistensproblemer i den humane sundhedssektor, samtidig med at de er effektive i
behandlingen af dyr, er Fødevarestyrelsen endvidere i gang med at revidere antibiotikavejledningen til
svin. Vejledningen bidrager dermed til, at dyrlægens valg af antibiotika kan træffes baseret på den
nyeste viden. Den nye vejledning forventes klar i forsommeren 2017.”
Jeg henviser i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 546.
Esben Lunde Larsen
/
Mette Hulstrøm
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk