NOTAT
Februar 2017
Anvendelse af forvaltningsretlige regler i relation til
privatansattes ytringer og ansættelsesretlige beskyt-
telse
J.nr. 2017-615
CAL
AKL
Indledning
Sundheds- og Ældreudvalget har bedt beskæftigelsesministeren oversende et notat,
der redegør for mulighederne for ved konkurrenceudsættelse at lade privatansatte
være omfattet af den forvaltningsretlige ansættelsesbeskyttelse i forbindelse med
fremsættelse af ytringer.
I dette notat redegøres for problemstillingen. Først vil det kort blive beskrevet,
hvad der i dag er gældende efter retssikkerhedsloven i relation til anvendelse af
forvaltningsretlige regler i forbindelse med konkurrenceudsættelse. Dernæst vil der
blive redegjort for, hvad der dels kommunalretligt og dels udbudsretligt er mulig-
hed for i relation til at lade forvaltningsretlige regler gælde ansættelsesretligt for
privatansatte, der udfører konkurrenceudsatte opgaver. Afslutningsvis vil der blive
givet eksempler på udfordringer og overvejelser, som kan være relevante i forbin-
delse med anvendelse af forvaltningsretlige regler i denne sammenhæng.
Retssikkerhedslovens § 43
§ 43 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2016, har følgende ordlyd:
§ 43.
Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats, dagtilbudsloven, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved
barsel og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne
i forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen bortset fra bestemmelserne i §§ 11-12
og 15-17 i forhold til den opgave, der udføres. Dette gælder også for privatinstitutioner, jf. § 19,
stk. 5, og § 51, stk. 4, i dagtilbudsloven og for friplejeboliger.
Stk. 2.
Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 1, er videregivelse og indhentelse af oplysninger ved-
rørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29, 31 og 32. Dette gælder også for
selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommunalbestyrelse eller et
regionsråd.
I februar 2016 oplyste Social- og Indenrigsministeriet som ressortansvarlig for
retssikkerhedsloven at ministeriet på baggrund af bestemmelsens forarbejder er
”mest tilbøjeligt til at være af den opfattelse, at retssikkerhedslovens § 43, stk. 1,
ikke omfatter ansættelsesforholdene, herunder personaleafgørelser, for ansatte hos
private eller selvejende institutioner, der er omfattet af bestemmelsen med hensyn
til en opgave, den private eller den selvejende institution udfører for det offentli-
ge.”
Det må således antages, at forvaltningsretlige regler ikke i dag i henhold til retssik-
kerhedslovens § 43 finder anvendelse i relation til privatansattes ansættelsesfor-
hold.