SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 320: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 20/12-16 om forholdene for fødende kvinder og personalet på landets fødeafdelinger, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Det talte ord gælder

Åbent samråd i Sundheds- og Ældreudvalget den 20. december 2016

TALEPAPIR

Samrådsspørgsmål BM (stillet efter ønske fra Flemming Møller

Mortensen (S)):

”Hvilke

overvejelser gør ministeren sig om forholdene for

fødende kvinder og personalet på landets fødeafdelinger, når

klinikchefen på en af landets førende fødeafdelinger siger op,

fordi han ikke længere kan stå inde for disse forhold? Hvilke

tiltag agter ministeren at tage for at rette op på forholdene? Og

hvad er begrundelsen for, at regeringen har lavet besparelser på

75 mio. kr. på fødeområdet i forhold til det løft af området, som

den tidligere regering lavede?”

Samrådsspørgsmål BN (stillet efter ønske fra Kirsten Normann

Andersen (SF)):

”Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringen fremadrettet

vil sikre rimelige og ordentlige forhold på landets

fødselsafdelinger i en tid med stigende fødselstal og en bebudet

lav offentlig vækst på 0,3 pct.? Der henvises til artiklen ”Rigets

fødselschef går i protest” bragt i Politiken den 29. november

2016 og Jordemoderforeningens henvendelse af 14. juni 2016 til

Sundheds- og Ældreudvalget, jf. SUU alm. del - bilag 572

(folketingsåret 2015-16).”

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 320: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 20/12-16 om forholdene for fødende kvinder og personalet på landets fødeafdelinger, til sundhedsministeren

Samrådsspørgsmål BZ (stillet efter ønske fra Peder Hvelplund

(EL)):

”I

forbindelse med hans opsigelse siger klinikchef på

Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, at:

»Spareøvelser ruller ind over os som tidevandet. Vi skal hvert år

lave besparelser, og arbejdspresset er blevet mærkbart højere.

Det er utilfredsstillende«, jf. artiklen ”Rigets fødselschef går i

protest” bragt i Politiken den 29. november 2016. Vil ministeren i

forlængelse heraf redegøre for den effekt, som

produktivitetskravet på 2 pct. har haft for svangreomsorgen

specifikt og for sygehussektoren generelt?”

[Indledning]

Tak for de tre spørgsmål, som jeg vil tillade mig at besvare

samlet efter aftale med udvalgets formand.

Og tak for at jeg fik lov til at deltage i udvalgets høring i sidste

uge. Det var jeg rigtig glad for, om end invitationen kom lidt

sent.

Side 2

Jeg havde dog planlagt at følge høringen under alle

omstændigheder. Det er et vigtigt emne, og vi må tage det

opråb, der er kommet fra landets fødeafdelinger alvorligt og

drøfte det politisk.

Der gik som bekendt ikke særlig lang tid, fra jeg fik fornøjelsen af

at sætte mig i ministerkontoret i Sundhedsministeriet, før de

danske fødegange endnu en gang var til livlig debat ikke bare i

medierne, men også blandt sundhedsvæsenets aktører.

Det er ikke nogen ny debat. Det er et emne, som blusser op med

jævne mellemrum.

Det var blandt andet tilfældet under den tidligere SR-SF regering

og SR regering i 2014, hvor DR2 sendte en dokumentar, der hed

”Travlhed på fødegangen”, og det var tilfældet i sommer i

forhold til det babyboom, som også var anledning til, at udvalget

havde den tidligere sundhedsminister i samråd tilbage i juni

måned.

Side 3

De spørgsmål, der ligger til mig i dag tager deres afsæt i, at

klinikchefen på Rigshospitalet, Morten Hedegaard, ifølge

Politikens forside den 29. november havde valgt at forlade sin

stilling i protest mod, at [citat] ”Betingelserne, vi [Rigshospitalet]

arbejder under - og som de fødende udsættes for - bliver ringere

og ringere.”

[Det har gjort indtryk]

Der bliver spurgt fra alle tre spørgere, om ikke det gør indtryk på

mig, og selvfølgelig gør det det. Jeg tror, at man skal være

politisk immun og argumentresistent, hvis ikke det gør indtryk.

Det er væsentligt, at vi tager dette opråb alvorligt.

Hr. Flemming Møller Mortensen spørger, hvilke overvejelser det

har givet mig anledning til.

Side 4

Jeg lytter naturligvis til, hvad de dedikerede og kompetente

medarbejdere på landets fødegange siger om, at deres hverdag

er præget af travlhed og en følelse af, at de ikke slår til og ikke

kan give de fødende den tid og omsorg, som de gerne ville.

Det skal være trygt og sikkert at føde på de danske

fødeafdelinger. Det skal det over hele landet. Vi skal tage de

bekymringer, der er alvorligt, men vi skal ikke tale hele vores

svangreomsorg ned i et sort hul, så vi ikke forholder os til, at vi

overordnet set har et meget velfungerende sundhedsvæsen og

en velfungerende svangreomsorg.

Hvis vi kigger på de seneste undersøgelser på området, LUP-

tallene, så giver over 9 ud af 10 kvinder udtryk for, at de har haft

en samlet god oplevelse af deres fødsel, og at 92 pct. af de

fødende mener, at jordemoderen har været til stede i et

passende omfang.

Det betyder ikke, at jeg negligerer de problemer og

udfordringer, der kan være, men vi er nødt til også at se på det

samlede billede, så vi kan identificere, hvor der konkret er behov

for, at vi sætter ind.

Side 5

Som det bliver nævnt af de tre spørgere i dag skal personalet på

fødegangene have rimelige arbejdsvilkår. Det er også en

forudsætning for at sikre en god kvalitet.

[Der er afsat penge til fødende og sundhed]

Som jeg allerede har været inde på, er problemstillingen

desværre ikke ny.

Den tidligere SR-regering øremærkede 35 mio. kr. til løft af

kvaliteten på fødselsområdet i 2015 og 75 mio. kr. fra 2016-2018

som herefter skulle overføres permanent til regionerne via

bloktilskuddet og altså ikke øremærkes direkte.

V-regeringen aftalte med finanslovspartierne Dansk Folkeparti,

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, at der ud over de

35 mio., der var implementeret med finansloven for 2016, blev

afsat 50 mio. kr. årligt i øremærkede midler til en styrket indsats

på hospitalernes fødeafdelinger fra 2016 og frem.

Side 6

2016-midlerne blev udmøntet i maj i år, og regionerne har

oplyst mig ved en status her i december, at midlerne er kommet

ud og ”arbejde” på de enkelte sygehuse. Det er også det, jeg har

svaret udvalget i onsdags den 14. december 2016 som svar på

SUU alm. del spm. 257.

I regionernes status fortæller de om en generel opnormering i

antallet af jordemødre, og i mindre omfang af sygeplejersker,

læger og SOSU-assistenter.

Altså flere varme hænder til de fødende og mere aflastning til

det kompetente sundhedspersonale, der allerede har deres

daglige gang på fødeafdelingerne.

De 50 mio. kr., som er øremærket fødeafdelingerne i 2016, har

altså givet et løft i forhold til i 2014.

Det ændrer ikke på, at ansvaret for, hvordan budgetterne i vores

sundhedsvæsen og vores sygehuse udmøntes, påhviler regioner,

herunder at der tages bestik af de regionale forhold og

ændringer, der kan ske i fødselstallet.

Side 7

Og jeg vil gerne minde om, at vi ud over de 50 mio. kr.

øremærkede midler til fødeafdelingerne også med finansloven

for 2016 har afsat 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedsområdet. Det

er et løft, der vel og mærke er 0,5 mia. kroner større, end den

tidligere SR-regering lagde op til og gik til valg på.

Vi har også med finansloven for 2017, afsat ekstra midler til

sundhed, fordi vi ønsker at prioritere vores sundhedsvæsen.

Det er imidlertid vigtigt, at vi respekterer den arbejdsdeling, der

er mellem kommuner, regioner og stat i forhold til, hvor man

skal træffe de detaljerede beslutninger. På den måde, sikrer vi

både den største arbejdsglæde og den største kvalitet for

patienterne i stedet for at tro, at det er den samme beslutning,

der er gavnlig, uanset hvor man befinder sig i landet.

Regionerne har hvert år godt og vel 110 mia. kr., som de langt

hen ad vejen selv kan prioritere – og som jeg forventer, at de

bruger på de områder, hvor behovet er størst, og som

adresserer aktuelle udfordringer, der kan være på fx

fødeafdelingerne. Alene Region Hovedstaden har et budget på

33 mia. kr.

Side 8

Udover disse midler kommer der 47 mia. kr. til nye

supersygehuse, som i de kommende år skal komme patienterne

til gode. Det er midler, som regionerne er enige i vil frigive

ekstra ressourcer til ekstra sygehusaktivitet.

[Regionernes planlægning må følge med]

Det er klart, at når vi snakker fødeafdelinger, så er man

selvfølgelig nødt til at se det i sammenhæng med, at

fødselstallet de sidste 10 år har været faldende fra ca. 65.000

fødsler i 2006 til knap 60.000 i år.

Vi kan nu se frem imod en stigning i fødselstallet frem mod 2025

i takt med, at årgangene, der får børn, selv bliver større.

Det synes jeg er positivt. Men det kræver selvfølgelig, at

regionernes planlægning følger med.

På høringen i sidste uge blev der fremvist tal for, hvor mange

fødselsafdelinger, der er blevet nedlagt i de foregående år.

Side 9

Eftersom vi nu er i en situation, hvor der kommer flere fødsler,

er det klart, at man i regionerne er nødt til at tage bestik af det

stigende fødselstal, ligesom man i sin tid tog bestik af det

faldende fødselstal.

De økonomiske rammer, som jeg skitserer, er langt hen ad vejen

udtryk for en stigende investering i vores sundhedsvæsen. Vi har

både fra Venstre regeringens side, men også fra

trekløverregeringens side meget klart sagt, at vi mener, at det er

vigtigt, at vi investerer i vores sundhedsvæsen, ligesom vi

mener, at der er andre kernevelfærdsområder, det er væsentlig

at investere i, herunder ældre og børn.

Det er et prioriteringsspørgsmål. Og det er sådan set upåagtet,

hvor stor vækst vi har i det offentlige.

Vi er ikke i mål, og regeringen vil fortsat prioritere at forbedre

vores kernevelfærd.

Kigger vi lidt frem, så vil der komme flere borgere med en

kræftsygdom og flere med en kronisk sygdom - og der vil

heldigvis også komme flere fødsler.

Side 10

Derfor er det også vigtigt, at vi allerede nu udviser rettidig omhu

og ruster sundhedsvæsenet til, at alle patienter, herunder bl.a.

kræftpatienter og fødende kvinder også fremover kan få en høj

kvalitet i deres behandling.

Men en øget økonomisk ramme gør det ikke alene.

Vi er også nødt til at se på, hvordan der skabes sammenhæng

mellem sundhedsindsatsen på tværs af kommuner, almen

praksis og de specialiserede sygehuse.

Vi har nedsat et udvalg til at komme med konkrete bud på,

hvordan vi får den sammenhæng til at være bedre. I udvalget

deltager regeringen sammen med Danske Regioner og KL, og til

foråret vil vi på baggrund af det udspil, der kommer, tage en

nærmere drøftelse.

Vi er også nødt til at have fokus tilbage på kerneopgaven. Blandt

andet ved regelforenkling som skal bidrage til, at medarbejderne

får mere tid og fokus på at løse kerneopgaver.

Side 11

Effektivisering handler nemlig også om at sikre bedre

arbejdstilrettelæggelse.

Det handler både om at være åbne for, hvad der bliver sagt og

om at lære af hinanden og udvikle arbejdsgange, metoder og

samarbejder i sundhedsvæsenet, der kan sikre, at ressourcerne

anvendes bedst muligt til gavn på patienterne, herunder også på

fødselsområdet.

Jeg hørte flere af aktørerne sige på høringen forleden, at det

handler om alt fra opgaveglidning til, hvad man bruger sin tid på.

Det bliver vi nødt til at have fokus på, hvis vi skal imødekomme

det opråb og de udfordringer, der er.

[Møder med interessenter]

Men hvorfor er det så, at vi nu igen og igen hører om dårlige

forhold på landets fødegange – selvom vi i LUP tallene kan se, at

den generelle tilfredshed er stor hos de fødende i Danmark, og

selvom der har været et generelt økonomisk løft til

sundhedsområdet og øremærkede midler til fødeafdelingerne.

Side 12

Nogle af de tal, som er blevet oversendt til udvalget, og som der

er blevet gennemgået i Politikken den 3. december om blandt

andet økonomien for Rigshospitalet, viser, at der over de senere

år har været tilført

flere

midler og været

færre

fødende end for

bare tre år siden.

Det her handler ikke bare om at ”sende flere penge”? Det er

også et spørgsmål om god ledelse og god arbejdstilrettelæggelse

ude i regionerne og på de enkelte afdelinger. Og det er et

spørgsmål om prioritering.

Siden jeg blev sundhedsminister, har jeg haft fornøjelsen af at

holde møder med Danske Regioner og Jordemoderforeningen,

og jeg har også en række møder i kalenderen med nogle af de

andre aktører på området blandt andet fødselslægerne.

Jeg mener, at det er væsentligt, at jeg som sundhedsminister

har mulighed for at indgå i en tættere dialog med aktørerne på

området og tage bestik af, hvad det er for nogle betragtninger,

de kommer med.

Side 13

Jeg har også bedt ministeriet om at dykke ned i tallene for at

give mig et overblik over, hvad der er op og ned i sagen. Jeg kan

også se, at mange af udvalgets medlemmer har oversendt

spørgsmål for at få nogle af tallene bag.

Vi kommer til at opleve et stigende fødselstal de kommende år,

som forventes at stige i Danmark fra ca. 60.000 fødsler i år til

godt 72.000 fødsler om ti år.

Det stigende fødselstal skal dog ses i lyset af den udvikling, som

vi har haft hidtil med et faldende fødselstal de seneste 10 år.

Hvis man kigger på tallene, med forbehold for brug af vikarer,

opgørelsesmetoder osv., så viser de, at antallet af

fuldtidsbeskæftigede jordemødre på de offentlige sygehuse, er

steget med ca. 400 fra 2006 og indtil 2015, samtidig med at

fødselstallet har været faldende.

Det er de store linjer.

Side 14

Men det er selvfølgelig langt fra hele billedet. For samtidig kan

jeg forstå på jordemødrene, at man på mange fødeafdelinger -

på trods af flere jordemødre - stadig føler sig under pres, blandt

andet fordi jordemødrene har overtaget flere opgaver på

fødegangene, såvel som på barselsafsnit og andre steder.

Jeg hører jordemødrene sige, at de ikke har mulighed for at give

de fødende den omsorg og tid, som de synes, de bør have. Og at

det gælder både før og efter selve fødslen.

Det synes altså vigtigt, at vi kigger på, hvilken opgaveglidning, og

arbejdstilrettelæggelse der har været på fødselsområdet.

Jeg spidsede for eksempel ører, da jeg ved høringen forleden

hørte jordemoderen Karen Ingversen fortælle om de gode

erfaringer med hjemmefødselsordningen i Region Sjælland. En

ordning, der efter sigende, medførte mere ro og færre

komplikationer for de fødende og faktisk var billigere for

regionen som helhed.

Side 15

Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager bestik af det, og at

regionerne også tager bestik af de erfaringer, der gøres andre

steder.

[Produktivitetskrav betyder ikke at gøre det samme hurtigere]

Vi skal hele tiden se på, om vi tilrettelægger arbejdet på den

bedste måde i vores sundhedsvæsen. Eller om det kan gøres på

en bedre og smartere måde til gavn for patienter og for

medarbejdere.

Regionerne skal turde lade sig inspirere af hinanden.

Vi har i dag et produktivitetskrav til regionerne, som gør, at man

netop som region skal se på, hvor det er, at man kan

effektivisere og ikke kan effektivisere, og hvor er det, at man kan

få gavn af ny teknologi, ny medicin, nye behandlingsformer, og

hvor har man ikke de samme muligheder.

På den måde skal man lokalt prioritere og løbende forbedre

forholdene ikke blot for patienterne, men også for

medarbejderne.

Side 16

Effektivitet og produktivitet er selvfølgelig ikke forhold, der skal

stå alene.

Denne debat er blevet en diskussion om, at hvis man enten

sender en større check eller afløser DRG-systemet, så løser man

alle problemerne. Men der er flere forhold, der gør sig

gældende.

Derfor er vi også nødt til at insistere på, at fokus skal være på

kvalitet, sammenhæng og effekt af den indsats, der ydes hver

dag i sundhedsvæsenet, uanset hvilke styringsmodeller- og

mekanismer man lægger ned over det.

Det er også baggrunden for, at vi sammen med regionerne

fastsatte otte nationale mål i foråret, der skal fokusere på, hvad

der i højere grad giver værdi for patienten. Mål, som skal sikre,

at alle i sundhedsvæsenet hele tiden arbejder i retning mod

endnu højere kvalitet til gavn for patienterne.

Side 17

Og der blev givet midler i økonomiaftalen for 2016 til regionale

forsøg med værdibaseret styring – altså styring efter værdi for

patienten.

For så vidst angår 2 procents kravet er det i dag regionerne selv,

der prioriterer, hvordan de 2 procent skal findes. Der er intet

krav om, at de fødende skal føde 2 procent hurtigere.

Men vi kan heldigvis også på fødselsområdet se, at der er sket

en udvikling, som gør, at vi i dag kan tage nogle initiativer på

fødselsafdelingerne, som også sikrer, at man kan håndtere nogle

situationer mere skånsomt og hurtigere, end man måske var i

stand til tidligere.

Men produktivitetskravet handler ikke om besparelser, som der

ellers er nogle, der siger.

Det handler i høj grad om at skabe og opnå mest mulig værdi for

patienten – og mest mulig sundhed for vores skattekroner.

Side 18

Og gevinsterne ved en øget produktivitet bliver heller ikke

fjernet fra regionerne. De bliver i regionerne til gavn for

patienterne. Så der er også en mulighed for, at man regionalt

sådan set kan frigive ressourcerne fra et område for at kunne

investerer det på andre områder.

Hvis jeg skal svare Peder Hvelplunds direkte spørgsmål, om

produktivitet har haft en god effekt på sygehussektoren, så

mener jeg overordnet, at ja det har det.

Men det kræver en ordentlig ledelse og en ordentlig prioritering

de rigtige steder, og at man ikke bare træffer beslutninger i

blinde. Uanset hvilket styrringsregime man har, forudsætter det,

at man gør sig nogle reflekterede tanker over, hvad der giver

mening.

[Organisering af fødselsområdet]

Ser vi på fødselsområdet, er det værd at overveje, hvordan vi

organiserer området.

Side 19

Jeg hører flere, som er af den opfattelse, at regionerne har

samlet og specialiseret for meget, så alle fødende fra den meget

komplicerede til den helt ukomplicerede samles samme sted,

selvom alle fødsler langt fra har behov for den samme grad af

ekspertise og medicinske behandling. Det er værd at tage med

for os som landspolitikere.

Omvendt forstår jeg på Jordemoderforeningen, at nogle gravide

kan have behov for mere omsorg og mere opfølgning end andre

under graviditeten, men at der i dag ikke er tilstrækkelig

mulighed for at tage ekstra hånd om de svageste grupper og

dem, som måske kan have yderligere behov.

For mig er det egentligt bare et eksempel på, at vi i høj grad er

nødt til at gå væk fra tankegangen om, at det er

standardløsninger, der skal til.

Jordemoderforeningen efterlyser selv en ”nytænkning” af

fødselsområdet i deres kronik i Politiken den 12. december.

Side 20

Og jeg bemærkede fra høringen i torsdags, at der er eksempler

på en anden organisering, hvor der etableres et stærkere

forhold mellem den fødende, jordemoderen og sygehuset, der

sikrer, at man arbejder på det lavest effektive

omkostningsniveau, uden at man går på kompromis med

sikkerheden eller den gode fødselsoplevelse.

Det er værd at tage denne diskussion og tage dimensionen om

selve arbejdstilrettelæggelsen med i vores politiske overvejelser.

Vi har tilført flere midler, og vi har fået flere dygtige jordemødre

og andet sundhedspersonale ud på fødeafdelingerne.

Men alligevel virker det som om, at der stadig er en generel

oplevelse af en presset hverdag, og derfor kan der være behov

for at se nærmere på opgaveglidning og

arbejdstilrettelæggelsen.

[Ministerens fremadrettede tiltag]

Vi er nødt til at bygge vores indsats på fødselsområdet på

faglighed og fakta.

Side 21

Regionerne er i gang med en national kortlægning af

fødselsområdet, herunder hvilke forskelle der kan være. Vi er

nødt til at have regionerne med som driftsherrer på området.

Det er ikke hverken mig som sundhedsminister eller os

nationalt, der kan afbøde alle problemer eller organisere alting.

Derfor synes jeg også, at det er naturligt og på sin plads, at

regionerne indgår meget aktivt på dette område.

Jeg forstår, at kortlægningen skal vise, hvordan kræfterne

bruges på fødselsområdet, og om for eksempel andre

faggrupper kan varetage nogle af jordemødrenes opgaver for at

sikre, at man får tid til kerneopgaverne.

Jeg kunne forestille mig, at regionerne vil finde stor værdi i at

lære af hinanden og identificere de gode eksempler på

arbejdstilrettelæggelse. Vi skal turde lære af hinanden, hvis vi vil

udvikle vores sundhedsvæsen.

Side 22

Samtidig kunne det også være en idé at kigge til udlandet på

nogle af de lande, som vi normalt sammenligner os med, og som

har nogle af de samme udfordringer og tage ved lære dem.

Sundhedsstyrelsen vil til næste år revidere anbefalingerne for

svangreomsorgen fra 2009 med et barselsafsnit, der blev

revideret i 2013. Revisionen skal foregå på baggrund af en bred

og inddragende proces, så vi sikrer os, at anbefalingerne er

tidssvarende og medfører en fortsat høj kvalitet på

fødselsområdet.

[Ikke tale fødeafdelinger ned]

For her til sidst vil jeg gerne minde om, at vi har en høj kvalitet

på fødselsområdet.

Det var også budskabet fra samtlige oplægsholdere ved

høringen i sidste uge, at Danmark er et af de allersikreste lande i

verden at føde i.

Samtidig kan vi se, at der er en høj patienttilfredshed på

fødselsområdet.

Side 23

Derfor skal vi også være varsomme med at tale fødselsområdet

ned. Det fortjener det ikke.

Det fortjener alle de dygtige jordemødre, læger, SOSU’er og

sygeplejersker på landets fødegange ikke. Eller de kvinder, der

snart skal føde.

Men det er klart, at vi skal tage den kritik, vi hører, alvorligt. Og

vi skal især lytte til den konstruktive kritik, der kan hjælpe os

med af forbedre vilkårene på fødegangene. Ikke mindst i en tid,

hvor vi er i den ellers glædelige situation, at vi har et stigende

fødselstal.

Vi skal sørge for, at de babyer, der fødes i de kommende år, får

den bedste start på livet.

Og vi skal passe på de mennesker, der hver dag utrætteligt

arbejder på landets fødegange for at det kan ske.

Side 24

Jeg og regeringen tager opråbene alvorligt og handler også på

baggrund af dem, men der er også flere nuancer til denne

diskussion end bare at sende en større check.

Tak for ordet.

Side 25