SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 315: Spm. om, hvorfor en dement person, der er for syg til at vedkommende kan blive straffet for overfald på plejehjemspersonale, alligevel kan risikere at skulle betale sagsomkostninger, til justitsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Sundheds- og Ældreudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

2. februar 2017

Strafferetskontoret

Malene Dalgaard

2017-0032/37-0025

2179894

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 315 (Alm. del), som Folketin-

gets Sundheds- og Ældreudvalg har stillet til justitsministeren den 20. de-

cember 2016. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).

Søren Pape Poulsen

Thomas Tordal-Mortensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 315: Spm. om, hvorfor en dement person, der er for syg til at vedkommende kan blive straffet for overfald på plejehjemspersonale, alligevel kan risikere at skulle betale sagsomkostninger, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 315 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds- og Ældreud-

valg:

”Ministeren bedes forklare, hvorfor en dement person, der er

for syg til at vedkommende kan blive straffet for overfald på

plejehjemspersonale, alligevel kan risikere at skulle betale

sagsomkostninger, og vil ministeren i forlængelse heraf oplyse,

om ministeren vil arbejde for, at ændre dette?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten om anklagemyndighedens behandling af straf-

fesager mod personer, der er straffri. Rigsadvokaten har i den forbindelse

oplyst følgende:

”1. Straffelovens § 16, stk. 1, indebærer, at personer med

sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke

straffes. Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt re-

tarderede i højere grad. Det er dog en betingelse for straffri-

hed, at personen på gerningstidspunktet var utilregnelig på

grund af f.eks. sindssygdom. Anvendelsen af straffelovens §

16 beror således dels på en lægelig vurdering af, om ger-

ningspersonen f.eks. er sindssyg, dels på en juridisk vurde-

ring af, om gerningspersonen må anses for at have været util-

regnelig.

Endvidere straffes personer, der på gerningstidspunktet var

mentalt retarderede i lettere grad, ikke, medmindre særlige

omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gæl-

der personer, der befandt sig i en tilstand som ganske må li-

gestilles med mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.

Hvis en person frifindes for straf efter straffelovens § 16, kan

retten efter straffelovens § 68 bestemme, at der skal anvendes

andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at fore-

bygge yderligere lovovertrædelser. Det kan f.eks. være dom

om ambulant psykiatrisk behandling eller anbringelse på en

psykiatrisk afdeling mv.

Foranstaltninger efter § 68 har således til formål at forebygge

yderligere lovovertrædelser, og det skal konkret vurderes,

hvad der i den forbindelse vurderes at være den mest hen-

sigtsmæssige foranstaltning over for den pågældende person.

Straffelovens § 69 omfatter personer, som ikke er omfattet af

straffelovens § 16 om sindssygdom mv., men som på ger-

ningstidspunktet var i en tilstand, der var betinget af mangel-

fuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske

funktioner. I disse tilfælde kan retten, hvis det findes formåls-

tjenligt, idømme de ovennævnte foranstaltninger efter straffe-

lovens § 68 i stedet for at idømme en straf.

Afgørelsen af, hvorvidt en person med demens er omfattet af

personkredsen i straffelovens § 16 eller § 69, sker på bag-

grund af en konkret lægelig vurdering. Det vil i sådanne sager

ligeledes bero på en konkret vurdering, hvilken foranstaltning

over for den pågældende som anklagemyndigheden i givet

fald skal nedlægge påstand om.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at Rigsadvokaten har fastsat nærmere

retningslinjer for anklagemyndighedens behandling af sager

mod psykisk afvigende kriminelle i Rigsadvokatmeddelelsen

(afsnittet om psykisk afvigende), herunder retningslinjer for

varetægtsfængsling, mentalundersøgelse, bistandsværger og

foranstaltninger efter straffelovens § 68.

I straffesager mod personer, som f.eks. kan være omfattet

af straffelovens § 16 og § 69, kan anklagemyndigheden i vis-

se tilfælde give personen et tiltalefrafald i stedet for at rejse

tiltale og indbringe sagen for retten med påstand om, at der

idømmes en foranstaltning efter straffelovens § 68.

2.1.

Hvis den sigtede som følge af tidligere kriminalitet alle-

rede er undergivet en foranstaltning i medfør af straffelovens

§§ 68 og 69, f.eks. idømt psykiatrisk behandling, kan de regi-

onale statsadvokater frafalde tiltalen for ny kriminalitet,

medmindre særlige omstændigheder taler imod det. Det

fremgår af § 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 302 af 2. marts

2016 om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til

at frafalde tiltale.

Det er en forudsætning for at meddele et tiltalefrafald, at sig-

tedes skyld er utvivlsom eller, at alle faktiske omstændighe-

der i forbrydelsens gerningsindhold er erkendt.

Rigsadvokaten har fastsat nærmere retningslinjer om anven-

delse af tiltalefrafald for kriminalitet begået under igangvæ-

rende foranstaltning i pkt. 5.6. i afsnittet om psykisk afvigen-

de kriminelle i Rigsadvokatmeddelelsen.

Det fremgår heraf, at det beror på en konkret vurdering, om

statsadvokaten bør meddele tiltalefrafald i de nævnte situati-

oner. Statsadvokaten skal ved vurderingen blandt andet lægge

vægt på den aktuelle kriminalitets art og/eller grovhed. I de

tilfælde, hvor den aktuelle kriminalitet er grovere end den

kriminalitet, der udløste den igangværende foranstaltning, og

eventuelt må forventes at udløse en mere indgribende foran-

staltning, bør sagen ikke afgøres med et tiltalefrafald.

Herudover skal statsadvokaten ved vurderingen af, om sagen

kan afgøres med et tiltalefrafald, lægge vægt på antallet af

tidligere meddelte tiltalefrafald for kriminalitet begået under

den igangværende foranstaltning, om foranstaltningen må

forventes inden for en kortere tid at blive ophævet eller bort-

falde, f.eks. som følge af proportionalitetshensyn, eller om

der i øvrigt er behov for en anden form for foranstaltning end

den igangværende.

2.2.

Hvis den sigtede ikke er undergivet en foranstaltning i

medfør af straffelovens §§ 68 og 69, vil anklagemyndigheden

også i visse tilfælde kunne afgøre sagen med et tiltalefrafald.

Tiltalefrafald kan gives f.eks. efter retsplejelovens § 722, stk.

2, hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder el-

ler andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses for påkræ-

vet af almene hensyn.

Særligt med hensyn til ”overfald på plejehjemspersonale”,

som er nævnt i spørgsmålet, bemærkes, at anklagemyndighe-

den også kan give et tiltalefrafald i sager om overtrædelse af

straffelovens § 119, stk. 1 (vold og trusler mod offentlige an-

satte), og § 244 (simpel vold), når der er tale om meget be-

grænset voldanvendelse mv., og der ikke er sket betydelig

skade på den forurettede. Det fremgår af § 1, nr. 4, i bekendt-

gørelse nr. 302 af 2. marts 2016 om politidirektørernes og

statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Det vil også i disse tilfælde, hvor den sigtede ikke er under-

givet en foranstaltning i medfør af straffelovens §§ 68-69, be-

ro på en konkret vurdering, om betingelserne for at meddele

et tiltalefrafald er opfyldt. I denne vurdering vil blandt andet

indgå oplysninger om den aktuelle kriminalitets grovhed og

art samt oplysninger om gerningsmandens personlige forhold,

herunder om gerningsmanden allerede er anbragt på et egnet

opholdssted eller lignende.

De regionale statsadvokater, som har kompetencen til at

meddele tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722, stk. 2, har i

den forbindelse oplyst, at der i flere tilfælde inden for de se-

nere år er blevet meddelt tiltalefrafald i medfør af den nævnte

bestemmelse i tilfælde, hvor sigtede f.eks. har begået vold

mod ansatte på bosteder mv., og hvor den pågældende allere-

de er anbragt på et bosted eller lignende, der kan tage hensyn

til personens særegne psykiske tilstand.

Jeg kan afslutningsvis oplyse, at Rigsadvokaten vil drøfte

med de regionale statsadvokater, om der er behov for nærme-

re retningslinjer for anvendelse af tiltalefrafald i sager, hvor

gerningsmanden må antages at kunne være omfattet af per-

sonkredsen i straffelovens § 16 eller § 69, men ikke allerede

er undergivet foranstaltninger efter straffelovens § 68, jf. af-

snit 2.2. ovenfor.”

Som det fremgår af Rigsadvokatens udtalelse, er der i flere tilfælde in-

den for de senere år blevet meddelt tiltalefrafald i tilfælde, hvor sigtede

f.eks. har begået vold mod ansatte på bosteder, og hvor den pågældende

allerede er anbragt på et bosted eller lignende, der kan tage hensyn til per-

sonens særegne psykiske tilstand.

Derudover er det velkendt, at pædagogiske eller behandlingsmæssige hen-

syn fører til, at der ikke altid sker politianmeldelse i disse sager. Det er i

den forbindelse blevet tydeliggjort i en vejledning om offererstatning fra

april 2016, at Erstatningsnævnet ikke stiller krav om politianmeldelse som

en betingelse for at få erstatning i sager, hvor lærere, pædagoger, plejeper-

sonale mv. udsættes for en forbrydelse i forbindelse med deres arbejde,

hvis der er konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til

skadevolderen. Med vejledningen bliver de berørte personalegrupper gjort

bekendt med deres retsstilling, så politianmeldelser kun foretages, hvis det

er nødvendigt.

Det er således langt fra alle sager af denne karakter, der ender som straffe-

sager ved domstolene.

Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Rigsadvokaten allerede har opstil-

let retningslinjer for anklagemyndighedens behandling af sager mod psy-

kisk afvigende, herunder retningslinjer om anvendelsen af tiltalefrafald for

kriminalitet begået under en igangværende foranstaltning, og at Rigsadvo-

katen vil drøfte behovet for yderligere retningslinjer med de regionale

statsadvokater.

Retsplejelovens kapitel 91 indeholder nærmere regler om sagsomkostnin-

ger i straffesager.

Som hovedregel er personer, der findes skyldige i en straffesag, pligtige til

at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens

behandling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1. Det gælder også i straffesa-

ger, der afgøres med et strafbortfald, jf. straffelovens § 83, eller hvor der i

stedet for straf fastsættes bestemmelser om andre foranstaltninger, jf. straf-

felovens § 68, jf. §§ 16 eller 69.

Det er retten, der træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger. Ret-

ten kan efter en konkret vurdering bestemme, at omkostningsansvaret skal

begrænses, hvis det ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til

domfældtes skyld og vilkår, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt.

Der findes i trykt retspraksis eksempler på straffesager, hvor en domfældt,

der i stedet for straf idømmes foranstaltninger efter straffelovens § 68 eller

§ 70, forpligtes til at betale omkostningerne forbundet med straffesagen.

Som et eksempel herpå kan nævnes Østre Landsrets kendelse af 1. juli

2008 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2446). I byretten blev

tiltalte fundet skyldig i røveri. Med henvisning til straffelovens § 69 blev

pågældende i stedet for straf dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk

behandling efter straffelovens § 68. Spørgsmålet om afholdelsen af sagens

omkostninger blev kæret til landsretten, der udtalte, at det oplyste om til-

taltes personlige forhold ikke kunne føre til en begrænsning af omkost-

ningsansvaret efter retsplejelovens § 1008, stk. 4.

Efter min mening er det et grundlæggende og korrekt princip, at den, der

dømmes i en straffesag, pålægges at betale sagens omkostninger frem for

staten.

Jeg er på den anden side enig i, at vi skal se nærmere på, om dette princip

også bør gælde fuldt ud for personer, der i forbindelse med en dom i en

straffesag findes at være straffri som følge af deres psykiske tilstand. Jeg

har derfor bedt mine embedsmænd om at se på området for sagsomkost-

ninger, herunder også i forhold til de øvrige persongrupper, som kan være

omfattet af straffelovens §§ 16 eller 69, da demente som bekendt, alene

udgør én blandt flere persongrupper, som kan undtages fra straf.