SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 229: Spm. om ministeren er bekendt med, at borgere uden fast adresse som eksempelvis hjemløse ikke kan få tilknyttet en sagsbehandler eller en læge, idet kommunerne ikke påtager sig ansvaret for dem grundet deres manglende adresse i kommunen, og at borgerne derfor oplever at blive kastet fra kommune til kommune uden at få adgang til de kommunale services, til børne- og socialministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Sagsnr.

2016 - 9097

Doknr.

431825

Dato

21-12-2016

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 1. december 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 229 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).

Spørgsmål nr. 229:

”Er ministeren bekendt med, at borgere uden fast adresse som eksempelvis hjemløse

ikke kan få tilknyttet en sagsbehandler eller en læge, idet kommunerne ikke påtager

sig ansvaret for dem grundet deres manglende adresse i kommunen, og at borgerne

derfor oplever at blive kastet fra kommune til kommune uden at få adgang til de kom-

munale services? Og vil ministeren redegøre for, hvor borgere i denne situation kan

henvende sig for at få løst problemstillingen?”

Svar:

At en kommune ikke yder den nødvendige støtte på grund af manglende fast adresse

eller tvivl om opholdskommune, er ikke acceptabelt. Hjemløse borgere skal have den

nødvendige hjælp og støtte, som de er sikret i lovgivningen på socialområdet.

Det er derfor også reguleret i lovgivningen, hvilken kommune der har en handeforplig-

tigelse i forhold til borgere, hvor der f.eks. er tvivl om opholdskommune: Det drejer sig

nærmere bestemt om § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale om-

råde. Reglerne herom gennemgås nedenfor.

Udgangspunktet i lovens § 9, stk. 1, er at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

En persons opholdskommune er efter lovens § 9, stk. 2, den kommune, hvor borgeren

bor eller sædvanligvis opholder sig.

Spørgsmålet om hjemløses opholdskommune er nærmere belyst i punkt 265 i vejled-

ning om retssikkerhed og administration på det sociale område. Heri er anført:

”

Ved afgørelse af hvilken kommune, der er opholdskommune kan der lægges vægt på flere

momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der kan lægges vægt på. Folkeregistertil-

meldingen er et vigtigt moment, men de faktiske forhold vejer tungere. Dette gælder særligt i

forhold til hjemløse. Et væsentligt moment er personens egne oplysninger, ikke mindst om hvor

den pågældende har været, og hvor den pågældende har mest lyst til at opholde sig. Der kan

også lægges vægt på, hvor en person senest har været i kontakt med offentlige myndigheder

for at få hjælp eller få udbetalt ydelser.

Man skal være opmærksom på, at alle personer altid har en opholdskommune, og at der derfor

ikke kan stilles minimumskrav til den tilknytning en person skal have til en kommune, for at

kommunen kan anses for opholdskommune. Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er op-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 229: Spm. om ministeren er bekendt med, at borgere uden fast adresse som eksempelvis hjemløse ikke kan få tilknyttet en sagsbehandler eller en læge, idet kommunerne ikke påtager sig ansvaret for dem grundet deres manglende adresse i kommunen, og at borgerne derfor oplever at blive kastet fra kommune til kommune uden at få adgang til de kommunale services, til børne- og socialministeren

holdskommune, kræver ofte, at der foretages en vurdering af en persons tilknytning til flere

kommuner, for at fastslå hvilken kommune der er nærmest til at anse for at være personens

opholdskommune.”

En hjemløs borger, der ønsker hjælp efter den sociale lovgivning, kan derfor som ud-

gangspunkt rette henvendelse til den kommune, hvor den pågældende sædvanligvis

opholder sig. Det er ikke afgørende, at den pågældende bopælsregistreret i CPR i den

pågældende kommune.

En borger vil kunne klage til Ankestyrelsen, hvis en kommune afslår at yde hjælp efter

den sociale lovgivning med den begrundelse, at det er en anden kommune, der har

pligt til at yde hjælp.

Uenighed mellem to kommuner om, deres forpligtelser kan også indbringes for Anke-

styrelsen af de berørte kommuner efter retssikkerhedslovens § 61.

Netop med henblik på at sikre, at der altid er en kommune, der har pligten til at yde

hjælp til en borger, også mens der eventuelt er uenighed mellem to eller flere kommu-

ner, er der i retssikkerhedslovens § 9, stk. 12, fastsat en regel om dette spørgsmål.

Det følger af bestemmelsen, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommu-

ner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige

kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i (været bo-

pælsregistreret i CPR), fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken

kommune der er rette opholdskommune.

Når den rette opholdskommune er blevet fundet – eventuelt ved en afgørelse fra An-

kestyrelsen – og hvis den kommune, der har fungeret som handlekommune i den

mellemliggende periode, viser sig ikke at være den rette opholdskommune, skal den

korrekte opholdskommune refundere de udgifter, som den fungerende opholdskom-

mune har afholdt i den periode, hvor uenigheden har bestået.

Hvis der er uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune, der er en

borgers handlekommune, må den kommune, hvor borgeren henvender sig, vejlede

borgeren om at rette henvendelse til den kommune, hvor borgeren har eller senest har

været tilmeldt folkeregisteret.

Denne kommune vil i så fald efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 12, have pligt til at

fungere som opholdskommune for borgeren, og herunder yde den hjælp, borgeren har

ret til efter den sociale lovgivning, indtil uenigheden er afklaret.

Særligt for personer, der har fået ophold i en af en række nærmere angivne boformer

m.v. i en anden kommune ved medvirken enten fra den oprindelige opholdskommu-

nen eller fra anden offentlig myndighed gælder efter lovens § 9, stk. 7, at den oprinde-

lige opholdskommune fortsat vil være handlekommune for borgeren med hensyn til

hjælp efter lov om social service, dvs. den kommune, der skal træffe afgørelse om og

levere hjælp efter loven. Det gælder bl.a. ved ophold i herberger og lignende boformer

efter § 110 i lov om social service.

En sådan boform skal efter § 110 i lov om social service senest 3 dage efter afgørel-

sen om optagelse i boformen give en orientering herom til den kommune, der har pligt

til at yde hjælp efter loven, ligesom boformen skal orientere samme kommune senest

3 dage efter udskrivningen. Den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter lov om

social service, vil således være orienteret herom.

Den oprindelige kommunes handlepligt efter lov om social service gælder indtil borge-

ren har erhvervet ny opholdskommune. Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 9, stk.

8, Det indebærer, at handlepligten for den oprindelige opholdskommune fortsætter,

hvis borgeren f.eks. efter et ophold i et herberg i en periode har været uden bopæl

eller sædvanligt opholdssted for derefter igen at søge hjælp efter serviceloven.

I sådanne tilfælde vil borgeren altså også efter opholdet i herberget fortsat kunne rette

henvendelse til den oprindelige opholdskommune om hjælp efter lov om social ser-

vice.

For så vidt angår adgangen til lægehjælp hører dette spørgsmål under sundhedslov-

givningen. Jeg har derfor bedt Sundheds- og Ældreministeriet om et bidrag til besva-

relsen.

Sundheds- og Ældreministeriet har oplyst følgende:

”Som udgangspunkt har personer, der har bopæl her i landet, ret til ydelser efter

sundheds-loven, jf. lovens § 7. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret. Man

har således ret til ydelser efter sundhedsloven, når man er registreret med bopæl i

CPR. Kommunalbestyrelsen udsteder i medfør af sundhedslovens § 12 sundhedskort,

der gælder som dokumentation for retten til ydelser.

Er borgeren registreret som værende uden fast bopæl i CPR, fx hjemløse, kan borge-

ren stadig få udstedt et sundhedskort hos kommunen. Det følger af § 8 i bekendtgø-

relse nr. 566 af 29. april 2015 om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse

af sundheds-kort m.v. Disse personer har således ret til vederlagsfri behandling hos

alment praktiserende læge, speciallæge, sygehusbehandling osv. på lige fod med

personer, der er registreret i CPR med bopæl.

Det kan tilføjes, at hvis en borger uden et gyldigt sundhedskort henvender sig med

akut behov for behandling, har lægen naturligvis pligt til at hjælpe.”

Med venlig hilsen

Mai Mercado