Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 15-12-2016
Enhed: Ældre og det Nære Sam-
menhængende Sundhedsvæsen
Sagsbeh.: DEPJBJ
Sagsnr.: 1610832
Dok. nr.: 247331
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 30. november 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 223 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 223:
”I forbindelse med debatten om bevilling af apparater til flash glukose måling har den
tidligere sundheds- og ældreminister udtalt, at ’Hvis der er tvivl om, hvem der skal
udlevere et hjælpemiddel, så skal den myndighed, der har tættest kontakt til borge-
ren, uden videre udlevere det. Så må parterne bagefter finde ud af, hvem der skal
dække udgiften.’, jf. artiklen ’Ministeren: Myndigheden skal udlevere’ bragt på Ekstra
Bladet den 18. november 2016. Vil ministeren bekræfte, at det fortsat er regeringens
holdning, og i så fald hvilken myndighed ministeren mener er tættest på borgen i
denne sag? Og vil ministeren i bekræftende tilfælde redegøre for, hvilken konsekvens
det bør og vil få for praksis med udlevering af det pågældende apparat?”
Svar:
Den tidligere sundheds- og ældreministers udtalelse er udtryk for et generelt princip,
der fremgår af det såkaldte afgrænsningscirkulære
1
, som har til formål at afgrænse
behandlingsredskaber (som regionen er forpligtet til at levere i henhold til sundheds-
loven) over for tilgrænsende kategorier af redskaber og hjælpemidler (hvor leverings-
forpligtelsen ligger andetsteds – typisk hos kommunen). Af afgrænsningscirkulærets
afsnit 4 fremgår således følgende:
”I tilfælde, hvor der opstår tvivl om hvilken myndighed, der er ansvarlig for betaling af
et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen
eller af kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den
myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart leve-
re det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter be-
talingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.”
Det er selvfølgelig fortsat min holdning som sundhedsminister, at borgerne ikke må
komme i klemme i tilfælde, hvor region og kommune er enige om, at borgeren efter
gældende regler skal have et givent behandlingsredskab eller hjælpemiddel, men er i
tvivl om, hvilken myndighed der har betalingsansvaret. Det forudsættes også, at regi-
oner og kommuner i regi af sundhedsaftalerne sikrer tilstrækkelig samarbejde og ko-
ordinering mellem dem på området.
Der findes andre metoder til glukosemåling end glukosesensorer. Sundhedsstyrelsen
har i en redegørelse fra foråret 2016 konkluderet, at der er fagligt belæg for at an-
vende glukosesensorer til visse patienter med type 1 diabetes, herunder særligt børn
1
Cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil ud-
giften afholdes af sygehusvæsenet