SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 191: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 17. november 2016 om medicinsk behandling af børn med ADHD, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed:

Sagsbeh.:

Koordineret med:

Sagsnr.:

Dok. nr.:

Dato:

Psykiatri og Lægemiddelpolitik

DEPMAS

1608292

217311

25. november 2016

Det talte ord gælder

[SUU, FT og folketingspolitikere, den 17. november kl 15.00-16.30, lokale 2-080]

TALEPAPIR

Samråd om ADHD-medicin til børn og unge

(samrådsspørgsmål K)

Allerførst tak til formanden.

Dette samråd handler om brugen af ADHD-medicin til børn og

unge, og der er blevet spurgt ind til:

En forklaring bag de geografiske forskelle i brugen af ADHD-

medicin.

Om lægemangel i yderområderne har en betydning for brugen

af ADHD-medicin.

Hvordan jeg vil sikre en ensartet behandling af børn og unge

med ADHD.

Og til allersidst er der spurgt ind til, hvad min holdning er til at

indføre pakkeforløb for behandling af ADHD.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 191: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 17. november 2016 om medicinsk behandling af børn med ADHD, til sundheds- og ældreministeren

Jeg vil gerne starte det her samråd med at understrege en ret

vigtig pointe, som jeg tror, jeg kommer til at gentage mange

gange i dag.

Medicinsk behandling af børn og unge med ADHD

er ikke førstevalg til behandlingen af sygdommen.

Det fremgår tydeligt i vejledningen til medicinsk behandling af

børn og unge med psykiske lidelser, ”at

der skal udvises stor

forsigtighed ved behandling af børn og unge med disse

lægemidler.”

Og helt konkret om behandlingen af ADHD fremgår det videre:

”…

adfærdsorienteret

behandling

med

forældretræning,

psykoedukation, støttende samtaler og kognitiv træning med

inddragelse af skole og institution er førstevalgsbehandling af

børn og unge med hyperkinetisk forstyrrelse...

En ADHD diagnose alene er ikke et tilstrækkeligt grundlag for at

starte medicinsk behandling.”

Side 2

Ligesom det også fremgår i vejledningen, at hvis der anvendes

medicinsk behandling af børn og unge, så skal behandlingen

opstartes af speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri.

Men i den her debat skal vi også huske på, at nogle børn og unge

har stor gavn af medicinsk behandling – især børn og unge, der

har en svær funktionsnedsættelse på grund af ADHD.

Og det kommer jeg tilbage til senere i min tale.

For jeg vil først gerne komme med lidt om fakta om forbruget af

ADHD-medicin blandt børn og unge.

For når vi i dag skal tale om ADHD-medicin, så lad os lige starte

med at slå fast, hvad vi egentlig taler om:

Lægemidler, der er godkendt til behandling af ADHD, indeholder

et af 5 aktive stoffer, hvor det mest kendte er Methylphenidat.

Og det er i langt overvejende grad dét aktive stof, der anvendes

til børn og unge – bl.a. i lægemidlet Ritalin.

Side 3

Og det er også det stof, som anbefales til børn og unge af både

Sundhedsstyrelsen og RADS.

ADHD-medicin er godkendt til brug for børn over 6 år, når andre

ikke medicinske tiltag alene er utilstrækkelige.

Og hvor mange børn og unge taler vi om, når vi taler om forbrug

af ADHD-medicin?

I 2015 var der på landsplan 15.162 børn og unge under 18 år,

som havde indløst en recept på lægemidler med ét af de

føromtalte aktive stoffer.

I 2008 var tallet 9.808, så det er altså en stigning på ca. 55 % i

perioden fra 2008-2015.

Antallet af børn og unge, der har indløst recept på ADHD-

medicin har dog været nogenlunde stabilt siden 2012, med

mindre udsving

henholdsvis op og ned - fra 2012-2015.

Forbruget af ADHD-medicin bliver fulgt nøje.

Side 4

Det vil sige lægernes udskrivning af hovedparten af alle

lægemidler til behandling af ADHD, herunder Ritalin, bliver fulgt

nøje af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det gør de for at understøtte tilsynet med konkrete læger, ved

kontrol af såkaldte risikopersoner og ved

bekymringshenvendelser fra patienter og andre.

Herudover gennemfører Styrelsen for Patientsikkerhed

kvartalsvise screeninger i programmet, hvor eksempelvis læger

med et meget afvigende ordinationsmønster identificeres og

søges ud.

I helt grelle tilfælde kan styrelsen indlede en faglighedssag mod

en læge, hvis vedkommende handler fagligt uforsvarligt, og

lægen kan i sidste miste sin autorisation.

Det var en lidt lang indledning, men vigtigt for at sætte rammen.

Og nu vil jeg så gå over til at besvare selve samrådsspørgsmålet.

Side 5

Den første del af samrådsspørgsmålet handler om årsagerne til

de geografiske forskelle i forbruget af ADHD-medicin til børn og

unge.

Hvis vi starter med at kigge på forbruget på regionalt niveau, så

kan man se, at region Midtjylland, Sjælland og Nordjylland har

det forholdsvis højeste forbrug af ADHD-medicin til børn og

unge pr. 1000 børn og unge i regionen.

Region Nordjylland har det højeste forbrug med 16,6 børn og

unge, der får ADHD-medicin pr. 1000 indbyggere i regionen i

samme aldersgruppe.

Det er cirka dobbelt så stor en andel af børn og unge, der får

ADHD-medicin, som i Region Syddanmark, hvor 8,8 børn og

unge pr. 1000 indbyggere i samme aldersgruppe får ADHD-

medicin.

Forskellene mellem de regioner med det største og mindste

forbrug har ikke ændret sig væsentligt siden 2008.

Side 6

Hvis man ser på forskellene på kommunalt niveau, så bliver det

lidt mere langhåret, hvis jeg skal sidde og remse alle

kommunerne op her.

Men jeg kan sige, at spredningen i antallet pr. 1.000 indbyggere

mellem kommunerne, er mest udtalt inden for Region Sjælland

og Region Syddanmark, hvorimod forbruget i Region

Midtjylland, Nordjylland og Hovedstaden er mere ensartet.

Der er dog kommuner i alle regioner, med undtagelse af Region

Hovedstaden, der ligger i den højere ende, når det kommer til

forbruget af ADHD-medicin blandt børn og unge pr. 1000

indbyggere.

I forhold til spørgsmålet om årsagerne til de geografiske

forskelle i brugen af ADHD-medicin til børn og unge, så er der

ifølge Sundhedsstyrelsen ikke én enkeltstående forklaring – men

flere forklaringer.

Det kommer jeg tilbage til, for jeg vil lige kort fortælle om nogle

af de metodiske årsager, der også kan forklare de geografiske

forskelle.

Side 7

Sundhedsdatastyrelsen peger nemlig på, at undersøgelsen af de

kommunale forskelle er usikker, fordi den er udarbejdet på

baggrund at et relativt begrænset antal børn og unge, som har

indløst en recept på ADHD-medicin.

Når der laves undersøgelser med så relativt få borgere, som det

er tilfældet her, så kan meget få borgere give et forholdsvis stort

udslag i statistikkerne.

Det betyder altså, at blot få personer til eller fra i en kommune

kan ændre billedet.

I undersøgelsen af de kommunale forskelle har man opdelt

landets kommuner i fem kategorier, der viser forbruget af

ADHD-medicin til børn og unge.

Samsø Kommune er fx placeret i den kategori med det største

forbrug af ADHD-medicin til børn og unge pr. 1000 indbyggere i

samme aldersgruppe.

Side 8

Men blot få brugere mindre i kommunen vil resultere i, at

kommunen vil rykke én eller flere kategorier ned på grund af det

lave indbyggertal.

Sundhedsdatastyrelsen har desuden oplyst, at det samme er

tilfældet på regionalt niveau.

Altså skal opgørelserne af de geografiske variationer tolkes med

forsigtighed.

Desuden skal man være opmærksom på, at

Sundhedsdatastyrelsens oversigt ikke tager højde for, om en

patient kun har fået udskrevet én eller flere recepter på ADHD-

medicin.

Et barn eller en ung, der har indløst én recept indgår altså på lige

fod med et barn, der har et mere permanent forbrug af ADHD-

medicin.

Noget så kedeligt som opgørelsesmetoder og statistik kan altså

forklare en del af de geografiske forskelle i brugen af ADHD-

medicin til børn og unge, som vores registerdata viser.

Side 9

Når det er på plads, vil jeg gerne forklare lidt nærmere, hvad der

kan være årsagerne til de geografiske forskelle i forbruget af

ADHD-medicin til børn og unge.

Der kan blandt andet være forskel i:

•

Opsporing af børn og unge med mistanke om ADHD

•

De kommunale tilbud, der skal stå i stedet for den

medicinske behandling

•

Og den udredning og behandling, som lægerne skal

tilbyde.

Hvad angår opsporing af børn og unge med mistanke om ADHD,

kan man i nogle områder være bedre til at lokalisere de børn og

unge, som man mistænker for at lide af ADHD, og som har

behov for behandling.

Det kan være opsporing i kommunalt regi i fx daginstitutioner og

skoler, hvor kommunerne har et stort ansvar for at fange

signalerne fx i dagsinstitutioner og på skolerne.

Side 10

Da den del hører under mine ministerkollegaer i Social- og

Indenrigsministeriet og til dels også Ministeriet for Børn,

Undervisning og Ligestilling i forhold til Pædagogisk Psykologisk

Rådgivning, så vil jeg henvise til dem for nærmere detaljer på

deres ressortområder.

På sundhedsområdet kan der også være forskel på opsporingen

hos de praktiserende læger, som foretager den indledende

udredning og henviser barnet eller den unge til videre

behandling.

Der kan fx være forskel på, hvor godt de praktiserende læger

kender signalerne, så de kan opspore børn og unge med

mistanke om ADHD.

Ligesom der kan være forskel på, hvordan og hvor ofte de sørger

for at henvise barnet eller den unge til yderligere udredning og

videre behandling.

Så forskelle i, hvor mange der bliver opsporet og diagnosticeret

med ADHD, kan have en betydning for medicinforbruget.

Side 11

For børnene skal indgå i et udrednings- eller behandlingsforløb,

hvis de skal tage medicin.

I forhold til forskel i de kommunale tilbud, der skal stå i stedet

for den medicinske behandling, som jeg også startede med at

citere fra vejledningen på området, så er det et område, der

hører under Social- og Indenrigsministeriets ressort, så der må

jeg henvise dertil.

Jeg kan dog sige, at det er et kommunalt ansvar at sikre, at børn

og deres familier får den hjælp og støtte efter den sociale

lovgivning, som de har brug for.

Det kan fx være hjælp til mestring af sygdommen til børnene

eller de unge og deres familier.

Men kommunale forskelle i den indsats kan selvfølgelig også

være en forklaring på de geografiske forskelle i

medicinforbruget.

Side 12

Hvad angår de enkelte lægers udredning og behandling af børn

og unge med ADHD, så kan den bestå i, at lægerne ikke

nødvendigvis følger de eksisterende anbefalinger og værktøjer

på området.

Og det kan selvfølgelig afspejle sig i forskellen i

medicinforbruget.

De værktøjer kommer jeg tilbage til lidt senere.

Der er altså ifølge Sundhedsstyrelsen en række forskellige

årsager til de geografiske forskelle i medicinforbruget, og der er

altså ikke ét simpelt svar på spørgsmålet.

Spørgeren stiller desuden spørgsmålet: Hvilken betydning for

behandlingen af børn og unge med ADHD, mener jeg,

lægemangel i yderområderne har?

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det visse steder i Danmark

kan være svært at tiltrække tilstrækkeligt med læger.

Side 13

Men det må ikke blive nogen undskyldning for dårlig kvalitet

eller for ikke at følge de faglige vejledninger og retningslinjer,

der eksisterer på området.

Ordination af lægemidler skal altid ske ud fra en lægefaglige

vurdering på baggrund af den enkelte læges grundige

observationer og undersøgelser af barnet.

Ligesom der jo også eksisterer både en udrednings- og

behandlingsret, som sikrer patienternes ret til en hurtig indsats

af høj kvalitet.

Og så må de enkelte regioner, der oplever de udfordringer,

sørge for at organisere sig på en fornuftig måde, så de er sikre

på, at de rette kompetencer er til stede for at udføre en given

behandling.

Det er en del af regionernes driftsansvar.

Regeringen har – i lyset af udfordringerne nogle steder i landet

med at skaffe tilstrækkeligt med læger – nedsat et

lægedækningsudvalg.

Side 14

Det er et udvalg, som skal analysere udfordringerne og komme

med anbefalinger, der kan understøtte en bedre fordeling af de

læger, som vi har i Danmark – og som kan være med til at sikre

en god lægedækning i alle dele af landet.

Og jeg ser frem til at få udvalgets anbefalinger omkring

årsskiftet.

Men tilbage til spørgsmålet om hvorvidt lægemangel i

yderområderne er med til at forklare forskellene.

Dertil vil jeg bemærke, at når jeg kigger ned over det landkort,

som Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet over forbruget af

ADHD-medicin til børn og unge, så ser jeg ikke en entydig

sammenhæng mellem det at være et ”yderområde”, som kan

have vanskeligt ved at tiltrække speciallæger, og det at have et

højere forbrug af ADHD-medicin.

Der er fx kommuner i Østjylland, hvor der er et højere forbrug af

ADHD-medicin til børn og unge end andre steder i landet, og det

vil jeg ikke just kalde yderområde.

Side 15

Ligesom medicinforbruget ligger i den lavere ende i store dele af

Sønderjylland og på Lolland-Falster, som man nok i højere grad

kan sige ligger i yderområder.

Så er jeg blevet spurgt til, hvad jeg vil gøre for at sikre en

ensartet behandling af børn og unge med ADHD.

Det er et ansvar som ingen kan løfte alene.

Det er først og fremmest lægernes ansvar at sikre, at

behandlingen lever op til de mange forskellige retningslinjer og

anbefalinger, der findes på området – og som jeg vil redegøre

for om lidt.

Ligesom kommuner og regioner skal sikre de rigtige tilbud til

målgruppen og stå for rammerne for indsatsen.

Jeg kan være med til at sikre de overordnede rammer og sikre,

at der er nationale standarder for den sundhedsfaglige

behandling og initiativer, der understøtter indsatsen.

Men det er kommuner og regioner, der skal føre det ud i livet!

Side 16

Og der findes allerede på sundhedsområdet en række nationale

vejledninger og retningslinjer, der skal sikre ensartet behandling

af ADHD hos børn og unge:

Der er den foromtalte vejledning til medicinsk behandling af

børn og unge med psykiske lidelser.

Der en National Klinisk Retningslinje målrettet udredning og

behandling af børn og unge med ADHD.

Der er en faglig visitationsretningslinje til udredning og

behandling af ADHD hos børn og unge.

Ligesom der findes en række andre vejledninger fra fx faglige

selskaber på området.

Derudover har regionerne indført pakkeforløb for behandlingen

af børn og unge med ADHD, og vi er i den nye satspuljeaftale

netop blevet enige om et kommende forløbsprogram på

området.

Side 17

For så vidt angår vejledning fra Sundhedsstyrelsen målrettet

medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser, så

vil jeg gerne understrege min tidligere pointe igen:

Nemlig at det tydeligt fremgår i vejledningen, at medicinsk

behandling ikke er førstevalg til behandling af børn og unge med

ADHD.

Hvis der er brug for medicinsk behandling, så fremgår det også,

at det altid skal kombineres med specialpædagogik,

adfærdsorienteret behandling og andre relevante indsatser for

at opnå tilstrækkelig behandlingseffekt.

Ligesom det i vejledningen fremgår, at det er kommunernes

opgave at varetage barnets eller den unges behov for

psykologisk, pædagogisk eller social støtte.

Vejledningen fremhæver også, som jeg sagde tidligere, at hvis

der anvendes medicinsk behandling, så skal det varetages af

speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri.

Side 18

Ligesom det også fremgår, at hvis den praktiserende læge

overtager den medicinske behandling – såkaldt

vedligeholdelsesbehandling - så skal det ske efter konkret aftale

og i samråd med speciallægen.

Og først efter, at speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri har

opstillet en plan for behandlingen, herunder kontrol.

Det er altså ikke de alment praktiserende læger, der kan

beslutte at opstarte medicinsk ADHD behandling, men

speciallæger, der har et kendskab til området.

Sundhedsdatastyrelsen har trukket oplysninger over, hvem der

har udskrevet første recept af ADHD-medicin for børn og unge

for at undersøge, om vejledningen overholdes i praksis.

Og tallene viser, at i over 94 pct. af tilfældene, så er det en

speciallæge, der har udskrevet medicinen.

Kun i 1,4 pct. af tilfældene er det en almen praktiserende læge,

og så er der en lille restgruppe, hvor det ikke er muligt at se,

hvem der har stået for udskrivelse af medicinen.

Side 19

Tallene viser altså, at når børn og unge får udskrevet ADHD-

medicin, så sker det i langt overvejende grad af en speciallæge

på børne- og ungeområdet.

Og i den her debat, så er det vigtigt at huske på, at nogle børn

og unge har stor gavn af medicinsk behandling for deres ADHD.

Den pointe må ikke fortabe sig i diskussionen.

Sundhedsstyrelsen har desuden udarbejdet en National Klinisk

Retningslinje – populært kaldet en NKR – for den

sundhedsfaglige udredning og behandling af børn og unge med

ADHD.

Og formålet med en NKR er blandt andet netop at sikre en

evidensbaseret indsats af ensartet høj kvalitet på tværs af

landet.

I den henvises der også til den føromtalte vejledning, ligesom

det igen fremgår, at behandling med ikke-farmakologiske

interventioner hos børn med mindre grad af

funktionsnedsættelse er det mest hensigtsmæssige.

Side 20

Sundhedsstyrelsen anbefaler i stedet behandling i form af:

Computerbaseret kognitiv træning hos børn og unge i alderen 6-

18 år med ADHD,

Social færdighedstræning til børn og unge i alderen 6-12 år med

ADHD som ikke-farmakologisk behandling.

Desuden anbefales forældretræningsprogrammer til

afhjælpning af symptomer såsom angst og depression hos børn

og unge i alderen 6-18 år med ADHD.

Det kan kombineres med medicinsk behandling, fx for børn og

unge med sværere funktionsnedsættelser, som kan have gavn af

medicinsk behandling i tillæg med ikke-medicinsk behandling.

Og så vil jeg også gerne fremhæve Sundhedsstyrelsens faglige

visitationsretningslinje til udredning og behandling af ADHD hos

børn og unge, som endnu et værktøj til at sikre ensartet

udredning og behandling af høj kvalitet på tværs af landet.

Side 21

Retningslinjen er med til at sætte rammer for indsatsen og

beskriver samarbejdet mellem de forskellige instanser i

opsporings- og udredningsfasen, og hvordan udredningen

efterfølgende bør foregå.

Af retningslinjen fremgår det fx, hvordan henvisningen fra PPR

til enten alment praktiserende læge eller en børne- og

ungepsykiatrisk afdeling foregår, hvilke oplysninger der skal

indgå i henvisningen, og hvilke parter der skal inddrages.

Ligesom det fremgår, at kommunen skal sikre, at der

iværksættes sociale eller pædagogiske foranstaltninger.

Der findes altså i dag en række forskellige initiativer fra nationalt

hold, som skal sikre en ensartet behandling af høj kvalitet – også

uden brug af medicin.

Derudover kommer de forskellige anbefalinger og retningslinjer,

som de faglige selskaber udarbejder.

Side 22

For eksempel har Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab

udarbejdet en faglig retningslinje for udredning og behandling af

ADHD hos børn og unge.

Jeg vil også gerne kort nævne det pakkeforløb specifikt

målrettet behandling af børn og unge med ADHD, som Danske

Regioner har oprettet.

I den pakke er der blandt andet afsat tid til psykoedukation til

både barnet og den unge samt deres forældre og andre

relevante pårørende, ligesom der er afsat tid til en snak om

medicinforbrug, herunder eventuel plan for ned- og aftrapning

af medicin.

Danske Regioner har desuden oplyst, at der lige nu pågår en

proces, hvor man ser på, hvordan pakkeforløbene kan opdateres

fagligt.

Noget af det, man ser på er blandt andet, hvordan pakkerne kan

have en tættere tilknytning til de kliniske retningslinjer på

området, herunder anvendelsen af medicin.

Side 23

Jeg er tilfreds med, at regionerne har taget initiativ til at sikre en

mere ensartet behandling på området, og pakkeforløbene er da

også rost af Statsrevisorerne for at sikre øget produktivitet og

højnet kvalitet.

Og pakkeforløbene er da også blevet ”eksporteret” til både

Norge og Sverige, som har ladet sig inspirere af regionernes

pakkeløb her i Danmark.

Det er altså også i høj grad op til regionerne og kommunerne at

følge de mange forskellige anbefalinger på området og sørge for

at tilbyde de rette tilbud, der står i stedet for medicinsk

behandling af børn og unge.

Ligesom lægerne selvfølgelig skal tilbyde medicinsk behandling i

overensstemmelse med anbefalingerne på området, når de

vurderer, at det er fagligt mest hensigtsmæssigt.

Jeg synes, min gennemgang af de mange forskellige tiltag på

området viser, at der allerede i dag er mange initiativer på

sundhedsområdet, der skal sikre børn og unge med ADHD en

god behandling.

Side 24

Afslutningsvist bliver jeg spurgt om, hvad min holdning er til at

indføre pakkeforløb for behandling af ADHD hos børn og unge.

Som jeg har nævnt, så har regionerne allerede indført

pakkeforløb for børn og unge med ADHD.

Jeg har på den baggrund heller ikke aktuelle planer om, at der

skal udarbejdes supplerende eller parallelle udrednings- og

behandlingspakker fx i Sundhedsstyrelsens regi.

Jeg tror, at det lige nu er vigtigt, at den

kvalitetsudviklingsproces, som regionerne har igangsat med

pakkeforløbene, får den fornødne tid, så pakkerne kan blive

udbredt og forankret i psykiatrien.

Det, der er brug for – og som også efterlyses af børne- og

ungepsykiaterne - er nogle retningslinjer for de tværgående

forløb for børn og unge med psykiske lidelser.

Derfor er jeg glad for, at satspuljekredsen for kort tid siden har

indgået en aftale på området, hvor der er afsat midler til både

Side 25

udvikling og implementering af forløbsprogrammer for børn og

unge med psykiske lidelser, herunder ADHD.

Forløbsprogrammer har den store force, at de, i modsætningen

til pakkeforløb, har fokus på det tværgående samarbejde.

Det kan fx være samarbejde mellem sygehus, praktiserende

læge, sociale tilbud, skoler og ungdomsuddannelser,

sundhedsplejersker, PPR med videre.

Det giver god mening med tværgående programmer, netop når

man taler om børn og unge med ADHD, hvor indsatsen jo går på

tværs af flere sektorer.

Jeg ser derfor også frem til, at Sundhedsstyrelsen og

Socialstyrelsen sammen med relevante parter får udviklet

forløbsprogrammerne, og de efterfølgende bliver taget i brug i

regioner og kommuner.

Jeg vil dog også bemærke her på falderebet, at det altså er op til

kommuner og regioner at arbejde på tværs og tænke i helheder

og sammenhæng til gavn for den her målgruppe.

Side 26

Det er ikke noget, en pulje fra satspuljepartierne kan gå ind og

fikse med et snuptag.

Det er noget, som blandt andet sundhedsaftalerne skal bruges

til.

Nogle steder fungerer samarbejdet om patienterne rigtig godt

på tværs, og andre steder er der klart plads til forbedringer på

det område.

Så for at opsummere, så findes der allerede mange indsatser og

værktøjer, der skal bidrage til at sikre en god og ensartet

behandling af børn og unge med ADHD – eller med mistanke om

ADHD.

Det er i høj grad op til regionerne og kommunerne at følge de

mange klare anbefalinger, der skal stå i stedet for – eller

supplere medicinsk behandling af børn og unge.

Mange tak for ordet!

Side 27