SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 105: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/10-16 om forholdene i børne- og ungdomspsykiatrien, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed:

Psykiatri og Lægemiddelpolitik

Sagsbeh.:

DEPMAS

Koordineret med:

Sagsnr.:

1608993

Dok. nr.:

193322

TALEPAPIR

Det talte ord gælder

[SUU, FT og folketingspolitikere, den 24. oktober 2016 kl 17.00]

Samrådstale den 24. oktober kl 17.00 om udredning i

psykiatrien

Tak til formanden.

Samrådet handler om rammerne for børne- og

ungdomspsykiatrien.

Jeg vil i min tale besvare følgende spørgsmål:

Spørgsmål AF om arbejdstilrettelæggelsen i børne- og

ungdomspsykiatrien.

Spørgsmål AH om, hvordan jeg forholder mig til det brev, som er

blevet bragt i Information den 14. september 2016 fra 50 yngre

læger og psykologer i børne- og ungdomspsykiatrien.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 105: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/10-16 om forholdene i børne- og ungdomspsykiatrien, til sundheds- og ældreministeren

Spørgsmål AI, der handler om samme brev i Information, hvor

det omtalte personale har henvist til en konkret sag, hvor en

læge har skullet diagnosticere et barn på baggrund af en

kollegas noter.

Spørgsmål AJ, hvor der spørges ind til, hvordan disse forhold kan

opstå efter aftalen i 2014 om at tilføre de 2,2 mia. til psykiatrien.

Og endeligt spørgsmål AK, der handler om de forskellige

behandlingstilbud, der findes i børne- og ungdomspsykiatrien,

herunder alternativer til medicinsk behandling såsom

miljøterapeutiske foranstaltninger.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at det bliver en lang tale jeg

holder – men det er også mange spørgsmål, jeg har fået stillet,

og som spørgeren også selv siger, så er det her et rigtig vigtigt

område.

Jeg synes, det er rigtig gode og relevante spørgsmål, og jeg tror,

at spørgerne i lighed med mig står med en ret dyb undren over

de her sager i børne- og ungepsykiatrien, som er beskrevet i en

række artikler i især Information.

Side 2

Det drejer sig om en særlig sårbar patientgruppe, som jeg som

sundheds- og ældreminister, selvfølgelig forventer modtager en

grundig udredning, så de hurtigt kan få en afklaring af deres

videre behandlingsforløb.

Derfor er det altså også ganske alvorligt, når så mange læger og

psykologer er ude at råbe ”vagt i gevær”.

Og derfor er jeg også glad for, at vi kan få lejlighed til at drøfte

området her i dag med udgangspunkt i de fem førnævnte

spørgsmål.

Og selvom spørgsmål AF helt alfabetisk kommer først, så vil jeg

dog tage mig den frihed at svare på det spørgsmål som det

sidste.

Jeg vil i stedet starte med at svare på henholdsvis spørgsmål AH,

AI og AK, som konkret drejer sig om den kritik, der er rejst af de

50 børne- og ungdomslæger og psykologer i Information den 14.

september.

Side 3

I det åbne brev fra de 50 børne- og ungdomslæger og

psykologer kobler de en travl arbejdsdag med mangelfulde

diagnoser med den udredningsret, som et enigt Folketing

indførte i psykiatrien i 2014, og som er styrket yderligere med de

nye regler om udrednings- og behandlingsret der trådte i kraft 1.

oktober i år.

For mig at se må det bero på en misforståelse fra enten

lægernes eller ledelsens side, når kritikken bliver koblet sammen

med en kritik af udredning- og behandlingsrettens regler.

Udredning- og behandlingsrettens fokus på hurtigere udredning

og behandling skal nemlig ikke på nogen måde opfattes som, at

der stilles mindre og færre krav til kvaliteten af hverken

udredning eller behandling.

Den skal derimod give patienterne nogle rettigheder og rammer

i forhold til den udredning og behandling, som de modtager.

Side 4

Og udredningsretten har da også forbedret de helt urimelige

ventetider, som vi tidligere har hørt om, hvor det ikke var

usædvanligt, at børn, unge og deres familier skulle vente både

halve og hele år på en diagnose.

Udredningsretten handler om, at patienten skal tilbydes endelig

udredning inden for 30 dage,

hvis det vel og mærke er fagligt

muligt.

Det har således hele tiden været muligt, at udredningen kan

strække sig over mere end de 30 dage, hvis der er faglige

årsager, der begrunder det.

Og lige netop inden for psykiatrien generelt, og især når man har

med børn og unge at gøre, så kan det naturligvis fagligt være

helt i orden, at udredningen strækker sig længere end de 30

dage.

Det vil ofte her ikke være tilstrækkeligt med en blodprøve, en

scanning eller et røntgenbillede, der klarlægger diagnosen.

Side 5

Nej, her er der i stedet ofte brug for, at man udover samtaler

med barnet og den unge også taler med forældre eller skole.

Det kan også være, at man har behov for at observere barnet

eller den unge over noget tid, og dermed kan udredningen

strække sig over mere end de 30 dage.

Og jeg vil godt understrege det her, for jeg synes, det er vigtigt.

Det har aldrig været hensigten med udredningsretten, at man

ikke skal tage sig den tid, det tager at udrede patienterne

ordentligt!

Det er lige netop derfor, det er muligt at udredningen kan

strække sig over mere end de 30 dage, når der er gode faglige

grunde hertil.

Det fremgår klart og tydeligt i både lovgivningen og i

vejledningen på området.

Og det forventer jeg selvfølgelig, at lægerne og ledelserne ude

på de enkelte sygehuse er fuldt ud klar over.

Side 6

For mig at se er det derfor også helt forfejlet, når man nogle

steder taler om at justere i udredningsretten i psykiatrien på

baggrund af den her kritik.

Vi skal huske på, at vi med indførslen af udredningsretten i

psykiatrien ikke bare fik sikret psykiatriske patienter flere

rettigheder i forbindelse med deres sygdom.

Nej det handlede også om at ligestille patienterne og signalere,

at vi ikke tager psykisk sygdom mindre alvorligt end somatisk

sygdom.

Det er ikke en rettighed, jeg ønsker at fjerne igen – både fordi

det symbolsk vil sende nogle helt forkerte signaler, men også

fordi vi skylder de her mennesker en bedre behandling for deres

sygdom.

Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil handle på

baggrund af den rejste kritik.

For som jeg startede med at sige, så er det en alvorlig sag.

Side 7

Men jeg synes også, vi skal rette kritikken der, hvor den hører

hjemme.

Vi skal ikke gå i rette med alle de dygtige læger, psykologer,

sygeplejersker og andre fagspecialister som hver dag knokler for

at gøre en indsats for en sårbar patientgruppe – nemlig vores

børn og unge med en psykisk lidelse.

Men man kan ikke lade være med at bide mærke i, at én enkelt

region stikker ud i hele den her kritik, der har været rejst.

Jeg har derfor også som opfølgning på kritikken, bedt Region

Hovedstaden om en skriftlig redegørelse, da kritikken for langt

hovedparten har været rejst af deres ansatte.

I redegørelsen har jeg bedt dem om at klarlægge, hvordan

regionen håndterer udrednings- og behandlingsretten for

psykiatriske patienter også i de tilfælde, hvor det af faglige

årsager ikke er muligt at udrede patienten inden for 30 dage.

•

Side 8

Derudover har jeg bedt Region Hovedstaden om at redegøre for,

hvordan regionen har tænkt sig at følge op på den kritik, som

har været rejst af de ansatte i psykiatrien.

Jeg modtog redegørelsen fra Region Hovedstaden i sidste uge,

og udvalget kan selvfølgelig få den oversendt, hvis I ønsker det.

I redegørelsen skriver regionen indledningsvist, at de deler min

opfattelse af, at det selvfølgelig er uacceptabelt,

”hvis

udrednings- og behandlingsrettens regler tages til indtægt for,

at der stilles ringere krav til kvaliteten af udredning og

behandling af psykiatriske patienter”.

Region Hovedstaden fortæller videre, hvilke initiativer de har

taget initiativ til i forbindelse med kritikken.

Jeg vil ikke gå dybere ned i de forskellige initiativer i

redegørelsen nu, men blot overordnet fortælle, at der er afholdt

et dialogmøde i Region Hovedstaden den 19. september, hvor

langt størstedelen af medunderskriverne af brevet også deltog.

Side 9

Der er desuden aftalt tilsvarende dialogmøder i de kommende

måneder for at sikre løbende dialog med medarbejderne,

ligesom underskriverne deltager i et møde med regionens

psykiatriudvalg i morgen, hvor de regionale politiske

repræsentanter også deltager.

Regionen skriver videre, at den dialog, der har været med

medarbejderne, tegner et billede af, at kritikken fra det åbne

brev ikke afspejler holdningen generelt blandt hverken ledere

eller medarbejdere i psykiatrien.

Region Hovedstaden har desuden taget initiativ til, at alle

medarbejdere kender de kliniske retningslinjer på området, og

de bliver gennemgået på lægemøder mv., ligesom det er

indskærpet, at de faglige retningslinjer selvfølgelig skal

overholdes.

Afslutningsvist skriver Region Hovedstaden, at de løbende

arbejder med overholdelsen af udrednings- og

behandlingsretten, hvilket blandt andet har resulteret i kortere

ventetider til første kontakt og flere behandlede patienter.

Side 10

De peger dog også på de udfordringer med at overholde

udredningsretten især blandt børn og unge, hvor der ofte skal

involveres mange parter, som jeg også har berørt tidligere i min

tale.

Jeg agter at følge op i forhold til Region Hovedstaden om et

halvt års tid i forhold til de forskellige initiativer, de har i gangsat

som følge af kritikken.

Jeg kan desuden forstå på Danske Regioner, at kritikken ikke er

gået ram forbi i forhold til de øvrige regioner, som også lokalt

drøfter kritikken i relevante fora.

I forhold til den helt konkrete kritik, der har været rejst i af en

læge i Region Hovedstaden, som beskrev, hvordan hun har

stillet en diagnose for et barn, som hun aldrig har mødt, men

udelukkende på baggrund af en kollegas noter, så vil

understrege, at hvert enkelt læge

”skal udvise omhu og

samvittighedsfuldhed i deres virksomhed”,

som det fremgår klart

af § 17 i autorisationsloven.

Side 11

Det er jo op til hver enkelt læge at vurdere, om de så også gør

det i deres arbejde.

Og det klare udgangspunkt er, at en diagnose, det er noget,

lægen stiller.

Jeg må derfor også sige, at det undrer mig meget, hvis læger

udstikker diagnoser, hvis de ikke føler sig fagligt sikre på den

diagnose.

Det, vil jeg gerne understrege, har aldrig været intentionen med

udredningsretten.

Kvaliteten af både patienternes udrednings- og

behandlingsforløb skal være i orden.

Det nytter eksempelvis ikke noget, at man hurtigt kan stille en

diagnose, hvis det efterfølgende viser sig, at den er forkert.

Side 12

Den enkelte læge har et ansvar for at vurdere, hvornår de fagligt

er klædt nok på til at kunne give en diagnose.

De har en faglighed, som de selvfølgelig skal læne sig op ad i

deres udredning og behandling af patienterne.

Og til det formål skal lægen selvfølgelig også følge

arbejdspladsens lokale instrukser og vejledninger i forbindelse

med udredning og behandling.

Ligesom de faglige selskaber desuden har en række

vejledninger, som beskriver de faglige standarder for udredning

og behandling af en sygdom.

Og Sundhedsstyrelsen har lavet en række nationale kliniske

retningslinjer fx i forbindelse med udredning og behandling af

børn og unge med ADHD.

Side 13

Der er altså lavet en række værktøjer, som klæder lægerne

fagligt på til at kunne træffe afgørelser om diagnoser og

behandling, og som jeg selvfølgelig forventer, at de støtter sig

op ad i deres daglige arbejde.

Sundhedsstyrelsen har også lavet en vejledning om

medikamentel behandling af børn og unge med psykiske

lidelser, som er med til at understøtte lægerne i deres arbejde.

Nu er det her et område, som vi også får fornøjelsen af at drøfte

i november, hvor vi mødes i samråd om medicinsk behandling af

børn og unge med ADHD, så jeg vil heller ikke sidde og gå meget

i dybden med det nu.

Men jeg vil gerne fremhæve vejledningen, da den er med til at

præcisere, hvordan læger skal agere i forhold til medikamentel

behandling af børn og unge med psykiske lidelser.

I vejledning, fremgår det, at

”der skal udvises stor forsigtighed

ved behandling af børn og unge med disse lægemidler. Det

skyldes, at der kun er sparsom dokumentation for at anvende

disse lægemidler til børn.”

Side 14

Det fremgår også i vejledningen, at

”Miljøintervention i form af

adfærdsorienteret behandling med forældretræning,

psykoedukation, støttende samtaler og kognitiv træning med

inddragelse af skole og institution er førstevalgsbehandling af

børn og unge med hyperkinetisk forstyrrelse.”

Det betyder altså, at fx en ADHD-diagnose alene ikke er et

tilstrækkeligt grundlag for at starte medicinsk behandling af

børn og unge.

Det er vigtigt at udrede sværhedsgraden af sygdommen og

øvrige psykiske, adfærdsmæssige og indlæringsmæssige

vanskeligheder.

Udredningen af barnet eller den unge skal indgå i en bredere

sammenhæng med vurdering af den samlede situation,

herunder familiens situation, for at sikre en samlet og

sammenhængende plan.

Lægerne har altså pligt til at tænke i alternativer til medicin.

Side 15

Det er dog ikke ensbetydende med, at børn og unge ikke skal

have medicin overhovedet, hvis de lider af psykiske lidelser, for

rigtig mange har også stor gavn af den medicin, som de får.

Men man skal som læge også sørge for at tænke i andre

alternativer.

Jeg er derfor heller ikke enig i den kritik, der har været rejst om,

at systemet og arbejdstilrettelæggelsen indirekte tvinger børne-

og ungdomspsykiaterne til at give børn medicin.

Jeg synes lige præcis, de føromtalte retningslinjer gør det meget

klart, at Sundhedsstyrelsen ikke mener, at medicin skal være

førstevalg, når det kommer til børn og unge.

Jeg vil dog også henvise til, at noget af den kritik, der har været

rejst i Information, er målrettet de kommunale tilbud til børn og

unge samt tilbud i regi af skolerne.

Det er nemlig et kommunalt ansvar at sikre, at børn og deres

familier får den hjælp og støtte efter den sociale lovgivning, som

de har brug for.

Side 16

Og kommunernes afgørelser om hjælp og støtte skal træffes ud

fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns

ressourcer og behov.

Jeg ved, at kommunerne kan give forskellige former for hjælp og

støtte

til

børn

unge

med

ADHD

lignede

problemstillinger

Det er fx hjælp til mestring til børnene og de unge samt deres

familier

Men her må jeg henvise til mine ministerkollegaer, som sidder

med social- og indenrigsområdet samt undervisningsområdet

for en uddybning.

Og så er det som sagt også et område, som vi får lejlighed til at

drøfte i november.

Side 17

Nu vil jeg skifte lidt spor og svare på samrådsspørgsmål AJ og AF,

der i højere grad handler om de generelle vilkår for børne- og

ungepsykiatrien.

Der er blandt andet blevet spurgt ind til sammenhængen

mellem de 2,2 mia. kr. som blev afsat til psykiatrien i aftalen om

satspuljen for 2015-2018 og så de vilkår i børne- og

ungepsykiatrien, som vi taler om i dag.

Jeg skal være den første til at sige, at jeg også undrer mig over,

hvordan de ekstra midler til området afspejler sig i indsatsen.

Godt nok viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at antallet af

patienter helt generelt i psykiatrien er steget med mere end

6.000 fra 2014 til 2015, svarende til en stigning på 5 pct.

Og at ventetiderne er faldet – selvom der stadig er store

regionale variationer.

Og selvom det jo alt sammen er meget godt, så er det til

gengæld spørgsmålet, om pengene kommer ud i psykiatrien, og

om de bruges til varme hænder.

Side 18

Umiddelbart viser tallene, at både antallet af ansatte i

psykiatrien og sengepladserne er faldende.

Samtidig finder jeg det meget frustrerende, at de årlige

redegørelser, som vi modtager fra regionerne som opfølgning på

midlerne, ikke er ensartede eller muliggør sammenligning på

tværs af regionerne.

Det er faktisk ikke engang muligt at se udviklingen for de enkelte

regioner siden 2014, som ellers er udgangspunktet for aftalens

afsatte midler.

Lad mig bare sige det sådan - jeg er ikke tilfreds med

regionernes opfølgning og resultaterne af de 2,2 mia. kr.

Det var også baggrunden for, at jeg havde inviteret

satspuljeordførerne ind til et møde tirsdag den 11. oktober.

På mødet drøftede vi, hvordan vi i fremtiden bedre kan følge op

på de 2,2 mia. kr. til psykiatrien.

Side 19

Tiden er efter min mening inde til, at vi laver en ny

opfølgningsmodel og måske en bedre og mere ensartet styring

af psykiatrien.

Og det var der heldigvis også enighed om på mødet

Der var enighed om, at vi skal minde regionerne om, at vi netop

gav dem frie ramme og udmøntede driftsmidlerne til kapacitet

via bloktilskuddet.

Præcis som de i sin tid ønskede, ud fra kritikken om, at de ikke

havde mulighed for at prioritere klogt, når psykiatrien var

bundet af satspuljepartiernes puljetyranni og øremærkning.

Men det forpligter at få den store frihed.

Og som jeg fortalte på mødet med satspuljeordførerne, så er det

også noget jeg vil tage en god drøftelse med Bent Hansen

omkring.

Jeg har derfor inviteret ham ind til et møde om:

Side 20

Hvad er pengene gået til - hvad er op og ned ift.

personaleudvikling, nedskæringer mv.

Men også hvordan psykiatrien skal følges fremadrettet.

Derudover blev jeg enig med satspuljeordførerne om, at vi først

og fremmest skal følge pengene tættere.

Det betyder, at der er behov for én kilde omkring budgetter og

regnskaber.

Og så skal der fremadrettet være mere ensartethed i

regionernes statusredegørelser.

Det er fx problematisk, at regionerne anvender forskellige

metoder til at opgøre antallet af ansatte og sengekapaciteten,

og at de ikke bruger de samme tidsserier, som passer med

udgangspunktet i 2014

Der er helt generelt behov for, at Danske Regioner som forening

tager et ansvar i forhold til, at der er konsistens i opfølgningerne

Side 21

– så vi ikke sammenligner æbler og pærer - og at der følges op

på målsætningerne.

På den måde kan vi også i fremtiden bedre følge, hvordan

pengene er brugt.

Formålet var jo netop, at midlerne skulle gå til forbedringer for

mennesker med psykiske lidelser.

Og det bringer mig raskt videre til det sidste samrådsspørgsmål,

AF, som til gengæld også dækker et bredt område.

Her fokuserer spørgeren i første del af spørgsmålet på de

udrednings- og behandlingspakker, som regionerne i stor grad

gør brug af.

Det er sådan, at regionerne i alt har fem behandlingspakker og

fire udredningspakker på børne- og ungdomsområdet.

Formålet med pakkerne er at tilbyde ensartede udrednings- og

behandlingsforløb af høj kvalitet.

Side 22

I udredningspakkerne er der ikke angivet nærmere indhold i de

forskellige ydelser, der tilbydes i forbindelse med udredningen.

Der er i stedet en overordnet tidsramme for forløbet, som skal

understøtte, at udredningsretten overholdes og samtidig

minimere ventetiden for patienterne.

De enkelte ydelser i udredningspakkerne vælges efter en

individuel vurdering af de enkelte patienters behov, og kan

bestå af en individuel undersøgelse af barnet eller den unge,

forældresamtaler, miljøobservationer mv.

Der er da generelt også stor tilfredshed med pakkerne, og både

Norge og Sverige har nu også indført pakkeforløb i psykiatrien

efter inspiration fra regionerne i Danmark.

Også statsrevisorerne var ude i her foråret og rose pakkerne, da

de mener, at regionernes fokus på styring og brug af kapaciteten

har resulteret i øget produktivitet og højere kvalitet.

Det vil sige flere patienter, der visiteres og udredes, men også

behandles hurtigere og mere ensartet.

Side 23

Og regionernes egen evalueringen af pakkeforløbene i

sommeren 2016 viste også gode resultater, blandt andet mere

gennemsigtighed i udredning og behandling for patienterne.

På baggrund af evalueringen har Danske Regioner påbegyndt en

revision af pakkeforløbene, så de i endnu højere grad kobles op

på de nationale kvalitetsmål, kliniske retningslinjer,

medicinhåndtering mv.

Det er regionerne selv, der står for rammer og indhold i de

forskellige pakkeforløb.

Pakkeforløbene er altså ikke noget, der er påduttet regionerne

fra hverken Christianborg eller Sundheds- og Ældreministeriets

side.

Det er derfor også helt op til regionerne selv at ændre pakkerne,

hvis de ikke synes, de understøtter den nuværende

arbejdstilrettelæggelse godt nok.

Og sådan er det overordnet set mange steder i psykiatrien, der i

langt overvejende grad er rammestyret.

Side 24

Der er ikke en egentlig statslig takststyring af området, ligesom

der ikke styres efter statsligt aftalte DRG-systemer, og der heller

ikke er fastlagt et statsligt produktivitetskrav på 2 pct. som i

somatikken.

Det er altså regionerne, der har ansvaret for at organisere og

tilrettelægge varetagelsen af driftsopgaverne i det regionale

sundhedsvæsen.

Det er den såkaldte regionale arbejdsgiverspligt og

myndighedsudøvelse.

Der er selvfølgelig en række rammevilkår for regionerne, som

blandt andet er:

•

Lovgivningen på området.

•

Aftalte overenskomster.

•

Vejledninger og retningslinjer fra centrale

sundhedsmyndigheder.

Side 25

•

Aftalte rammer, som hvert år bliver indgået mellem Danske

Regioner og regeringen i de årlige økonomiaftaler.

Og desuden rammesættes regionerne af de aftaler, regeringen

og Folketinget indgår. Dels med Danske Regioner og dels i form

af elementer indeholdt i den til hver tids gældende finanslov.

Men overordnet set, så har regionerne store frihedsgrader til

selv at tilrette indsatsen på psykiatriområdet.

Regionerne har selv tillagt styringen af det psykiatriske område

større vægt gennem de seneste år.

Det skal blandt ses i lyset af, at der er blevet indført udvidet

patientrettigheder såsom udredningsretten, der helt naturligt

har indebåret øget styringsfokus på området.

Det har også haft klare resultater i forhold til at komme

ventelisterne til livs samt en forøget kapacitet på området, så

flere patienter bliver behandlet.

Side 26

Regionernes store frihedsgrader på psykiatriområdet er for mig

at se både godt og skidt.

På den ene side, så har de selv i høj grad muligheden for

fleksibelt at tilrette indsatsen, så den er passer til den

virkelighed, som personalet møder i deres hverdag.

Men på den anden side, så er der også risiko for, at der opstår

de problemer, som jeg talte om tidligere, hvor vi vanskeligt kan

følge de ressourcer, Folketinget ekstraordinært tilfører

psykiatrien.

Og sager, som vi sidder og diskuterer i dag, hvor en lang række

læger ikke oplever, at deres rammevilkår passer med deres

virkelighed på arbejdet, dem har vi svært ved at påvirke eller

bare i det mindste følge nærmere.

Og jeg er ikke ude i, at vi skal til at styre psykiatrien med hård

hånd fra centralt hold.

Slet ikke.

Side 27

Nej, jeg vil bare gerne have, at vi politikere, der på den ene eller

anden måde også kommer til at stå til ansvar, når noget går galt

i psykiatrien, at vi også har mulighed for at følge udviklingen lidt

bedre.

Jeg vil derfor gerne – selvom jeg har talt længe nu - benytte

anledningen til at tale om det arbejde, vi er i gang med om

styring i psykiatrien.

Det er et arbejde, som Sundheds- og Ældreministeriet laver

sammen med Danske Regioner og som i en arbejdsgruppe

blandt andet vil se nærmere på data, kvalitet og styring i

psykiatrien.

Ja, det er sådan set en arbejde, der har sin rod helt tilbage i den

tidligere regerings udspil om ”Ligeværd – Nyt fokus på indsatsen

for mennesker med psykiske lidelser”, der havde undertitlen –

en langsigtet plan.

Det må man sige også gælder for dette helt konkrete tiltag.

Side 28

Arbejdsgruppen forventes at afrapportere i foråret og komme

med konkrete anbefalinger til styring af psykiatrien.

Men vi skal huske på, at produktivitet og mere aktivitet ikke gør

det alene - det handler også om at få patienten i centrum for

styringsdagsorden og adressere geografiske forskelle.

Det er derfor vigtigt for mig, at vi får større fokus på, at der

skabes resultater, der har værdi for patienten.

Men reelt kendskab til aktivitet og økonomi er altså i mine øjne

en nødvendig forudsætning for at sætte kvalitet og resultater på

dagsorden – præcis som det har været tilfældet i mange år i

somatikken.

Det er ikke et spørgsmål om enten eller - det er et både og!

Jeg forventer derfor, at der i regi i dette arbejde bliver foretaget

en balancering af hensyn, og der kommer en række anbefalinger

inden for ensartethed i data og forskellige styrings- og

monitoreringstiltag i almindelighed.

Side 29

Det er altså min forventning, at vi med arbejdsgruppens

afrapportering i foråret kan se frem til nogle solide anbefalinger

til, hvor psykiatrien fremadrettet kan blive styrket yderligere.

Det er min klare ambition, at vi skal have løftet indsatsen i

psykiatrien.

Det skal gerne være til gavn for både patienter og pårørende,

men også de ansatte på området, som skal opleve, at det, vi

beslutter, giver mening

Mange tak for ordet!

Side 30