Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 33 92 93 00
Sagsnr.
2016 - 8731
Doknr.
427958
Dato
30-11-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 9. november 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 88 (alm. del) til den daværende social- og indenrigsminister, som her-
med besvares af økonomi- og indenrigsministeren. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Susanne Ejlersen (DF).
Spørgsmål nr. 88:
Ministeren bedes oplyse, hvilken lovgivning der regulerer kommunalt ansattes adgang
til privat at bruge deres arbejdsplads’ telefon, e-mail eller internetforbindelse, og hvor
grænsen går for kommunalt ansattes private anvendelse af arbejdsgiverens – i dette
tilfælde en kommunes - kommunikations- og it-faciliteter i arbejdstiden, samt hvilke
muligheder arbejdsgiveren har for at sanktionere misbrug af en kommunal arbejds-
mail, f.eks. hvis en medarbejder bruger den til religiøs eller politisk propaganda?
Svar:
Jeg kan overordnet oplyse, at der ikke findes centralt fastsatte regler på Økonomi- og
Indenrigsministeriets område, der direkte regulerer kommunalt ansattes adgang til at
bruge arbejdspladsens telefon, e-mail og internetforbindelse til private formål.
Det forhold, at der ikke findes lovgivning på området, betyder imidlertid ikke, at kom-
munalt ansatte ikke kan være underlagt retningslinjer for brugen af arbejdspladsens
telefon mv., da en kommune i sin egenskab af arbejdsgiver har mulighed for at regule-
re dette inden for rammerne af den ansættelsesretlige lovgivning.
I hvilket omfang der måtte være fastsat retningslinjer herom i de enkelte kommuner,
har jeg som økonomi- og indenrigsminister ikke kendskab til.
Jeg har derfor til brug for besvarelsen anmodet KL om at oplyse, i hvilket omfang
kommunerne har fastsat sådanne retningslinjer. KL oplyser følgende:
”KL er ikke bekendt med, i hvilket omfang kommunerne har fastsat retningslinjer, der
regulerer kommunalt ansattes private anvendelse af arbejdspladsens telefon, e-mail
og internetforbindelse i arbejdstiden.
Det er den enkelte kommune, der som arbejdsgiver og med hjemmel i ledelsesretten
fastsætter sådanne retningslinjer f.eks. i form af ordensregler, politikker eller lignende.
I det omfang, der er fastsat sådanne retningslinjer mv., og disse ikke efterleves eller
misbruges af medarbejderne, vil kommunerne inden for de gældende ansættelsesret-
lige regler kunne sanktionere den manglende overholdelse af reglerne”.