SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 62: Spm. om at redegøre for Ankestyrelsens principafgørelse 67-16 om cøliakeres mulighed for dækning af merudgifter, herunder baggrunden for afgørelsen, til social- og indenrigsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalget

Sagsnr.

2016 - 8076

Doknr.

410942

Dato

28-11-2016

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 1. november 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 62 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 62:

Ministeren bedes redegøre for Ankestyrelsens principafgørelse 67-16 om cøliakeres

mulighed for dækning af merudgifter, herunder baggrunden for afgørelsen. Ministeren

bedes desuden oplyse, om ministeren mener, at afgørelsen er lovlig, og hvordan reg-

lerne er i forbindelse med at klage over og omgøre Ankestyrelsens afgørelser?

Svar:

Til brug ved besvarelsen er der indhentet en udtalelse fra Ankestyrelsen, som har

oplyst følgende:

”Efter servicelovens § 100, stk. 1, kan personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. I mer-

udgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2 (bekendtgørelse nr. 1434 af 23. december 2012)

er der opstillet en række kriterier for, hvornår borgere med funktionsnedsættelse er

omfattet af personkredsen for merudgifter. Bestemmelsen fastslår, at der med varigt

nedsat funktionsevne skal forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den en-

kelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte

må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, om personer med medfødte lidelser og mang-

ler, der kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, er en undtagelse til de alminde-

lige krav til at kunne få dækket merudgifter efter servicelovens § 100, stk. 1. Efter be-

stemmelsen i § 2, stk. 1, er det således ikke en betingelse, at den varigt nedsatte

funktionsevne er indgribende for den enkelte, og at der ofte er sat ind med ikke uvæ-

sentlige hjælpeforanstaltninger. For at få dækket merudgifter til diæt er det altså til-

strækkeligt, at der er tale om en medfødt misdannelse eller mangel, og at denne med-

fødte misdannelse eller mangel medfører et nødvendigt behov for diæt. Det betyder

også, at det alene er diagnosen, der er afgørende for, om borgeren er omfattet af per-

sonkredsen, mens det i merudgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, er en evt. diagnoses

karakter og indvirkning på borgerens dagligdag, der er afgørende.

Ankestyrelsens principafgørelse nr. 67-16 vedrører den nærmere afgrænsning af per-

sonkredsen for merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, og fortolkningen af begrebet

”medfødte misdannelser og mangler” set i lyset af servicelovens betingelser for dæk-

ning af merudgifter. De konkrete sager, der ligger til grund for principafgørelsen, blev

visiteret til principiel behandling med henblik på at afklare kravene til at stille en diag-

nose for en lidelse omfattet af merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1. Ankestyrelsen

har anvendt en lægekonsulent i behandlingen af sagerne. Resultatet af lægekonsulen-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 62: Spm. om at redegøre for Ankestyrelsens principafgørelse 67-16 om cøliakeres mulighed for dækning af merudgifter, herunder baggrunden for afgørelsen, til social- og indenrigsministeren

tens svar var, at lidelserne cøliaki, laktoseintolerans og fødevareallergier, ikke skyldes

medfødte misdannelser eller mangler, men at der er tale om genetiske dispositioner.

En genetisk disposition er ikke det samme som, at en lidelse er medfødt, da det ikke

er sikkert, at lidelsen bryder ud. Om lidelsen bryder ud afhænger af udefrakommende

omstændigheder.

Formålet med indsættelsen af merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, var at yde

hjælp til personer med lidelsen phenylketonuri. Phenylketonuri en stofskiftedefekt, der

medfører en uundgåelig gradvis mental retardering. Der er altså ikke tale om en gene-

tisk disposition, som ikke med sikkerhed vil bryde ud, og som afhænger af udefra-

kommende omstændigheder.

Lidelserne cøliaki, laktoseintolerans og fødevareallergier adskiller sig altså fra den

lidelse, der dannede grundlag for indførelsen af særbestemmelsen i merudgiftsbe-

kendtgørelsens § 2, stk. 1.

Dertil kommer, at merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, er en undtagelse til de al-

mindelige betingelser for at kunne få dækket merudgifter, og at der er tale om en be-

tydelig lempeligere adgang til at få dækket merudgifter.

Bestemmelsen i § 2, stk. 1, har reelt udvidet den personkreds, der efter servicelovens

§ 100, stk. 1, har ret til dækning af merudgifter. På den baggrund finder Ankestyrel-

sen, at særbestemmelsen i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, skal tolkes indskrænkende.

Personer med cøliaki, laktoseintolerans og fødevareallergier er dermed ikke omfattet

af den særlige personkreds i merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Personer med cøliaki, laktoseintolerans og fødevareallergi skal i stedet vurderes efter

servicelovens § 100, stk. 1 og merudgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2. Det vil sige, at

lidelserne skal være af indgribende karakter i den daglige tilværelse og skal medføre,

at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. Hvis disse

betingelser er opfyldt, kan personer med cøliaki, laktoseintolerans og fødevareallergier

få dækket merudgifter til diæt efter hovedbestemmelsen efter samme kriterier som ved

andre lidelser.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at vurderingen af, om der er tale om en indgribende

lidelse hos en person med cøliaki, laktoseintolerans eller fødevareallergier, skal fore-

tages ud fra den tilstand, personen er i, når diæten følges. Diætkosten kan altså ikke

sidestilles med medicinsk behandling, jf. Ankestyrelsens praksis herom, fx principaf-

gørelse nr. 35-16.”

Det følger af retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed.

Hvis man er utilfreds med en afgørelse fra Ankestyrelsen, vil man derfor være henvist

til enten at indbringe afgørelsen for domstolene, jf. grundlovens § 63, eller at rette

henvendelse til Folketingets Ombudsmand. Folketingets Ombudsmand kan efter om-

budsmandslovens § 7, stk. 1, 1, pkt., se på alle dele af den offentlige forvaltning. Fol-

ketingets Ombudsmand afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersø-

gelse, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1.

Det er også muligt at rette henvendelse til Ankestyrelsen med henblik på at søge at få

genoptaget behandlingen af sagen. Det kan f.eks. være aktuelt, hvor der fremkommer

nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen, ved væsentlige nye retlige

forhold, og hvor der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl i forbindelse med

den oprindelige behandling af sagen.

Det kan herudover bemærkes, at Ankestyrelsen er uafhængig af instruktioner vedrø-

rende afgørelsen af den enkelte sag. Det følger af retssikkerhedslovens § 68, stk. 1.

Ministeriet og ministeren kan derfor ikke træffe afgørelse i konkrete sager, pålægge

Ankestyrelsen at træffe en bestemt afgørelse eller på anden måde gribe ind i afgørel-

sen eller behandlingen af konkrete sager. Ministeriet og ministeren kan heller ikke

ændre en afgørelse eller pålægge Ankestyrelsen at træffe en ny afgørelse.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann