SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 558: Spm. om, hvornår den tværministerielle arbejdsgruppe om behandlingsgaranti er færdig og oversende arbejdsgruppens resultater, når disse foreligger, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt

Undersøgelse af mulighederne for at

forkorte behandlingsgarantien for

personer med et stofmisbrug

Oktober 2018

SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 558: Spm. om, hvornår den tværministerielle arbejdsgruppe om behandlingsgaranti er færdig og oversende arbejdsgruppens resultater, når disse foreligger, til børne- og socialministeren

Undersøgelse af mulighederne for at forkorte

behandlingsgarantien for personer med et stofmisbrug

Indhold

1. Indledning...............................................................................................................................................3

2. Sammenfatning.......................................................................................................................................4

3. Den gældende behandlingsgaranti ............................................................................................................5

3.1. Serviceloven.....................................................................................................................................6

3.2. Sundhedsloven.................................................................................................................................7

3.3. Straffuldbyrdelsesloven.....................................................................................................................7

4. Udfordringer ved fortolkning af den gældende behandlingsgaranti...............................................................8

4.1. Afgrænsning mellem visitation og behandling .....................................................................................8

5. Behandlingsgaranti i Norden og EU............................................................................................................9

6. Behandlingsgarantien i praksis ..................................................................................................................9

6.1. Case 1: Forløb i kommunerne ............................................................................................................9

6.2. Case 2: Forløb i fængslerne..............................................................................................................11

7. Opfyldelse af den gældende behandlingsgaranti .......................................................................................11

7.1. Overskridelse af behandlingsgarantien .............................................................................................13

7.2. Årsager til overskridelse af behandlingsgarantien ..............................................................................14

7.3. Særligt om stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven ...................................................................16

7.4. Stofmisbrugsbehandling efter straffuldbyrdelsesloven .......................................................................16

7.5. Opsamling .....................................................................................................................................16

8. Brugerrepræsentanters og andre interessenters vurdering ........................................................................17

8.1. Erfaringer med den gældende behandlingsgaranti .............................................................................17

8.2. Udfordringer ved at forkorte behandlingsgarantien ...........................................................................18

9. Forkortelse af behandlingsgarantien........................................................................................................18

10. Forslag til forbedringer af behandlingsindsatsen .....................................................................................19

10.1. Styrkelse af behandlingsgarantien ..................................................................................................19

1. Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser.............................................................................19

2. Styrket og ensartet kommunal praksis for visitation til stofmisbrugsbehandling ..................................20

10.2. Løft af behandlingskvaliteten .........................................................................................................20

3. Udbredelse af de Nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling......................................20

4. Etablering af et nationalt kompetencecenter for lægelig stofmisbrugsbehandling ...............................20

5. Sikring af faglige kompetencer hos det sundhedsfaglige personale ....................................................21

6. Styrket information om frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling........................................21

7. Muligheder for øget brug af tele- og internetbaseret behandling.......................................................21

8. Bedre kvalitet i og brug af data for stofmisbrug ...............................................................................21

9. Praksisundersøgelse af kommunernes visitation til og indhold i stofmisbrugsbehandling .....................22

10.3. Udbredelse af virksom skadesreduktion ..........................................................................................22

10. Udlevering af modgift til alle i kommunal behandling for heroinmisbrug ..........................................22

11. Udvikling af best practice for kommunal udlevering af sterilt injektionsudstyr ..................................22

Bilag 1. Behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet i Norden og EU .............................................................23

Bilag 2. Opsamling på møde den 27. juni 2017 om behandlingsgarantien for personer med stofmisbrug ...........25

Bilag 3. Opsamling på møde den 21. august 2017 om behandlingsgarantien for personer med stofmisbrug .......28

Bilag 4. Kommunefordelte tal for overholdelse af behandlingsgarantien.........................................................29

Side 2

1. Indledning

Personer, der har et stofmisbrug, har ofte behov for en helhedsorienteret og koordineret

indsats. For nogle vil en virksom indsats betyde, at de bliver stoffri, mens det for andre

betyder et reduceret eller stabiliseret forbrug af stoffer.

Stoffrihed kan bane vejen for, at man kan begynde eller genoptage en uddannelse eller et

arbejde. Det samme kan et reduceret eller stabiliseret forbrug af stoffer.

Stoffrihed eller reduktion til trods vil nogle fortsat være så belastede af misbruget og de

dertil knyttede problemer, at uddannelse og arbejde ikke umiddelbart er realistisk. Men

for alle gælder det, at en virksom indsats kan give større livskvalitet og mulighed for at

være en del af fællesskabet.

Det er baggrunden for et af regeringens 10 mål om social mobilitet, som blev lanceret maj

2016; nemlig målet om, at flere af de borgere, der afslutter et behandlingsforløb for

stofmisbrug, skal være stoffrie eller have et reduceret eller et stabiliseret forbrug af

stoffer.

Det er også baggrunden for regeringens ønske om at undersøge mulighederne for at

forkorte behandlingsgarantien for personer med stofmisbrug. Derfor har en

arbejdsgruppe i regi af Sundheds - og Ældreministeriet med deltagelse af Børne- og

Socialministeriet samt Justitsministeriet udarbejdet en undersøgelse herom.

En virksom stofmisbrugsbehandling er bl.a. kendetegnet ved, at den iværksættes hurtigst

muligt efter, at borgeren har henvendt sig med sit ønske om at komme i behandling.

Borgerens motivation for at gå i behandling er det bedst mulige udgangspunkt for at opnå

et godt resultat, og det er derfor vigtigt med et tilbud så hurtigt som muligt.

I Danmark har vi en behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet, som sikrer en hurtig

iværksættelse af behandling af et stofmisbrug. Garantien betyder, at kommunen skal

tilbyde gratis stofmisbrugsbehandling senest 14 dage efter, at en borger har anmodet om

at komme i behandling. En tilsvarende garanti gælder for indsatte i fængslerne.

Men en virksom behandling har også andre kendetegn end en hurtig iværksættelse, for

også behandlingens tilgængelighed og kvalitet er væsentlig. Ligesom det er afgørende at

iværksætte en behandling, der matcher borgerens behov. Derfor fokuserer undersøgelsen

også på praksis forud for igangsættelse af behandling samt kvalitet og tilgængelighed i

behandlingen.

En virksom indsats på stofmisbrugsområdet omfatter ikke alene stofmisbrugsbehandling.

Indsatsen omfatter også skadesreducerende tilbud, som forebygger yderligere

misbrugsrelaterede skader og i yderste tilfælde dødsfald. Derfor berører undersøgelsen

også tilbud, som forebygger dødsfald og andre skader.

For at belyse mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien bedst muligt bygger

undersøgelsen på forskellige datakilder.

For at undersøge opfyldelsen af behandlingsgarantien er der benyttet data, som

kommunerne og fængslerne har indberettet til den nationale indberetningsplatform

Stofmisbrugsdatabasen og til Kriminalforsorgen.

For at få et mere kvalitativt indblik i behandlingsgarantien er der afholdt møder med

interessenter, der både repræsenterer brugere og behandlingssystemet, ligesom der fra

tre kommuner og Kriminalforsorgen er indsamlet oplysninger til cases på praksis for

forløbet fra en borger anmoder om behandling, og til behandlingen er iværksat.

Side 3

Desuden er der for at få et internationalt perspektiv indhentet oplysninger om

behandlingsgarantier i Norden og EU fra de ansvarlige statslige myndigheder i de nordiske

lande og EU-agenturet European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction

(EMCDDA).

Det angives i det enkelte afsnit, hvilke datakilder der er benyttet. En mere udførlig

beskrivelse af svarene fra myndighederne i de andre nordiske lande og fra EMCDDA findes

i bilag 1. En mere udførlig opsamling på møderne med interessenterne findes i bilag 2 og

2. Sammenfatning

Som det eneste land i Norden og tilsyneladende også i Europa har Danmark en særskilt

behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet.

Behandlingsgarantien giver borgere med et behandlingskrævende stofmisbrug ret til

tilbud om social og lægelig stofmisbrugsbehandling (fx substitutionsbehandling med

buprenorphin eller metadon) senest 14 dage efter, at borgeren har anmodet om

behandling. Dette gælder som udgangspunkt også i fængslerne.

Undersøgelsen af opfyldelsen af den gældende behandlingsgaranti viser, at der er en

relativt lav overskridelsesprocent, og at overskridelserne i knap halvdelen af tilfældene

skyldes forhold hos borgeren. Dette skal dog af datamæssige grunde tages med kraftige

forbehold.

Den kvalitative del af undersøgelsen viser, at der er tungtvejende argumenter for at

forbedre indsatsen på andre måder end ved en generel forkortelse af den gældende

behandlingsgaranti.

Interessenterne peger således på, at en forkortelse af behandlingsgarantien ikke

nødvendigvis vil være af stor betydning i forhold til at forbedre indsatsen for personer

med stofmisbrug. En forkortelse vil ifølge interessenterne kunne gå ud over kvaliteten af

den sociale stofmisbrugsbehandling, og lægemangel vil kunne vanskeliggøre den praktiske

gennemførelse af en forkortelse for den lægelige stofmisbrugsbehandlings vedkommende.

Endvidere påpeger interessenterne vigtigheden af at have en enslydende

behandlingsgaranti for den sociale og lægelige stofmisbrugsbehandling for at sikre en

ensartet og sammenhængende social- og sundhedsfaglig indsats. Hertil kommer, at de

umiddelbart har vanskeligt ved at se sundhedsfaglige eller andre gevinster ved en

forkortelse af den gældende behandlingsgaranti . Fra interessentside peges der på, at en

forkortelse ville blive meget dyr, og at det er naturligt at spørge, om ikke evt. nye midler til

stofmisbrugsområdet kunne anvendes bedre.

Brugerrepræsentanterne peger dog på, at lægerne kan blive bedre til at iværksætte og

gennemføre relevant abstinensbehandling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling

kan iværksættes.

På den baggrund taler meget for, at man i stedet for en generel forkortelse af den

gældende behandlingsgaranti tager initiativ til at styrke den gældende behandlingsgaranti

ved at sikre straksbehandling af akutte abstinenser og sikre en styr ket og ensartet

kommunal praksis for visitation til stofmisbrugsbehandling.

Endvidere kan der bl.a. inspireret af brugerrepræsentanterne og de øvrige interessenter

tages en række andre initiativer for at løfte behandlingskvaliteten og for at udbrede

virksom skadesreduktion.

På den baggrund beskrives følgende 11 forslag til, hvordan behandlingsindsatsen på

stofmisbrugsområdet kan styrkes:

Side 4

Styrkelse af behandlingsgarantien

1. Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser

2. Styrket og ensartet kommunal praksis for visitation til stofmisbrugsbehandling

Løft af behandlingskvaliteten

3. Udbredelse af de Nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling

4. Etablering af et nationalt kompetencecenter for lægelig stofmisbrugsbehandling

5. Sikring af faglige kompetencer hos det sundhedsfaglige personale

6. Styrket information om frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling

7. Muligheder for øget brug af tele- og internetbaseret behandling

8. Bedre kvalitet i og brug af data for stofmisbrug

9. Praksisundersøgelse af kommunernes visitation til og indhold i stofmisbrugsbehandling

Udbredelse af virksom skadesreduktion

10. Udlevering af modgift til alle i kommunal behandling for heroinmisbrug

11. Udvikling af

best practice

for kommunal udlevering af sterilt injektionsudstyr

3. Den gældende behandlingsgaranti

Retten til at modtage gratis stofmisbrugsbehandling senest 14 dage efter, at man har

anmodet om at komme i behandling, blev indført den 1. januar 2003.

Behandlingsgarantien omfattede til at begynde med alene social stofmisbrugsbehandling

efter serviceloven. Indførelsen skete som opfølgning på satspuljeaftalen for 2003. Med

aftalen blev der til formålet afsat 79 mio. kr. årligt de første to år og derefter 68,7 mio. kr.

årligt som permanent bevilling (2003-PL). Bevillingen blev senere korrigeret i aftale om

kommunernes og amternes økonomi for 2004, hvormed der blev afsat 105,1 mio. kr. i

2003, 140,8 mio. kr. i 2004 og 98,7 mio. kr. årligt derefter (2003-PL).

Den 1. januar 2007 blev behandlingsgarantien udvidet til også at omfatte

stofmisbrugsbehandling i fængslerne. Udvidelsen skete som opfølgning på satspuljeaftalen

for 2006. Med aftalen blev der afsat 27,7 mio. kr. i 2006 og derefter som permanent

bevilling 24,9 mio. kr. årligt til formålet (2006-PL).

Den 1. januar 2015 blev behandlingsgarantien udvidet til også at omfatte lægelig

stofmisbrugsbehandling (substitutionsbehandling og anden medicinsk behandling) efter

sundhedsloven. Samtidig blev der indført ret til en gratis lægesamtale inden iværksættelse

af stofmisbrugsbehandling og ret til frit valg i forbindelse med lægelig

stofmisbrugsbehandling. Siden 1. januar 2003 havde der været frit valg i forbindelse med

social stofmisbrugsbehandling. Indførelsen af de nye rettigheder skete som opfølgning på

satspuljeaftalen for 2014. Til formålet blev der med aftalen afsat 6 mio. kr. årligt som

permanent bevilling fra og med 2015 (2014-PL).

Behandlingsgarantien, som altså er indført i tre faser, er lovgivningsmæssigt forankret i

serviceloven, sundhedsloven og straffuldbyrdelsesloven.

Side 5

Opsummerende har borgere med et behandlingskrævende stofmisbrug med

behandlingsgarantiens indførelse i de tre love altså har ret til:



Tilbud om social behandling af stofmisbrug senest 14 dage efter, at borgeren har

anmodet om behandling. Dette gælder som udgangspunkt også i fængslerne.

Tilbud om lægelig stofmisbrugsbehandling senest 14 dage efter, at borgeren har

anmodet om behandling. Dette gælder som udgangspunkt også i fængslerne.

I det følgende beskrives de relevante bestemmelser i de tre love.

3.1. Serviceloven

Kommunen skal efter servicelovens § 101 tilbyde social behandling af personer med et

behandlingskrævende stofmisbrug. Social behandling af et stofmisbrug er en

socialpædagogisk eller psykologisk funderet indsats, som bl.a. kan bestå af individuelle

samtaleforløb og gruppebehandling.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter, at

borgeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Garantien indebærer en ret for borgeren til at modtage og en pligt for kommunen til at

iværksætte social behandling inden for fristen. Det betyder, at der skal foretages en

afklaring af behandlingsindsatsen inden for fristen, som hviler på en beslutning om et

individuelt forløb, hvor borgeren på baggrund af en faglig vurdering visiteres til et konkret

behandlingstilbud. Det forudsættes, at borgerens egne ønsker til behandlingsforløbet

tillægges stor betydning, ligesom der bør udarbejdes en behandlingsplan over

behandlingsforløbet.

Hvis kommunen ikke kan iværksætte det besluttede behandlingsforløb på kommunens

egne behandlingstilbud eller på de godkendte, private behandlingstilbud, som kommunen

sædvanligvis benytter, er kommunen forpligtet til at sørge for, at borgeren kan blive ind-

skrevet i et andet offentligt eller godkendt behandlingstilbud, der kan realisere det beslut-

tede behandlingsforløb inden for den fastsatte frist på 14 dage.

Efter bestemmelsens stk. 4. har borgeren samtidig ret til at vælge mellem offentlige og

private godkendte behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, kommunen har visi-

teret til. Det er kommunen, der foretager denne vurdering. Kommunen skal informere

borgeren om behandlingsmuligheder, der kan udgøre alternativer til den behandling, som

kommunen tilbyder.

Fristen for tilbud inden for 14 dage må fraviges i det tilfælde, at borgeren har gjort brug af

frit valg, jf. bestemmelsens stk. 5. Dette skyldes, at det ikke altid vil være muligt for

kommunen at iværksætte en behandling inden for fristen, hvis der fx er ventetid til det

ønskede behandlingstilbud, som kommunen ikke har indflydelse på.

Borgerens opholdskommune er som hovedregel også handlekommune, dvs. den

kommune, der har pligt til at træffe afgørelser om social behandling af et stofmisbrug, jf. §

9 i retssikkerhedsloven. I tilfælde af, at borgeren er visiteret til døgnbehandling i en a nden

kommune, bevarer den tidligere opholdskommune pligten som handlekommune for

borgeren med hensyn til ydelser efter serviceloven.

Derudover bør det nævnes, at efter bekendtgørelse om dataindberetninger på socialom-

rådet skal kommunerne ved tilbudsindskrivning i dag indberette oplysninger om borgere

med et stofmisbrug, som afdækker borgerens forbrug af rusmidler, sociale forhold, psykisk

og fysisk helbred mv. Det har til formål at sikre, at alle relevante forhold omkring borgeren

er afdækket, således at borgeren visiteres til den mest hensigtsmæssige behandling og

evt. anden hjælp og støtte.

Side 6

3.2. Sundhedsloven

Efter sundhedslovens § 142, stk. 3, skal kommunen tilbyde personer med bopæl i

kommunen gratis lægelig stofmisbrugsbehandling. Kommunen kan efter stk. 4

tilvejebringe behandlingstilbuddet på dens egne behandlingssteder eller på andre

kommunale, regionale eller private behandlingssteder, som kommunen har indgået aftale

med.

Efter § 142, stk. 6, skal behandlingen, som efter autorisationslovens § 41 forudsætter

lægelig ordination, iværksættes senest 14 dage efter, at borgeren, som ønsker at komme i

behandling, har henvendt sig til kommunen med sit ønske. Tidsfristen regnes fra den

første personlige henvendelse med ønske om behandling. Der skal udarbejdes en

behandlingsplan for forløbet, og borgerens ønsker bør i videst muligt omfang indgå i den

faglige vurdering, som ligger til grund for lægens valg af behandling og dens udførelse.

Kommunen er forpligtet til at sørge for, at behandlingen kan iværksættes på et andet

offentligt eller privat behandlingssted, hvis kommunen ikke inden for tidsfristen kan sørge

for iværksættelse af behandlingen på dens egne behandlingssteder eller på andre

kommunale, regionale eller private behandlingssteder, som kommunen har indgået aftale

med.

Efter § 142, stk. 8, kan tidsfristen fraviges, hvis borgeren vælger at blive behandlet på et

andet offentligt eller privat behandlingssted end det, som bopælskommunen har visiteret

borgeren til. Muligheden for at fravige tidsfristen betyder ikke, at behandlingens

iværksættelse kan udskydes længere end nødvendigt. Behandlingen skal iværksættes så

hurtigt som muligt.

Hvis en borger, som har benyttet sin ret til at vælge at blive behandlet på et andet

offentligt eller privat behandlingssted end det, som bopælskommunen har visiteret

borgeren til, fortryder og på ny henvender sig til bopælskommunen med

ønske om at komme i behandling, bliver borgeren igen omfattet af tidsfristen. Den vil så

blive regnet fra tidspunktet for den nye henvendelse til kommunen.

3.3. Straffuldbyrdelsesloven

Der er behandlingsgaranti for indsatte med stofmisbrug i fængsler og arrester, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 45 a, stk. 1. Behandlingsgarantien efter § 45 a vedrører alene

indsattes adgang til sociale behandlingstilbud svarende til de tilbud, som kommunerne har

tilbudt siden 1. januar 2007 efter servicelovens § 101, fx motivations- og forbehandling,

samtaler af terapeutisk karakter samt vejledning og efterbehandling. Social

stofmisbrugsbehandling foregår ofte parallelt med eller i forlængelse af abstinens - og

substitutionsbehandling (metadonnedtrapning mv.) samt anden lægelig behandling, der

relaterer sig til stofmisbrug.

Udvisningsdømte udlændinge har dog ikke ret til vederlagsfri social

stofmisbrugsbehandling, medmindre særlige forhold taler herfor, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 45 a, stk. 2. I praksis betyder det, at udvisningsdømte

udlændinge som udgangspunkt afskæres fra behandling svarende til de tilbud, som

kommunerne tilbyder efter servicel oven. Bestemmelsen begrænser derimod ikke

udvisningsdømte udlændinges adgang til som andre indsatte at modtage lægelig

stofmisbrugsbehandling.

Behandlingsgarantien for indsatte i Kriminalforsorgens institutioner er i praksis på visse

områder ikke udformet identisk med den behandlingsgaranti, som gælder i det øvrige

samfund. En indsat kan fx ikke frit vælge et andet behandlingstilbud end det,

Kriminalforsorgen kan anvise, og der kan være ordens - og sikkerhedsmæssige forhold,

som gør, at behandlingsgarantien opfyldes på anden vis i Kriminalforsorgens institutioner

end udenfor.

Side 7

Misbrugsbehandling i Kriminalforsorgens institutioner forbeholdes indsatte med et

stofmisbrug, som

–

fordi afgørende hensyn taler imod anbringelse uden for et fængsel

–

ikke kan visiteres til misbrugsbehandling på en institution uden for Kriminalforsorgen.

Der er i Kriminalforsorgens institutioner tilbud om stofmisbrugsbehandling på udvalgte

lukkede og åbne fængsler, som modtager indsatte fra hele landet. Disse behandlingstilbud

skal således ses som et supplement til den behandling, som tilbydes i det almindelige

behandlingssystem uden for Kriminalforsorgen.

Stofmisbrugsbehandling skal så vidt muligt iværksættes senest 14 dage efter, at den

indsatte har fremsat begæring herom over for Kriminalforsorgen. Hermed er det således

forudsat, at fristen på 14 dage i særlige tilfælde kan overskrides. Det gælder fx i tilfælde,

hvor der til brug for en vurdering af den indsattes egnethed og motivation skal indhentes

oplysninger om tidligere behandlinger mv. Endvidere kan der i sagens natur ses bort fra

fristen på 14 dage, hvis det er den indsattes egne forhold, herunder udeblivelse fra aftalte

samtaler, der giver anledning til, at behandlingen ikke kan iværksættes.

4. Udfordringer ved fortolkning af den gældende behandlingsgaranti

På baggrund af data, indsamling af oplysninger til case om behandlingsgarantien i praksis

samt møder med interessenter, der repræsenterer brugere og behandlingssystemet, er

der identificeret og drøftet udfordringer ved fortolkning af den eksisterende

behandlingsgaranti, som særligt knytter sig til forløbet fra borgerens henvendelse til

iværksættelse af behandling. Dette uddybes i følgende afsnit, da det har betydning for,

hvordan man kan tolke data for opfyldelse af behandlingsgarantien, som gennemgås i

afsnit 7.

Der er også identificeret og drøftet andre udfordringer i forhold til den gældende

behandlingsgaranti og mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien, som uddybes

nærmere i afsnit 8 og 9 samt bilag 2 og 3 om møderne med interessenterne.

4.1. Afgrænsning mellem visitation og behandling

Som led i visitation til behandling skal kommunerne foretage en såkaldt screening, hvor

borgerens forbrug af rusmidler samt sociale, fysiske og psykiske forhold mv. afdækkes ved

brug af screeningsværktøjet ASI (Addiction Severity Index). Formålet med screeningen er

at sikre, at borgeren bliver matchet med den bedst egnede behandling samt at afdække

eventuelle behov for anden hjælp og støtte eller yderligere udredning af psykiske

vanskeligheder.

På det føromtalte møde med interessenter, der repræsenterer behandlingssystemet, blev

det fremført, at der eksisterer en vis uklarhed i afgrænsningen mellem visitation og

behandling. Der er således tvivl om, hvorvidt screening fx kan betragtes som en del af

behandlingen, eller hvorvidt behandlingsgarantien først betragtes som overholdt fra det

øjeblik, borgeren er visiteret til et egentligt tilbud.

Kommunerne har i forlængelse heraf forskellig praksis for, hvornår man registrerer, at

behandlingsgarantien er overholdt. Det fremgår fx af data fra 2016, hvor kommunerne

angiver, at 50 pct. af de behandlingsforløb, hvor behandlingsgarantien er overholdt,

iværksættes behandlingen samme dag, som borgeren henvender sig for at få behandling

for et stofmisbrug. Det er imidlertid vurderingen, at dette sandsynligvis ikke er

ensbetydende med, at behandlingen iværksættes samme dag i alle tilfælde. Tværtimod

kan tallene indikere uklarhed om, hvorledes der skelnes mellem visitation og screening

over for behandling.

Den skitserede udfordring betyder, dels at der er uklarhed i kommunernes

visitationspraksis, dels at det er vanskeligt at afgøre ud fra tilgængelig data , i hvor høj grad

den gældende behandlingsgaranti opfyldes. Opfyldelse af behandlingsgarantien, herunder

datagrundlaget, gennemgås nærmere i afsnit 7.

Side 8

Der kan på den baggrund være behov for at tydeliggøre og præcisere, hvad

behandlingsgarantien indebærer, herunder kravene til det, der går forud for iværksættelse

af behandling. Dette forhold uddybes nærmere i afsnit 10 om forslag til at forbedre

behandlingsindsatsen.

5. Behandlingsgaranti i Norden og EU

For at sætte den gældende behandlingsgaranti i et internationalt perspektiv er de

ansvarlige statslige myndigheder i Finland, Island, Norge og Sverige blevet spurgt, om man

har en behandlingsgaranti, og hvad garantien i givet fald går ud på.

Desuden er EU-agenturet European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction

(EMCDDA) blevet spurgt, om agenturet har kendskab til, at man har en behandlingsgaranti

i andre EU-medlemsstater, og hvad garantien i givet fald går ud på.

Svarene viser, at Danmark er det eneste land i Norden med en særskilt behandlingsgaranti

på stofmisbrugsområdet. I andre nordiske lande er stofmisbrugsbehandling omfattet af

generelle behandlingsgarantier. Men de garantier giver ikke som i Danmark borgeren ret

til stofmisbrugsbehandling senest 14 dage efter anmodningen om at komme i behandling.

EMCDDA har ikke kendskab til behandlingsgarantier i andre end nordiske EU-

medlemsstater. EUs kvalitetsstandarder for stofmisbrugsbehandling fastslår da også kun,

at behandling skal ydes inden for en rimelig tidsperiode, som ikke er nærmere defineret.

En mere udførlig beskrivelse af svarene fra myndighederne i de andre nordiske lande og

fra EMCDDA findes i bilag 1.

6. Behandlingsgarantien i praksis

For at belyse, hvordan den gældende behandlingsgaranti fungerer i praksis, og hvad der

sker, når en borger anmoder om behandling, og til behandling iværksættes, er der

udarbejdet cases, som bygger på oplysninger fra tre kommuner og fra Kriminalforsorgen.

Der er indsamlet oplysninger fra:



En stor kommune

En mindre kommune på Sjælland

En mindre kommune i Jylland

Kriminalforsorgen

6.1. Case 1: Forløb i kommunerne

I det følgende beskrives arbejdsgangene for de tre kommuner i én samlet case. Det

angives under de enkelte dele af forløbet, hvis der er væsentlige forskelle fra den store til

de mindre kommuner.

Det bemærkes, at kommunernes organisering af stofmisbrugsområdet er forskellig,

hvorfor casen alene tjener som eksempel på, hvordan forløbet ser ud i de 14 dage, der i

dag må gå fra anmodning til iværksat behandling.

Casen afdækker både forløbet inden for behandlingsgarantiens 14 dage for borgere, der

ønsker social stofmisbrugsbehandling, og borgere, der ønsker lægelig

stofmisbrugsbehandling. Casen tager udgangspunkt i praksis i et offentligt

rusmiddelcenter.

Dag 1



Henvendelse:

Borgeren henvender sig

–

oftest via telefonisk kontakt eller ved uan-

meldt personligt fremmøde. Samarbejdspartnere, eksempelvis fra Kriminalforsorgen,

regionen, kommunens jobcenter eller børne- og familieafdeling mv. henvender sig

ofte også på borgerens vegne efter samtykke fra borgeren.

Side 9



Oplysning om tilbud i rusmiddelcentret:

Borgeren oplyses ved henvendelsen om,

hvordan behandlingen i rusmiddelcentret er opbygget.

Booking af visitationssamtale:

Ved henvendelsen tilbydes borgeren den første ledige

tid til visitationssamtale hos en af rusmiddelcentrets visitatorer.

Booking af/tilbud om lægesamtale:

Alle borgere, der indskrives, tilbydes en læge-

samtale. Hvis borgeren giver udtryk for, at misbruget kræver lægelig stofmisbrugsbe-

handling, tildeles borgeren førstkommende ledige tid hos en af rusmiddelcentrets læ-

gekonsulenter, da behandlingen ikke kan påbegyndes uden forudgående lægesam-

tale.

I den store kommune er der mulighed for en lægesamtale samme dag, som borgeren

har henvendt sig, fx hvis borgeren har abstinenser.



Dag 2-7



Visitationssamtale generelt:

Der afholdes hurtigst muligt en visitationssamtale mel-

lem borger og en af rusmiddelcentrets visitatorer, som oftest er inden for syv hver-

dage. Det tilstræbes at tilbyde visitationssamtale og lægesamtale i forlængelse af hin-

anden samme dag. Det er dog ikke altid muligt.

Ved visitationssamtalen kan bl.a. ske følgende:

Borgerens ønske til behandlingen afdækkes.

ASI (Addiction Severity Index) udfyldes

Oplysninger til SMDB (Stofmisbrugsdatabasen) udfyldes

I den store kommune påbegyndes visitationssamtalen allerede på dag 1 ved henven-

delsen. Dog udfyldes ASI fx først ved en senere samtale.



Særligt om visitationssamtale til borgere, der ønsker lægelig stofmisbrugsbehand-

ling:

Det prioriteres højt, at denne målgruppe hurtigt kommer til visitationssamtale og

lægesamtale, hvorfor der typisk tildeles en tid hertil inden for få hverdage. Indtil læ-

gesamtalen har fundet sted, sikrer rusmiddelcentret, at borgeren er dækket ind med

medicin, hvis borgeren fx overgår i behandling fra én kommune til en anden, fra fæng-

sel til kommune eller fra forsorgshjem til kommune.

Lægesamtale:

Lægen udarbejder den lægelige behandlingsplan. Et ønske om læge-

samtale kan køre parallelt med øvrig visitation. Borgeren kan således fx godt tildeles

behandler på visitationsmøde (se nedenfor), inden lægesamtale har fundet sted og

omvendt.



Dag 7-14



Afgørelse om behandlingstilbud på visitationsmøde:

Med udgangspunkt i oplysnin-

gerne fra visitationssamtalen afholdes et visitationsmøde mellem rusmiddelcentrets

faglige koordinator, visitatorer og tilknyttede psykolog, hvor der træffes afgørelse om,

ASI er et s creeningsværktøj, s om kommunerne skal benytte til a t afdække borgerens forbrug af

rus mi dler, sociale forhold, psykisk og fysisk helbred mv. Screeningen foretages bl.a. med det formål

a t s i kre, at borgeren visiteres til den behandling, der bedst modsva rer borgerens behov.

Kommunerne skal indberette oplysninger om borgere i behandling for et stofmisbrug til SMDB,

s om

i ndeholder a lt nationalt data på stofmisbrugsområdet. Data a nvendes bl.a. ti l den statslige mo-

ni torering a f stofmisbrugsbehandlingsindsatsen.

Side 10

hvilket tilbud borgeren skal modtage, og hvor længe behandlingen tilbydes. Det af-

dækkes også på mødet, hvorvidt der ses behov for yderligere udredning ved psykolog,

opstart af koordinerende indsatsplan, underretninger til kommunens børne- og unge-

afdeling mv.



Opstart ved behandler:

Samme dag, borgeren er visiteret til et tilbud, tildeles en be-

handler. Behandleren tager så vidt muligt kontakt til borgeren med tilbud om en tid til

første behandlingssamtale samme dag eller næste dag, således at borger en kan have

sin første samtale med sin behandl er inden for behandlingsgarantien.

Borgere, der skal have lægelig stofmisbrugsbehandling, har oftest hurtigere kontakt

med deres behandler, fordi borgeren påbegynder medicinering allerede den følgende

dag efter lægesamtalen.

•

Behandlingsplan:

Ved første behandlingssamtale påbegyndes udarbejdelse af

behandlingsplan med delmål og mål for behandlingen i samarbejde mellem behandler

og borger.

Ovenstående case viser, at borgerne overordnet indgår i samme forløb, uanset om de

henvender sig med et ønske om soci al stofmisbrugsbehandling eller lægelig

stofmisbrugsbehandling. Borgere, der skal have lægelig stofmisbrugsbehandling, starter i

praksis typisk hurtigst muligt i medicinsk behandling. Arbejdsgangene er ligeledes stort set

de samme i de tre kommuner, fra en borger henvender sig om behandling, til borgeren

starter i et tilbud.

Der er imidlertid forskel i den kommunale praksis i forhold til, hvornår behandlingen

betragtes som iværksat, og dermed hvornår kommunerne opfatter behandlingsgarantien

som overholdt. I den store kommune betragtes behandlingen som iværksat samme dag

som henvendelsen, hvor borgeren indskrives i behandling. Først efterfølgende

påbegyndes fx screening via ASI samt borgerens ret til lægesamtale. I de mindre

kommuner betragtes behandlingen først som iværksat fra første møde med borgerens

tildelte behandler, efter borgeren har været til visitationssamtale og lægesamtale. Dette

knytter sig til udfordringen forbundet med fortolkning af den eksisterende

behandlingsgaranti som beskrevet i afsnit 4, hvormed der ses et behov for at tydeliggøre

og præcisere, hvad behandlingsgarantien indebærer.

6.2. Case 2: Forløb i fængslerne

I det følgende beskrives arbejdsgangene i fængslerne i én samlet case.

Når indsatte med et stofmisbrug varetægtsfængsles, får de tilbud om deltagelse i

forbehandling, som har til hensigt at motivere/forberede den pågældende på

efterfølgende at indgå i et behandlingsforløb, hvad enten der sker løsladelse eller

overflytning til afsoning i et fængsel.

I et fængsel vil den indsatte typisk påbegynde sin afsoning i en modtagelsesafdeling, hvor

der inden for otte dage sker en afklaringsproces, der udmunder i en afsoningsplan.

Såfremt den indsatte udtrykker ønske om at påbegynde et behandlingsforløb, har

kriminalforsorgen som beskrevet i afsnit 3.3 en frist på 14 dage til at iværksætte en

behandling.

7. Opfyldelse af den gældende behandlingsgaranti

I det følgende beskrives opfyldelsen af den gældende behandlingsgaranti for

stofmisbrugsbehandling i kommunerne og fængslerne med udgangspunkt i tilgængelig

data på området.

Side 11

Kommunernes overholdelse af behandlingsgarantien er opgjort samlet for

stofmisbrugsbehandlingen efter serviceloven og sundhedsloven. Det skyldes, at data ikke

giver mulighed for klart at opdele, hvem der har modtaget henholdsvis social

stofmisbrugsbehandling efter serviceloven og lægelig stofmisbrugsbehandling efter

sundhedsloven. Det er muligt at udsondre, hvem der har modtaget lægelig

stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven, men det kan ikke udsondres, hvor stor en

del af denne gruppe der samtidig har modtaget behandling efter serviceloven. Det vides

dog fra praksis i kommunerne, at de fleste borgere, der har behov for lægelig behandling,

også modtager social stofmisbrugsbehandling. Af Sundhedsstyrelsens vejledning om

substitutionsbehandling fremgår det da også, at udgangspunktet er, at den lægelige

behandling ikke bør stå alene, men bør være en integreret del af den samlede indsats for

den enkelte borger med et stofmisbrug. Det bemærkes, at behandlingsgarantien for

lægelig stofmisbrugsbehandling som nævnt i afsnit 3 først blev indført med virkning fra 1.

januar 2015.

Opgørelsen omfatter ikke borgere, der modtager anonym, ambulant

stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101 a, da denne målgruppe ikke er omfattet

af behandlingsgarantien. Overholdelse af behandlingsgarantien i fængslerne opgøres

desuden separat.

Det bemærkes, at der er en række usikkerheder forbundet med opgørelsen af

kommunernes overholdelse af behandlingsgarantien. Det betyder, at resultaterne skal

fortolkes med kraftige forbehold. Disse forbehold er beskrevet i boks 1 nedenfor.

Side 12

Boks 1

Opgørelse af kommunernes overholdelse af behandlingsgarantien

Opgørelsesmetode

Kommunernes ov erholdelse af behandlingsgarantien er opgjort på baggrund af behandlingsf orløb, som er

påbegy ndt mere end 14 dage ef ter, at borgeren har anmodet om behandling, og hv or borgeren ikke har be-

ny ttet f rit valg. Behandlingsgarantien må som beskrev et i af snit 3 gerne ov erskrides i tilf ælde af , at borgeren

har gjort brug af sin ret til f rit v alg.

Datagrundlag

Opgørelserne baserer sig på oply sninger om personer i stof misbrugsbehandling, der er indberettet til Stof -

misbrugsdatabasen, herunder register f or v entetider v edr. behandlingsgaranti f or stof misbrugere (VBGS) og

Sundhedsdatasty relsens register f or stof misbrugere i behandling (SIB). Opgørelsen omf atter ikke personer i

anony m, ambulant stof misbrugsbehandling eller personer, som modtager behandling i f ængslerne.

Opgørelserne er baseret på de 85 kommuner, der har godkendt deres indberetninger til Danmarks Statistik

f or 2016. Følgende 13 kommuner indgår ikke i opgørelsen: Frederikshav n, Hillerød, Holbæk, Hv idov re, Is-

høj, Københav n, Ringsted, Roskilde, Skiv e, Vallensbæk, Vejle, Vordingborg og Aarhus. Se Danmarks Stati-

stiks Statistikbank (SMDBV004) f or mere inf ormation.

Problemer i forhold til opgørelse af behandlingsstartdato

Opgørelsen af kommunernes ov erholdelse af behandlingsgarantien af hænger i høj grad af , hv ordan den

enkelte kommune har organiseret sit stof misbrugsbehandlingstilbud. Usikkerhederne opstår i f orhold til,

hv ordan indberetningssy stemet er by gget op ov er f or kommunernes organisering af stof misbrugsbehand-

ling.

Behandlingsstartdatoen f or en borgers behandlingsf orløb er i Stof misbrugsdatabasen angiv et som den

dato, hv or borgeren er tilkny ttet et behandlingstilbud. I praksis er my ndighed (kommune) og tilbud (behand-

lingstilbud) mange steder slået sammen, og i mange tilf ælde v il det derf or v ære tilbuddet, der håndterer

henv endelse om og v isiterer til behandling. Det bety der, at opgørelsen af kommunernes ov erholdelse af

behandlingsgarantien af hænger af , hv ornår i f orløbet kommunerne registrerer, at borgeren er tilkny ttet et

behandlingstilbud, og om dette f x sker f ør eller ef ter v isitationssamtalen, hvor ASI f x typisk udfyldes. Dette

af spejles i data v ed, at behandlingsstartdatoen (tilbudstilkny tning) i langt størstedelen af behandlingsf orlø-

bene i mange kommuner er den samme dag, som borgeren har anmodet om behandling. Hermed ser det

ud som om, at disse borgere har påbegy ndt deres behandling ef ter 0 dage. Det f orv entes derf or, at opgørel-

serne af kommunernes ov erskridelse af behandlingsgarantien udgør et minimumsskøn f or antallet af be-

handlingsf orløb, hv or behandlingsgarantien er ov erskredet. Det bemærkes, at problemet med opgørelse af

behandlingsstartdato især gør sig gældende f or borgere, der skal hav e social stof misbrugsbehandling eller

både social og lægelig behandling. Behandlingsstart f or borgere, der skal hav e lægelig stof misbrugsbe-

handling, er, når medicineringen starter.

Personer, der anmoder om behandling, men ikke starter i behandling

Opgørelsen af kommunernes ov erholdelse af behandlingsgarantien er opgjort på baggrund af iv ærksatte

behandlingsf orløb. Det medf ører, at opgørelsen ikke omf atter de f orløb, hv or der er anmodet om stof mis-

brugsbehandling, men borgeren ikke påbegy nder et behandlingsf orløb. En del af disse f orløb, hv or borge-

ren ikke er registeret med en behandlingsstart, kan bl.a. sky ldes registreringsmæssige og indberetningstek-

niske problemer. Det er derf or v anskeligt at opgøre et præcist antal f or, hv or mange der anmoder om be-

handling uden at starte et behandlingsf orløb.

Forskellige årsager til overskridelse af behandlingsgarantien

Der er f orskellige årsager til, at kommunerne ikke ov erholder behandlingsgarantien. Det kan f x v ære f orløb,

hv or borgeren er blev et f orhindret i f remmøde, eller kommunen ikke har v æret i stand til at iv ærksætte et

behandlingstilbud på grund af mangel på ledige pladser. Årsagerne til, at kommunerne har ov erskredet be-

handlingsgarantien, er uddy bet i af snittet nedenf or.

7.1. Overskridelse af behandlingsgarantien

I 2016 blev der iværksat ca. 6.800 stofmisbrugsbehandlingsforløb. Heraf blev

behandlingsgarantien overskredet i ca. 14 pct. af de iværksatte behandlingsforløb. Det

svarer til ca. 950 behandlingsforløb.

Fra 2012 til 2013 steg andelen af iværksatte behandlingsforløb, hvor behandlingsgarantien

blev overskredet fra 11 pct. til 14 pct., mens andelen har været nogenlunde stabil på ca.

14 pct. i perioden 2013 til 2016, jf. figur 1.

Side 13

Figur 1

Kommunernes overskridelse af behandlingsgarantien for stofmisbrugsbehandling, 2012-2016

Anm.: Overskridelser af behandlingsgarantien er opgjort på baggrund af behandlingsforløb, som er påbe-

gyndt mere end 14 dage efter, at borgeren har anmodet om behandling, og hvo r borgeren ikke har

benyttet frit valg. Behandlingsforløb, hvor borgeren har gjort brug af sin ret til frit valg, er ikke om-

fattet af behandlingsgarantien. Der er opgjort på baggrund af alle iværksatte behandlingsforløb for

de 85 kommuner, som har godkendt deres indberetninger af data for 2016. Antallet af behandlings-

forløb er opregnet til landsplan på baggrund af antallet af personer på 18 år eller derover. Det be-

mærkes, at behandlingsgarantien for lægelig stofmisbrugsbehandling først blev indført med virkning

fra 1. januar 2015. Se boks 1 for opgørelsen af kommunernes overholdelse af behandlingsgarantien.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af VBGS.

Overskridelserne af behandlingsgarantien dækker over stor kommunal variation.

Variationen kan fx dække over, at der er forskel på, hvor hurtigt kommunerne er i stand til

at få borgerne i behandling. Ligesom der er stor forskel på organisationen af behandlingen

og kommunernes fortolkning af, hvornår en behandling er påbegyndt som beskrevet i

boks 1 ovenfor.

I bilag 4 er overskridelserne af behandlingsgarantien opgjort på kommuneniveau for de

kommuner, som har godkendt deres indberetninger til Danmarks Statistik for2016.

7.2. Årsager til overskridelse af behandlingsgarantien

Der kan være forskellige årsager til, at kommunerne ikke overholder

behandlingsgarantien. Det kan fx være, at borgeren er blevet forhindret i fremmøde, eller

kommunen ikke har været i stand til at iværksætte et behandlingstilbud på grund af

mangel på ledige pladser.

I ca. 45 pct. af de behandlingsforløb, hvor behandlingsgarantien blev overskredet i 2016 ,

skyldes det, at borgeren er forhindret i fremmøde eller er udeblevet, mens ca. 40 pct.

skyldes mangel på ledig plads og personalemæssige forhold hos kommunen eller tilbud, jf.

figur 2.

Side 14

Figur 2

Kommunernes overskridelse af behandlingsgarantien for stofmisbrugsbehandling, opdelt efter år-

sag, 2016

Anm.: Opgjort på baggrund af alle iværksatte behandlingsforløb i 2016. På grund af diskretionshensyn, som

Danmarks Statistik underlægger anvendelse af registerdata, omfatter opgørelsen ikke overskridelser

af behandlingsgarantien, hvor årsagen er ”Ukendt” eller ”Samtykkeerklæring”.

Diskretionshensynet

indebærer, at der ikke må vises observationer med 4 personer eller derunder. Der kan kun angives én

årsag til overskridelse af behandlingsgarantien. Se i øvrigt anmærkningen til figur 1.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af VBGS.

Ved ca.

p t. af overskridelser e har ko

u e a givet forklari ge ”A det” so

årsag. Det kan bl.a. dække over forhold i forbindelse med Kriminalforsorgen, at klienten er

blevet indlagt på hospital, ferieperioder og afklaring af evt. behandling ved psykiatrien mv.

Når årsager e til overskridelse af eha dli gsgara tie er ”Klie t forhi dret i fre

øde”

og ”Klie te ude levet”, ka det eteg es so forhold hos orgere . Årsager e ”Ma gel

på ledig plads” og ”Perso ale æssige forhold hos y dighed eller til ud”

kan omvendt

betegnes som forhold hos myndighed eller tilbud.

Overskridelser på grund af forhold hos borgeren har siden 2013 ligget stabilt, mens der

kan være tendens til en stigning i overskridelser på grund af forhold hos myndighed og

tilbud, jf. figur 3.

Figur 3

Kommunernes overskridelse af behandlingsgarantien for stofmisbrugsbehandling, opdelt efter år-

sag, 2012-2016

Anm.: Opgjort på baggrund af alle iværksatte behandlingsforløb. Opgørelsen omfatter ikke overskridelser af

behandlingsgarantien, hvor

årsagen er ”Ukendt” eller ”Samtykkeerklæring”. Se i øvrigt anmærknin-

gen til figur 1.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af VBGS.

Side 15

7.3. Særligt om stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven

Behandlingsgarantien for personer i stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven har i

modsætning til behandlingsgarantien for personer i stofmisbrugsbehandling efter

serviceloven kun været gældende i få år, jf. afsnit 3, hvortil kommer, at lægelig

stofmisbrugsbehandling adskiller sig fra social stofmisbrugsbehandling ved, at

behandlingens igangsættelse forudsætter lægelig ordination, jf. afsnit 3.2.

På den baggrund og i lyset af, at det af tilgængelig data er muligt at udsondre, hvem der

har modtaget lægelig stofmisbrugsbehandling, jf. afsnit 7.1., ses nedenfor isoleret på

overholdelsen af behandlingsgarantien efter sundhedsloven som supplement til

beskrivelsen i afsnit 7.1. og 7.2., der er fælles for stofmisbrugsbehandling efter

serviceloven og sundhedsloven, jf. boks 2.

Boks 2

Overholdelse af behandlingsgarantien ved lægelig stofmisbrugsbehandling

Ser man på behandlingsforløb, hvor borgeren har modtaget lægelig stofmisbrugsbehandling, blev

behandlingsgarantien overholdt i 92 pct. af alle iværksatte behandlingsforløb i 2016, jf. figur a.

Behandlingsgarantien blev altså overskredet i 8 pct. af tilfældene. Til sammenligning var

overskridelsesprocenten samme år 14, når der ses samlet på stofmisbrugsbehandling efter serviceloven

og sundhedsloven, jf. afsnit 7.1.

Blandt de 8 pct. af behandlingsforløbene efter sundhedsloven, hvor behandlingsgarantien blev

overskredet, skyldtes overskridelserne i 47 pct. af tilfældene forhold hos borgeren (udeblivelse eller

forhindring i fremmøde), jf. figur b. I 38 pct. af tilfældene skyldtes overskridelserne pe rsonalemæssige

forhold hos myndighed eller tilbud, og i 5 pct. af tilfældene var årsagen mangel på plads. 1 0 pct. skyldtes

andre forhold.

Figur a

Overholdelse af behandlingsgaranti ved læge-

lig stofmisbrugsbehandling, 2016

Figur b

Årsag til overskridelse af behandlingsgaranti

ved lægelig stofmisbrugsbehandling, 2016

Anm.:

Opgjort på baggrund af behandlingsforløb, hvor borgeren har i forbindelse med behandlingsforløbet har modtaget

lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven. Der er opgjort på baggrund af alle iværksatte behandlingsfor-

løb for de 85 kommuner, som har godkendt deres indberetninger af data for 2016. Det er ikke muligt at udsondre,

hvor mange der sideløbende også har modtaget behandling efter serviceloven. Se i øvrigt anmærkningen til figur 1.

Kilde:

Sundhedsdatastyrelsens beregninger på baggrund af SIB .

7.4. Stofmisbrugsbehandling efter straffuldbyrdelsesloven

I de tre første kvartaler af 2017 har Kriminalforsorgen haft en overholdelsesprocent på 91.

Der er dog reelt brugt mindre end 14 dage. Der er store udsving, idet nogle få forløb er

forkert eller mangelfuldt registreret, og gennemsnitsberegninger er dermed formentlig

ikke retvisende. Den gennemsnitlige forbrugte tid er seks dage, mens medianen er 2.

7.5. Opsamling

I 2016 blev der iværksat ca. 7.300 stofmisbrugsbehandlingsforløb efter serviceloven og

sundhedsloven. I 86 pct. af forløbene blev behandlingsgarantien overholdt.

Behandlingsgarantien blev altså overskredet i 14 pct. af tilfældene. Ser man isoleret på

lægelig stofmisbrugsbehandling, blev behandlingsgarantien overholdt i 92 pct. og altså

overskredet i 8 pct. af tilfældene. I de tre første kvartaler af 2017 blev

Side 16

behandlingsgarantien efter straffuldbyrdelsesloven overholdt i 91 pct. af tilfældene.

Overskridelserne af behandlingsgarantien efter serviceloven og sundhedsloven dækker

over stor kommunal variation, og overskridelserne kan skyldes både forhold hos

kommune eller tilbud og forhold hos borgeren. Blandt de 14 pct. af behandlingsforløbene,

hvor behandlingsgarantien i 2016 blev overskredet, skyldes overskridelserne i 45 pct. af

tilfældene forhold hos borgeren, mens de i 39 pct. skyldes forhold hos myndighed eller

tilbud. 15 pct. skyldes andre forhold.

Den relativt lave overskridelsesprocent og det forhold, at overskridelserne i knap

halvdelen af tilfældene skyldes forhold hos borgeren og ikke hos myndighed eller tilbud,

skal imidlertid tages med kraftige forbehold. Det skyldes bl.a., at opgørelserne alene

baserer sig på indberetninger fra 85 kommuner. Det skyldes også

–

og ikke mindst

–

uklarhed om, hvornår en behandling kan betragtes som påbegyndt. Uklarheden giver rum

for fortolkning, hvilket medfører forskellig registreringspraksis, som i øvrigt kan være en

årsag til den store kommunale variation. Overskridelsesprocenten bør derfor betragtes

som et minimumsskøn. Forbeholdene er ikke helt de samme, når der ses isoleret på

behandlingsgarantien efter sundhedsloven. Det skyldes, at der ikke er samme uklarhed

om, hvornår en lægelig stofmisbrugsbehandling påbegyndes.

8. Brugerrepræsentanters og andre interessenters vurdering

Som led i undersøgelsen er der holdt dels et møde med Brugerforeningen, Brugernes

Akademi og Gadejuristen, dels et møde med Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, Dansk

Socialrådgiverforening, Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje, FLOR

–

Foreningen for

Ledere af Offentlige Rusmiddelcentre, KL, Københavns Kommune, Socialpædagogernes

Landsforbund og Vordingborg Kommune.

Formålet med møderne har bl.a. været at afdække, hvordan behandlingsgarantien

opfattes af brugerrepræsentanter og andre interessenter, herunder fx hvad der efter

deres opfattelse fungerer godt, hvad der efter deres opfattelse fungerer mindre godt, og

hvilke evt. ændringer de måtte finde relevante. Andre aspekter af

stofmisbrugsbehandlingen blev dog også drøftet på møderne.

I det følgende gives en kort opsummering af de væsentligste pointer fra møderne. En

mere udførlig opsamling på møderne med brugerrepræsentanter og andre interessenter

findes i bilag 2 og 3.

8.1. Erfaringer med den gældende behandlingsgaranti

Efter brugerrepræsentanternes opfattelse vil en evt. forkortelse af behandlingsgarantien

ikke nødvendigvis være af stor betydning i forhold til at forbedre indsatsen for personer

med stofmisbrug. Dog mener brugerrepræsentanterne, at en forkortelse af garantien for

lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142 vil være af stor betydning,

hvis ikke lægerne

–

også dem uden for behandlingssystemet, fx de praktiserende læger og

skadesstuelægerne

–

bliver bedre til at iværksætte og gennemføre relevant

abstinensbehandling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.

Behandlingsgarantien er efter de øvrige interessenters opfattelse en god ramme for

behandlingsindsatsen. Interessenterne understreger vigtigheden af, at

behandlingsgarantien er den samme, uanset om der er tale om behandling efter

servicelovens § 101 eller sundhedslovens § 142. I denne sammenhæng bør man ifølge

interessenterne se på social stofmisbrugsbehandling og lægelig stofmisbrugsbehandling

under ét. Hvis behandlingsgarantien skulle ændres, så burde ændringen efter deres

opfattelse derfor gælde begge behandlingsformer.

Side 17

8.2. Udfordringer ved at forkorte behandlingsgarantien

Af flere grunde mener interessenterne imidlertid, at det ville være problematisk at

forkorte behandlingsgarantien og vanskeligt at gennemføre en forkortelse i praksis.

For så vidt angår den sociale stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101, skyldes

vanskelighederne ifølge interessenterne først og fremmest, at den udredning, som går

forud for behandlingens iværksættelse, er kompliceret at foretage. I den forbindelse er

indhentelse af oplysninger fra eksterne parter og det til indhentelsen knyttede

samtykkekrav en selvstændig udfordring, som kan forlænge udredningsarbejdet. Ar bejdet

kan også forlænges af, at borgeren kan have brug for tid til selv at få klarhed over sine

behandlingsønsker. Ved en forkortelse af garantien ville der være stor risiko for, at

udredningen bliver mangelfuld, og at man derfor iværksætter en behandling, som ikke i

tilstrækkelig grad imødekommer borgerens ønsker og behov, og som derfor svækker den

faglige kvalitet af behandlingen, idet der ikke er sammenhæng mellem borgerens behov

og den iværksatte behandling. Derudover øges risikoen for, at borgeren ikke gennemfører

behandlingen. En forkortelse af behandlingsgarantien ville med andre ord kunne gå ud

over behandlingskvaliteten.

For så vidt angår den lægelige stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142, er

lægemangel i dele af landet ifølge interess enterne den væsentligste årsag til

vanskelighederne med at gennemføre en forkortelse af behandlingsgarantien i praksis.

Uden for København er det således for mange kommuner vanskeligt at finde læger til

kommunal ansættelse eller til at arbejde på konsulentbasis for kommunen.

I øvrigt har interessenterne umiddelbart vanskeligt ved at se sundhedsfaglige eller andre

gevinster ved en forkortelse af behandlingsgarantien, hvis den altså trods problemer og

vanskeligheder lod sig gennemføre i praksis. Hertil kommer, at en forkortelse efter deres

opfattelse ville blive meget dyr. De finder det derfor naturligt at spørge, om ikke evt. nye

midler til stofmisbrugsområdet kunne anvendes bedre, fx til at løfte behandlingskvaliteten

og til at udbrede virksomme skadesreducerende foranstaltninger.

Både brugerrepræsentanterne og de øvrige interessenter har flere bud på, hvad der kan

gøres for at forbedre indsatsen på anden måde end ved en forkortelse af

behandlingsgarantien. Flere af disse bud omtales nærmere nedenfor i afs nit 10 om forslag

til forbedringer af behandlingsindsatsen.

9. Forkortelse af behandlingsgarantien

En virksom stofmisbrugsbehandling er bl.a. kendetegnet ved, at den iværksættes hurtigst

muligt efter, at borgeren har henvendt sig med sit ønske om at komme i behandling.

Borgerens motivation for at gå i behandling er det bedst mulige udgangspunkt for at opnå

et godt resultat, og det gælder derfor om at stå klar med et tilbud så hurtigt som muligt.

Umiddelbart kunne dette tale for en forkortelse af den gældende behandlingsgaranti,

hvorefter gratis stofmisbrugsbehandling skal tilbydes senest 14 dage efter, at en borger

har anmodet om at komme i behandling.

Det forhold, at Danmark er det eneste land i Norden med en særskilt behandlingsgaranti

på stofmisbrugsområdet, og at heller ingen andre europæiske lande tilsyneladende har en

sådan garanti, er ikke et argument for at undlade at forkorte garantien.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der er tungtvejende argumenter for at forbedre

indsatsen på andre måder end ved en generel forkortelse af den gældende

behandlingsgaranti .

Selv om den relativt lave overskridelsesprocent og det forhold, at overskridelserne i knap

halvdelen af tilfældene skyldes forhold hos borgeren, kunne antyde, at en generel

Side 18

forkortelse af den gældende behandlingsgaranti ville kunne gennemføres uden problemer,

så viser undersøgelsen, at dette ikke er tilfældet.

Således må det tages alvorligt, at interessenterne

–

som i øvrigt er af den opfattelse, at

den gældende behandlingsgaranti er en god ramme for behandlingsindsatsen

–

peger på,

at en forkortelse ville kunne gå ud over kvaliteten af den sociale stofmisbrugsbehandling,

og at lægemangel ville kunne vanskeliggøre den praktiske gennemførelse af en forkortelse

for den lægelige stofmisbrugsbehandlings vedkommende. Lægemangel var da også en

væsentlig grund til, at det i sin tid blev besluttet, at fristen for, hvornår en lægesamtale

skal finde sted, ikke skulle være kortere end senest inden iværksættelse af

stofmisbrugsbehandlingen, dvs. senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

Beslutningen blev taget på baggrund af tilkendegivelser fra Dansk Sygeplejeråd, Fagligt

Selskab for Addiktiv Sygepleje og Rådet for Socialt Udsatte.

Det må også tages alvorligt, at interessenterne umiddelbart har vanskeligt ved at se

sundhedsfaglige eller andre gevinster ved en forkortelse af den gældende

behandlingsgaranti , og at der fra interessentside peges på, at en forkortelse ville blive

meget dyr, hvorfor de finder det naturligt at spørge, om ikke evt. nye midler til

stofmisbrugsområdet kunne anvendes bedre. Hertil kommer, at en forkortelse efter

brugerrepræsentanternes opfattelse ikke nødvendigvis vil le være af stor betydning i

forhold til at forbedre indsatsen for brugerne.

Tilsvarende alvorligt må det tages, at brugerrepræsentanterne peger på, at lægerne

–

også

dem uden for behandlingssystemet, fx de praktiserende læger og skadestuelægerne

–

kan

blive bedre til at iværksætte og gennemføre relevant abstinensbehandling, indtil den

lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.

På den baggrund taler meget for, at man i stedet for en generel forkortelse af den

gældende behandlingsgaranti tager initiativ til at styrke den gældende behandlingsgaranti

ved at sikre straksbehandling af akutte abstinenser og sikre en styrket og ensartet

kommunal praksis for visitation til stofmisbrugsbehandling. Endvidere kan der bl.a.

inspireret af brugerrepræsentanterne og de øvrige interessenter tages en række andre

initiativer for at løfte behandlingskvaliteten og for at udbrede virksom skadesreduktion.

10. Forslag til forbedringer af behandlingsindsatsen

I det følgende er beskrevet 11 forslag til, hvordan behandlingsindsa tsen på

stofmisbrugsområdet kan styrkes. Forslagene tager udgangspunkt i de udfordringer, der er

identificeret i undersøgelsen fx ved de afholdte interessentmøder. Forslagene fordeler sig

under temaerne styrkelse af behandlingsgarantien, løft af behandlingskvaliteten og

udbredelse af virksom skadesreduktion.

10.1. Styrkelse af behandlingsgarantien

1. Sikring af straksbehandling af akutte abstinenser

Med de forbehold, som knytter sig til data om opfyldelsen af behandlingsgarantien, viser

undersøgelsen, at garantien overholdes i mere end 90 pct. af de behandlingsforløb, hvor

der er tale om lægelig stofmisbrugsbehandling. Undersøgelsen viser også, at de borgere,

som skal i lægelig stofmisbrugsbehandling, typisk påbegynder behandlingen hurtigst mu-

ligt efter henvendelsen til kommunen. Brugerrepræsentanterne har imidlertid peget på, at

lægerne

–

også dem uden for behandlingssystemet, fx de praktiserende læger og skade-

stuelægerne

–

kan blive bedre til at iværksætte og gennemføre relevant abstinensbehand-

ling, indtil den lægelige stofmisbrugsbehandling kan iværksættes.

Det foreslås på den baggrund, at de gældende regler om behandlingsgaranti på 14 dage

suppleres med en lovbestemmelse, som skal sikre straksbehandling af akutte abstinenser.

Bestemmelsen skal tydeliggøre, at borgere med behandlingskrævende akutte abstinenser

straks bør tilbydes abstinensbehandling, indtil den egentlige lægelige stofmisbrugsbe-

handling kan iværksættes, og at dette gælder, uanset om personen henvender

sig i

Side 19

det kommunale behandlingssystem, i almen praksis eller på skadestuen. Der vil være tale

om en tydeliggørelse af, hvad der følger af det almindelige krav til læger om at udvise

omhu og samvittighedsfuldhed i deres virksomhed.

2. Styrket og ensartet kommunal praksis for visitation til stofmisbrugsbehandling

I undersøgelsen er der identificeret en uklarhed særligt i behandlingsforløb i kommunerne

i afgrænsningen mellem visitation og behandling af stofmisbrug. Denne uklarhed er identi-

ficeret på baggrund af møder med interessenter og oplys ninger fra tre kommuner om de-

res praksis i forløbet, fra en borger anmoder om behandling, og til behandlingen iværk-

sættes. Uklarheden består i, at der særligt i forhold til den sociale behandling er tvivl om,

hvad behandlingsgarantien indebærer, herunder hvad der skal foregå forud for, at be-

handlingsgarantien kan betragtes som overholdt, og hvornår behandlingen kan betragtes

som iværksat.

Det foreslås på den baggrund, at Børne- og Socialministeriet med inddragelse af relevante

parter skal se på mulighederne for at tydeliggøre og præcisere reglerne for social behand-

ling af stofmisbrug, herunder hvad behandlingsgarantien indebærer , og at alle nødvendige

forhold omkring borgeren er klarlagt forud for iværksættelse af behandling. Dette vil både

bidrage til at tydeliggøre retstilstanden for borgeren og krav til den kommunale behand-

lingsindsats. En afledt effekt af initiativet vil også være at forbedre registreringspraksis af

oplysninger om borgerne og behandlingsindsatsen på tværs af kommunerne, som kan bi-

drage til at sikre et bedre datagrundlag på området.

10.2. Løft af behandlingskvaliteten

3. Udbredelse af de Nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling

De Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling blev offentliggjort i

2016 med henblik på at styrke og ensarte kvaliteten i kommunernes sociale stofmisbrugs-

behandling. I forlængelse heraf er der etableret en task force i Socialstyrelsen, som gen-

nem målrettede udviklingsforløb i 20-25 kommuner sikrer en væsentlig kvalitetsudvikling

af kommunernes sociale stofmisbrugsbehandling ved at implementere retningslinjerne i

den kommunale praksis. Det nuværende implementeringsprojekt forløber til og med

2019.

Det foreslås på baggrund af de gode erfaringer fra udviklingsforløbene, herunder den

kommunale efterspørgsel, at videreføre task forcen i Socialstyrelsen, så der i flere kommu-

ner sikres et kvalitetsløft af den sociale stofmisbrugsbehandling ved implementering af

retningslinjerne. Det foreslås endvidere at se på muligheden for at udvide det nuværende

implementeringskoncept med forløb, der er målrettet visitationsfasen forud for behand-

ling. Det kan fx være i forhold til visitation og afdækning af alle nødvendige forhold hos

og omkring borgeren, så det understøttes, at kommunerne får en mere ensartet visitati-

onspraksis, der endvidere kan styrke den nuværende behandlingsgaranti.

4. Etablering af et nationalt kompetencecenter for lægelig stofmisbrugsbehandling

Brugerrepræsentanterne har peget på, at en del læger i det kommunale behandlingssy-

stem ikke indgår i et fagligt fællesskab, og at der derfor kan være behov for at etablere en

form for struktureret sparring for lægerne. Repræsentanterne for behandlingssystemet

har peget på samme problemstilling og tilføjet, at den lægelige stofmisbrugsbehandling på

grund af lægemangel mange steder varetages af læger, som ikke har megen erfaring på

stofmisbrugsområdet, enten fordi lægerne er relativt unge, eller fordi de har beskæftiget

sig med andre områder. Samlet udgør dette en udfordring i forhold til behandlingskvalite-

ten.

Det foreslås på den baggrund, at fx en behandlingsinstitution eller et universitetsinstitut

skal kunne påtage sig opgaven at fungere som et nationalt kompetencecenter, hvor læger

med ansvar for lægelig stofmisbrugsbehandling kan få konkret rådgivning af fagfæller med

ekspertise i lægelig stofmisbrugsbehandling. Kompetencecenteret skal endvidere kunne

yde konkret rådgivning om abstinensbehandling til læger bl.a. i almen praksis og på skade-

stuerne. Endelig skal kompetencecenteret indsamle viden om lægelig stofmisbrugsbe-

Side 20

handling og abstinensbehandling samt formidle denne viden bredt til behandlingsinstituti-

oner, almen praksis og skadestuer. Kompetencecenteret kan evt. også påtage sig tilsva-

rende opgaver inden for behandling af personer, som både har et misbrug og en psykisk

lidelse.

5. Sikring af faglige kompetencer hos det sundhedsfaglige personale

Den udfordring i forhold til behandlingskvaliteten, som bl.a. lægers manglende erfaring på

stofmisbrugsområdet ifølge interessenterne udgør, giver anledning til at se nærmere på

de faglige kompetencer hos lægerne og det andet sundhedsfaglige personale.

Det foreslås på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen under inddragelse af de relevante

parter skal undersøge, om kvalifikationerne hos det sundhedsfaglige personale kan øges,

så de kan bidrage til en højere kvalitet af stofmisbrugsbehandlingen. Sundhedsstyrelsen

skal i samarbejde med de ansvarlige myndigheder se på grundlaget for justering af de eksi-

sterende grund-, efter- og videreuddannelser og på behovet for at udvikle nye målrettede

kurser og andre efteruddannelsesaktiviteter.

6. Styrket information om frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling

Interessenterne har peget på, at der findes nogle barrierer for borgeres brug af frit valg i

forbindelse med stofmisbrugsbehandling. Det kan fx være borgeres manglende kendskab

til retten til frit valg.

Det foreslås på den baggrund, at Børne- og Socialministeriet samt Sundheds- og Ældremi-

nisteriet nærmere undersøger mulighederne for at styrke information om frit valg i forbin-

delse med stofmisbrugsbehandling, herunder bl.a. i forhold til retningslinjerne for den so-

ciale og lægelige stofmisbrugsbehandling og i vejledningen om behandlingstilbud på det

sociale stofmisbrugsområde.

7. Muligheder for øget brug af tele- og internetbaseret behandling

Interessenterne har peget på, at en øget brug af tele- og internetbaseret behandling kan

bidrage til et kvalitetsløft og dermed være et af svarene på den udfordring i forhold til be-

handlingskvaliteten, som bl.a. lægers manglende erfaring på stofmisbrugsområdet ifølge

interessenterne udgør.

Det foreslås på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen nærmere skal un-

dersøge mulighederne for at bruge tele- og internetbaseret stofmisbrugsbehandling, her-

under om de eksisterende retningslinjer om lægelig stofmisbrugsbehandling og retnings-

linjer om social stofmisbrugsbehandling kan udvikles med henblik på at understøtte bru-

gen af tele- og internetbaseret behandling.

8. Bedre kvalitet i og brug af data for stofmisbrug

Det skal i større grad være muligt for kommunerne og behandlingstilbuddene at anvende

de data, der registreres i Stofmisbrugsdatabasen. Ligesom kvaliteten af data skal forbedres

ved at sikre en mere ensartet registreringspraksis på tværs af kommunerne.

På den baggrund er der igangsat et arbejde i regi af Børne- og Socialministeriet med ind-

dragelse af relevante parter for at udvikle nye statslige indberetningskrav samt bedre me-

toder til at kvalitetssikre data, herunder give kommunerne mere brugbare tilbagemel-

dingstabeller på det data, som kommunen selv har indberettet. Dette vil gøre det nem-

mere for kommunerne at genkende og kvalitetssikre egne data samt skabe bedre dialog

med kommunerne om registreringspraksis. Derved er det med til at modvirke nogle af de

forbehold, der må tages om det eksisterende datagrundlag på stofmisbrugsområdet. Der-

udover bliver der også set på muligheden for evt. at udvikle et nyt rapportværktøj, der gi-

ver kommunerne øget fleksibilitet i forhold til selv at udtrække data til brug for behand-

lingsindsatsen. Rapportværktøjet ville skulle indeholde muligheden for at kunne trække

aggregeret ledelsesrapporter til gavn for politisk styring af området samt individbaseret

rapporter til gavn for behandlingen. Den øgede gennemsigtighed og dialog om data skal

være med til at styrke datakvaliteten på stofmisbrugsområdet.

Side 21

9. Praksisundersøgelse af kommunernes visitation til og indhold i stofmisbrugsbehandling

Undersøgelsen viser, at kommunerne kan have forskellige praksis for visitation til behand-

ling, ligesom indholdet i behandlingen kan variere på tværs af kommunerne. Dertil kom-

mer en udvikling over en årrække i form af en faldende visitation til døgnbehandling.

Der er i regi af Ankestyrelsen iværksat en undersøgelse, som mere tilbundsgående skal af-

dække kommunernes praksis i forhold til både visitation til og indhold i den sociale stof-

misbrugsbehandling. Undersøgelsen skal være udarbejdet i efteråret 2018.

10.3. Udbredelse af virksom skadesreduktion

10. Udlevering af modgift til alle i kommunal behandling for heroinmisbrug

Brug af heroin og andre opioider er forbundet med en risiko for en overdosis, som kan

medføre alvorlige skader og dødsfald. Internationalt ses en stigning i brugen af syntetiske

opioider, som er forbundet med en særligt høj risiko. En overdosis kan imidlertid behand-

les med førstehjælp og modgiften naloxon, som kan forebygge alvorlige skader og redde

liv. Jo hurtigere behandl ingen iværksættes, desto mindre er risikoen for skader og døds-

fald. Som led i et igangværende satspuljeprojekt er der udarbejdet en model for kurser i

førstehjælp og brug af naloxon samt for udlevering af naloxon til dem, der gennemfører et

kursus. De foreløbige erfaringer hos de seks kommuner og Antidote Danmark, som delta-

ger i projektet og benytter modellen, er positive.

Det foreslås på den baggrund, at alle, som er eller kommer i kommunal behandling for

misbrug af heroin og andre opioider, skal have et tilbud om et kursus i før stehjælp og i

brug af naloxon samt udlevering af naloxon-kit.

11. Udvikling af best practice for kommunal udlevering af sterilt injektionsudstyr

Gratis og let adgang til sterilt injektionsudstyr er sammen med substitutionsbehandling

den vigtigste forebyggende indsats mod infektionssygdomme som hiv og hepatitis C

blandt personer med stofmisbrug. Gratis og let adgang til sterilt udstyr har medvirket til

den lave udbredelse af hiv blandt personer med stofmisbrug i Danmark. Det mere smit-

somme hepatitis C-virus menes fortsat at være udbredt blandt personer, der injicerer stof-

fer. Personer med stofmisbrug smittes ofte meget tidligt i deres stofbrug, også tidligere

end tidspunktet for, at de evt. søger behandling. Effektive ordninger med udlevering af

sterilt udstyr i og uden for behandlingsstederne er derfor essentielle i kommunernes be-

stræbelser på at forebygge hiv, hepatitis og andre smitsomme sygdomme samt injektions-

skader som følge af genbrug af injektionsudstyr blandt personer med stofmisbrug.

Med henblik på en endnu mere effektiv forebyggelse af hiv, hepatitis og andre smitsomme

sygdomme og dermed i sidste ende også en begrænsning af dødeligheden blandt personer

med stofmisbrug foreslås det, at Sundhedsstyrelsen sammen med KL, udvalgte kommu-

ner, fagfolk og brugerrepræsentanter skal udvikle en

best practice,

som tager udgangs-

punkt i de eksisterende og kvalitetsmæssigt meget varierende kommunale ordninger med

udlevering af sterilt injektionsudstyr.

Side 22

Bilag 1. Behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet i Norden og EU

Indledning

Som led undersøgelsen af mulighederne for at forkorte behandlingsgarantien for personer

med stofmisbrug er der den 27. juni 2017 rettet henvendelse til Social - och

Hälsovårdsministeriet i

Finland,

Embætti Landlæknis i Island, Helse- og

Omsorgsdepartementet i Norge og Socialdepartementet i Sverige.

De omhandlede myndigheder er blevet spurgt om, hvorvidt der i det enkelte land gælder

en behandlingsgaranti, og hvad garantien i givet fald går ud på.

Herudover er der den 27. juni 2017 rettet henvendelse til EU-agenturet European

Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA), som er blevet spurgt om,

hvorvidt agenturet har kendskab til, at der gælder en behandlingsgaranti i andre EU-

medlemsstater, og hvad garantien i givet fald går ud på.

Oplysningerne nedenfor baserer sig på de svar, som er modtaget i perioden 8. september

–

11. oktober 2017.

Norden

I Finland har man ingen særskilt behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet. Der gælder

en generel behandlingsgaranti på tre måneder, efter at behandlingsbehovet er

konstateret. Den generelle behandlingsgaranti omfatter på stofmisbrugsområdet

bådesubstitutionsbehandling og social stofmisbrugsbehandling.

I Island har man ingen særskilt behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet. Embætti

Landlæknis har fastsat nogle generelle kriterier for ventetid på sundhedsydelser. Det

følger heraf, at specialistbehandling skal iværksættes senest 90 dage efter

diagnosticeringen. Stofmisbrugsbehandling er omfattet af de generelle kriterier.

I Norge har man ingen særskilt behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet. I

spesialisthelsetjenesten, som ud over sygehuse mv. bl.a. omfatter institutioner, der

tilbyder tværfaglig specialiseret behandling for rusmiddelmisbrug, har man som patient

ret til at få sit behov for tværfaglig behandling af rusmiddelafhængighed, herunder

substitutionsbehandling, vurderet, og senest 10 arbejdsdage efter

specialisthelsetjenestens modtagelse af henvisning skal der informeres om, hvorvidt

patienten har ret til behandling. Ved mistanke om alvorlig eller livstruende sygdom har

patienten ret til en hurtigere vurdering. En patient med ret til behandling har endvidere

ret til en frist for behandlingens iværksættelse. For børn og unge under 23 år med fx

rusmiddelafhængighed må fristen ikke overstige 65 arbejdsdage, efter at det er vurderet,

at patienten har behov for behandling. For andre patienter beror fristfastsættelsen på en

vurdering af, hvornår faglig forsvarlighed kræver iværksættelse af behandling.

I Sverige har man ingen særskilt behandlingsgaranti på stofmisbrugsområdet. Der gælder

en generel behandlingsgaranti på 90 dage, efter at der er taget beslutning om, at borgeren

skal have behandling. Stofmisbrugsbehandling er omfattet af den generelle

behandlingsgaranti.

EMCDDA har oplyst, at behandlingsgarantier alene synes at gælde i Norden, hvor der, som

det fremgår ovenfor, alene i Danmark gælder en særskilt behandlingsgaranti på

stofmisbrugsområdet. EMCDDA har således ikke kendskab til behandlingsgarantier uden

for Norden.

Behandlingsgarantier er da heller ikke nævnt i Rådets konklusioner af 14. september 2015

om gennemførelse af EU's narkotikahandlingsplan 2013-2016 vedrørende

minimumskvalitetsstandarder inden for begrænsning af

Side 23

narkotikaefterspørgslen i Den Europæiske Union. Kvalitetsstandarderne, som skal støtte

og fremme en kvalitativ tilgang, for så vidt angår tiltag til begrænsning af

narkotikaefterspørgslen, fastslår herom alene, at alle personer med et behov efter

anmodning skal have adgang til behandling, som skal ydes inden for en rimelig

tidsperiode. Standarderne er i øvrigt ikke bindende for EU-medlemsstaterne.

Konklusion

Danmark er det eneste land i Norden med en særskilt behandlingsgaranti på

stofmisbrugsområdet. De generelle behandlingsgarantier, som stofmisbrugsbehandling er

omfattet af i de andre nordis ke lande, giver ikke som i Danmark borgeren ret til

stofmisbrugsbehandling senest 14 dage efter anmodningen herom.

EMCDDA har ikke kendskab til behandlingsgarantier i andre end nordiske EU-

medlemsstater. EUs kvalitetsstandarder for stofmisbrugsbehandling fastslår da også kun,

at behandling skal ydes inden for en rimelig tidsperiode.

Side 24

Bilag 2. Opsamling på møde den 27. juni 2017 om behandlingsgarantien for

personer med stofmisbrug

Baggrund

Som led i Sundheds- og Ældreministeriet, Børne- og Socialministeriet samt

Justitsministeriets fælles undersøgelse af mulighederne for at forkorte

behandlingsgarantien efter sundhedslovens § 142, servicelovens § 101 og

straffuldbyrdelseslovens § 45 a holdt ministerierne den 27. juni 2017 et møde med

Brugerforeningen, Brugernes Akademi og Gadejuristen. I mødet deltog også

Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen. Direktoratet for Kriminalforsorgen blev forhindret.

Deltagere

I mødet deltog:



Jørgen Kjær, BrugerForeningen

Karen Ervolder, BrugerForeningen

Anja Plesner, Brugernes Akademi

Nanna Gotfredsen, Gadejuristen

Lars Petersen, Sundheds- og Ældreministeriet

Christine Staugaard, Børne- og Socialministeriet

Klara Christensen, Børne- og Socialministeriet

Christian Stoustrup, Børne- og Socialministeriet

Hanne Louise Jensen, Justitsministeriet

Dorte Venø Jakobsen, Socialstyrelsen

Jan Fouchard, Sundhedsstyrelsen

Nina Moss, Sundheds- og Ældreministeriet, og Niels Løppenthin, Direktoratet for

Kriminalforsorgen, blev forhindret.

Formål

Formålet med mødet var bl.a. at få afdækket, hvordan behandlingsgarantien opfattes af

brugerne, herunder fx hvad der efter brugernes opfattelse fungerer godt, hvad der efter

brugernes opfattelse fungerer mindre godt, og hvilke evt. ændringer brugerne måtte finde

relevante.

Fra ministeriernes side blev det dog ved mødets begyndelse tilkendegivet, at

brugerrepræsentanternes synspunkter om andre aspekter af stofmisbrugsbehandlingen

også var meget velkomne.

Temaer

På mødet drøftedes både behandlingsgarantiens længde og andre aspekter af

stofmisbrugsbehandlingen.

Behandlingsgarantiens længde

Brugerrepræsentanterne gav udtryk for, at en evt. forkortelse af behandlingsgarantien

ikke nødvendigvis vil være af stor betydning i forhold til at forbedre indsatsen for personer

med stofmisbrug.

Dog vil en forkortelse af behandlingsgarantien for behandling efter sundhedslovens § 142

være af stor betydning, hvis ikke lægerne

–

også dem uden for behandlingssystemet, fx de

praktiserende læger og skadesstuelægerne

–

bliver bedre til at iværksætte og gennemføre

relevant abstinensbehandling, indtil substitutionsbehandlingen kan iværksættes.

Hvis ikke lægerne bliver bedre til at iværksætte og gennemføre relevant

abstinensbehandling, er der efter brugerrepræsentanternes opfattelse grundlag for at

indføre en

”straksgara ti” for eha dli g efter su dhedslove s §

Side 25

Frit valg

Brugerrepræsentanterne gav udtryk for, at det frie valg er af stor betydning, men at der er

nogle barrierer for, at det frie valgs potentiale udnyttes fuldt ud.

Generelt er det efter brugerrepræsentanternes opfattelse et problem, at brugerne ofte

ikke kender retten til frit valg. Dette vil evt. kunne afhjælpes med informationsmateriale,

som udarbejdes under inddragelse af brugerrepræsentanter, således at materialet

tilpasses målgruppen.

Generelt er det efter brugerrepræsentanternes opfattelse et problem, at kommunerne og

de kommunale behandlingssteder ofte ikke informerer brugerne om retten til frit valg,

hvilket i visse tilfælde kan skyldes personalets manglende kendskab denne rettighed.

Dette vil evt. kunne afhjælpes med informationsmateriale målrettet det relevante

personale.

Særligt for så vidt angår behandling efter sundhedslovens § 142, kan det efter

brugerrepræsentanternes opfattelse være en barriere, at mulighederne for at anvende

telemedicinske løsninger er begrænsede.

Særligt for så vidt angår behandling efter sundhedslovens § 142, kan det efter

brugerrepræsentanternes opfattelse endvidere være en barriere, at nogle kommuners

behandlingssteder med henvi sning til manglende kapacitet konsekvent afviser at modtage

brugere fra andre kommuner.

Særligt for så vidt angår behandling efter servicelovens § 101, kan det efter

brugerrepræsentanternes opfattelse være en barriere, at nogle kommuner ofte afviser en

brugers valg med henvisning til, at det behandlingstilbud, som brugeren har valgt, ikke er

af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret brugeren til. Brugerforeningerne

oplever, at dette bl.a. skyldes en uklarhed om, hvilke kriterier der skal opfyldes for, at

behandlingstilbud vurderes som sammenlignelige.

Kvalitet

Brugerrepræsentanterne gav udtryk for, at en del læger i det kommunale

behandlingssystem ikke indgår i et fagligt fællesskab med den mulighed for sparring med

andre læger, som det giver, og derfor kan være usikre i forbindelse med behandlingen af

den enkelte bruger. Usikkerheden kan efter brugerrepræsentanternes opfattelse give sig

udslag i, at lægen anlægger et forsigtighedsprincip, hvor fx substitutionsmedicin, dosis,

indtagelsesmåde, indtagelsessted og indtagelsestidspunkt vælges uden foretagelse af et

individuelt skøn og uden hensyntagen til brugerens ønsker.

Brugerrepræsentanterne tilkendegav på den baggrund, at der kan være behov for at

etablere en form for struktureret sparring for lægerne, fx i form af en

task force,

som

lægerne kan kontakte med henblik på at få råd og vejledning. Det blev også nævnt, at en

kvalificering af lægerne kunne ske gennem etablering af et lægefagligt speciale i misbrug

eller evt. en eller anden form for certificering af læger, som arbejder med

substitutionsbehandling.

Særligt mht. dosisstørrelser pegede brugerrepræsentanterne på, at lægerne i det

kommunale behandlingssystem generelt kunne blive bedre til at benytte det informerede

samtykke således at forstå, at der i forbindelse med ordination af doser, som er større end

de sædvanligvis anbefalede, gives information til borgeren om risici, hvorefter borgeren

kan samtykke. Det informerede samtykke skal så journalføres.

Mht. journalføring er der efter brugerrepræsentanternes opfattelse i det hele taget plads

til forbedring, idet fx brugernes ønsker mht. fx substitutionsmedicin og dosis ofte ikke

journalføres.

Side 26

Brugerrepræsentanterne gav udtryk for, at tydeligere krav til behandlingsstederne mht.

åbningstider og andre rammer kunne bidrage til en forbedring af behandlingskvaliteten.

Brugerrepræsentanterne gav desuden udtryk for, at lovgivningen og tilhørende

vejledninger for den sociale stofmisbrugsbehandling ikke er lige så letforståelig som de,

der forefindes på sundhedsområdet.

Side 27

Bilag 3. Opsamling på møde den 21. august 2017 om behandlingsgarantien for

personer med stofmisbrug

Baggrund

Som led i Sundheds- og Ældreministeriet, Børne- og Socialministeriet samt

Justitsministeriets fælles undersøgelse af mulighederne for at forkorte

behandlingsgarantien efter sundhedslovens § 142, servicelovens § 101 og

straffuldbyrdelseslovens § 45 a blev der den 21. august 2017 holdt et møde med Dansk

Selskab for Addiktiv Medicin, Dansk Socialrådgiverforening, Fagligt Selskab for Addiktiv

Sygepleje, FLOR

–

Foreningen for Ledere af Offentlige Rusmiddelcentre, KL, Københavns

Kommune, Socialpædagogernes Landsforbund og Vordingborg Kommune. Tønder

Kommune, som også var inviteret, havde ikke mulighed for at deltage. Fra statsl ig side

deltog Sundheds- og Ældreministeriet, Børne- og Socialministeriet, Sundhedsstyrelsen,

Socialstyrelsen og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Deltagere

I mødet deltog:



Thomas Fuglsang, Dansk Selskab for Addiktiv Medicin

Niels Christian Barkholt, Dansk Socialrådgiverforening

Jette Rohdin, Dansk Socialrådgiverforening

Sidsel Fjord Sejr, Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje

Vinnie Thomsen, FLOR

–

Foreningen for Ledere af Offentlige Rusmiddelcentre

Rafai Atia, KL

Alberte Bryld Burgaard, Københavns Kommune

Martin Fjording, Socialpædagogernes Landsforbund

Dorte Skov-Jespersen, Vordingborg Kommune

Nina Moss, Sundheds- og Ældreministeriet

Lars Petersen, Sundheds- og Ældreministeriet

Klara Christensen, Børne- og Socialministeriet

Christian Stoustrup, Børne- og Socialministeriet

Jan Fouchard, Sundhedsstyrelsen

Dorte Venø Jakobsen, Socialstyrelsen

Niels Løppenthin, Direktoratet for Kriminalforsorgen

Signe Bruun, Justitsministeriet, var forhindret.

Formål

Formålet med mødet var bl.a. at få afdækket, hvordan behandlingsgarantien opfattes af

interessenterne, herunder fx hvad der efter interessenternes opfattelse fungerer godt,

hvad der efter interessenternes opfattelse fungerer mindre godt, og hvilke evt. ændringer

interessenternes måtte finde relevante.

Fra ministeriernes side blev det dog ved mødets begyndelse tilkendegivet, at

interessenternes synspunkter om andre aspekter af stofmisbrugsbehandlingen også var

meget velkomne.

Temaer

På mødet drøftedes både behandlingsgarantiens længde og andre aspekter af

stofmisbrugsbehandlingen.

Behandlingsgarantiens længde

Interessenterne gav overordnet set udtryk for, at det er deres indtryk, at den eksisterende

behandlingsgaranti er en god ramme for behandlingsindsatsen, men at det af flere grunde

vil være problematisk at forkorte behandlingsgarantien.

Side 28

I de tilfælde, hvor behandlingsgarantien ikke opfyldes, er der efter interessenternes

opfattelse som regel en god grund, fx at borgerens brug af retten til frit valg af

behandlingssted umuliggør iværksættelse af behandlingen senest 14 dage efter

henvendelsen til kommunen. Andre grunde kan være borgerens udeblivelse fra

visitationssamtalen, sygdom eller administrative udfordringer med indhentning af

journaler på borgeren.

Interessenterne pegede på, at der er forskellig registreringspraksis i kommunerne. Dette

skyldes tvivl om tidspunktet for iværksættelse af stofmisbrugsbehandlingen. Der

efterspurgtes derfor en klar procedure for, hvornår behandlingsgarantien er overholdt.

Interessenterne påpeger, at dette skyldes uklarhed om, hvorvidt visitations- og

udredningssamtaler er en del af behandlingen, eller hvorvidt behandlingsgarantien først

betragtes som overholdt, fra det øjeblik borgeren er visiteret til et egentligt tilbud.

Interessenterne understregede vigtigheden af, at behandlingsgarantien er den samme,

uanset om der er tale om behandling efter servicelovens § 101 eller sundhedslovens §

142. I denne sammenhæng bør man således se på social stofmisbrugsbehandling og

lægelig stofmisbrugsbehandling (substitutionsbehandling) under ét, og hvis

behandlingsgarantien skulle ændres, så burde ændringen derfor gælde begge

behandlingsformer. Interessenterne peger desuden på et behov for en ensretning og

sammentænkning af det sundhedsfaglige og socialfaglige område.

Det blev dog anført, at mens substitutionsbehandling som hovedregel kan iværksættes

samme dag som eller få dage efter henvendelsen til kommunen, så gør det samme sig ikke

gældende for social stofmisbrugsbehandling. Det skyldes, at den udredning, der går forud

for iværksættelse af social stofmisbrugsbehandling, har mange facetter, som bl.a. kan

kræve indhentelse af oplysninger fra eksterne parter, og at udredningen bl.a. derfor er

mere kompliceret at foretage end den lægelige undersøgelse, der går forud for

iværksættelse af substitutionsbehandling. Medvirkende til, at substitutionsbehandling

som hovedregel kan iværksættes hurtigere er også, at man i behandlingssystemet ofte har

et forhåndskendskab til de personer, som henvender sig til kommunen for at komme i

substitutionsbehandling, hvilket forenkler udredningsarbejdet.

Interessenterne tilkendegav, at en forkortelse af behandlingsgarantien ville være

problematisk og vanskelig at gennemføre i praksis. I forlængelse heraf tilkendegav

interessenterne, at det vil være en stor udfordring inden for en kortere frist at overholde

borgernes ret til en lægesamtale, som

–

hvis borgeren ønsker at gøre brug af retten

–

skal

afholdes forud for iværksættelse af både social og lægelig behandling af et stofmisbrug.

For så vidt angår den sociale stofmisbrugsbehandling, skyldes vanskelighederne ifølge

interessenterne først og fremmest, at den udredning, som går forud for behandlingens

iværksættelse, er kompliceret at foretage. I den forbindelse er indhentelse af oplysninger

fra eksterne parter og det til indhentelsen knyttede samtykkekrav en selvstændig

udfordring, som kan forlænge udredningsarbejdet. Arbejdet kan også forlænges af, at

borgeren kan have brug for tid til selv at få klarhed over sine behandlingsønsker. Ved en

forkortelse af garantien ville der være stor risiko for, at udredningen bliver mangelfuld, og

at man derfor iværksætter en behandling, som ikke i tilstrækkelig grad imødekommer

borgerens ønsker og behov, og som derfor svækker den faglige kvalitet af behandlingen,

idet der ikke er sammenhæng mellem borgerens behov og den iværksatte behandling.

Derudover øges risikoen for, at borgeren ikke gennemfører behandlingen. En forkortelse

af behandlingsgarantien ville med andre ord kunne gå ud over behandlingskvaliteten.

For så vidt angår substitutionsbehandlingen, er lægemangel i dele af landet den

væsentligste årsag til vanskelighederne med at ville kunne gennemføre en forkortelse af

behandlingsgarantien i praksis. Uden for København er det således for mange kommuner

vanskeligt at finde læger til kommunal ansættelse eller til at arbejde på konsulentbasis for

kommunen.

Side 29

Fra interessentside blev der peget på, at hvis en forkortelse af behandlingsgarantien trods

ovennævnte problemer og vanskeligheder lod sig gennemføre i praksis, så ville der blive

tale om en meget dyr øvelse, som naturligt ville give anledning til at spørge, om ikke evt.

nye midler til stofmisbrugsområdet kunne anvendes bedre, fx til at løfte

behandlingskvaliteten og til at udbrede virksomme skadesreducerende foranstaltni nger.

Interessenterne tilkendegav endvidere, at man umiddelbart har vanskeligt ved at se

sundhedsfaglige eller andre gevinster ved en forkortelse af behandlingsgarantien, hvis den

trods problemer og vanskeligheder lod sig gennemføre i praksis.

Interessenterne gav dog udtryk for, at det vil være en gevinst, hvis borgere, som har behov

for at komme i relevant abstinensbehandling, får behandlingen straks og ikke først efter

nogle dage. Interessenterne gjorde dog opmærksom på, at i langt de fleste tilfælde får

borgerne abstinensbehandling inden for kort tid, men at dette kan forbedres endnu mere.

Behovet for, at relevant abstinensbehandling iværksættes straks, bør imidlertid ikke søges

imødekommet ved en forkortelse af behandlingsgarantien. Behovet bør søges

imødekommet ved, at praktiserende læger og skadestuelæger i højere grad end i dag er

opmærksomme på og gør brug af den adgang, som de har til at foretage enkeltstående

ordinationer af substitutionsmedicin som led i abstinensbehandling af kort vari ghed indtil

substitutionsbehandlingen i kommunalt regi kan iværksættes.

Interessenterne var på den baggrund enige om, at man er nødt til adskille

problemstillingen om abstinensbehandling fra spørgsmålet om en forkortelse af

behandlingsgarantien. En forkortelse af behandlingsgarantien er ikke det rigtige svar på,

hvordan borgere med behov for at komme i relevant abstinensbehandling får

behandlingen straks.

Frit valg

Nogle af interessenterne pegede på, at manglende information om retten til frit valg kan

være en udfordring for borgernes brug af retten. Den manglende information skyldes

næppe uvilje, men at ikke alt personale har tilstrækkelig viden om retten til frit valg, og at

brugerne derfor ikke altid bliver informeret. Andre interessenter fandt ikke, at der

mangler information. Der blev også peget på, at manglende kapacitet kan være en

udfordring. Informationsmateriale til personale blev nævnt som en del af løsningen på

førstnævnte udfordring, mens der ikke umiddelbart sås en løsning på det forhold, at a lle

behandlingssteder pga. de fysiske rammer og de til rådighed værende

personaleressourcer har en grænse for, hvor mange borgere der kan modtages til

behandling.

Fra interessentside blev der peget på, at øget brug af telemedicinske løsninger kan

fremme borgernes brug af retten til frit valg.

Kvalitet

Interessenterne gav udtryk for, at der kan være behov for at løfte behandlingskvaliteten

og for at udbrede virksomme skadesreducerende foranstaltninger.

Interessenterne pegede på, at der med et større fokus på koordination og samarbejde på

tværs af fag- og sektorgrænser kan vindes meget i forhold til at opnå en mere

helhedsorienteret og sammenhængende behandling og dermed også i forhold til at opnå

en større kvalitet i behandlingen.

Interessenterne pegede på, at den lægemangel, som, for så vidt angår

substitutionsbehandlingen, er den væsentligste årsag til vanskelighederne med at ville

kunne gennemføre en forkortelse af behandlingsgarantien i praksis, også er en udfordring

i forhold til behandlingskvaliteten. Der blev i den forbindelse henvist til, at lægemanglen

betyder, at substitutionsbehandlingen mange steder varetages af læger, som

ikke

Side 30

har megen erfaring på stofmisbrugsområdet, enten fordi lægerne er relativt unge, eller

fordi de har beskæftiget sig med andre områder. Dertil kommer, at lægerne mange steder

er den eneste læge og derfor ikke indgår i et fagfællesskab, hvor lægefaglige

problemstillinger kan drøftes.

Interessenterne anførte, at en del af svaret på denne udfordring kunne være at etablere et

lægefagligt speciale i misbrug, hvorved man kunne gøre det mere attraktivt for læger at

beskæftige sig med misbrugsområdet. Det kunne også overvejes at aflaste lægerne

gennem en styrkelse af de sygeplejefaglige kompetencer

–

en styrkelse, som kunne opnås

med etableringen af en specialuddannelse i addiktiv sygepleje.

Interessenterne anførte, at disse mere langsigtede svar på udfordringen burde suppleres

med en indsats, som også på kortere sigt kan bidrage til et kvalitetsløft. Det kunne fx være

en øget brug af telemedicinske løsninger og etablering af en rådgivningsfunktion, hvor læ-

ger på behandlingsstederne og på skadestuer mv. kan blive vejledt af fagfæller med ek-

spertise i substitutionsbehandling, herunder abstinensbehandling.

Side 31

Bilag 4. Kommunefordelte tal for overholdelse af behandlingsgarantien

Tabel 1

Kommunernes overholdelse af behandlingsgarantien for stofmisbrugsbehandling, 2016

Behandlingsgarantien

overskredet

(Antal)

Behandlingsgarantien

overskredet

(Andel)

1,9 pct.

0 pct.

3 pct.

Kommuner

Albertslund Kommune

Allerød Kommune

Assens Kommune

Ballerup Kommune

Billund Kommune

Bornholms Regions

Kommune

Brøndby Kommune

Brønderslev Kommune

Dragør Kommune

Egedal Kommune

Esbjerg Kommune

Fanø Kommune

Favrskov Kommune

Faxe Kommune

Fredensborg Kommune

Fredericia Kommune

Frederiksberg Kommune

Frederikshavn Kommune

Frederikssund Kommune

Furesø Kommune

Faaborg-Midtfyn Kommune

Gentofte Kommune

Gladsaxe Kommune

Glostrup Kommune

Greve Kommune

Gribskov Kommune

Guldborgsund Kommune

Haderslev Kommune

Halsnæs Kommune

Hedensted Kommune

Helsingør Kommune

Herlev Kommune

Herning Kommune

Hillerød Kommune

Hjørring Kommune

Holbæk Kommune

Holstebro Kommune

Nystartede

behandlingsforløb

259

139

140

104

0 pct.

2,5 pct.

0 pct.

16,2 pct.

0 pct.

5,8 pct.

38,9 pct.

25,9 pct.

5,1 pct.

19 pct.

0 pct.

4,3 pct.

0 pct.

2,3 pct.

0 pct.

2,3 pct.

9,1 pct.

1,4 pct.

10,2 pct.

0 pct.

22,1 pct.

51,7 pct.

51,4 pct.

Side 32

Horsens Kommune

Hvidovre Kommune

Høje-Taastrup Kommune

Hørsholm Kommune

Ikast-Brande Kommune

Ishøj Kommune

Jammerbugt Kommune

Kalundborg Kommune

Kerteminde Kommune

Kolding Kommune

Københavns Kommune

Køge Kommune

Langeland Kommune

Lejre Kommune

Lemvig Kommune

Lolland Kommune

Lyngby-Taarbæk Kommune

Læsø Kommune

Mariagerfjord Kommune

Middelfart Kommune

Morsø Kommune

Norddjurs Kommune

Nordfyns Kommune

Nyborg Kommune

Næstved Kommune

Odder Kommune

Odense Kommune

Odsherred Kommune

Randers Kommune

Rebild Kommune

Ringkøbing-Skjern Kommune

Ringsted Kommune

Roskilde Kommune

Rudersdal Kommune

Rødovre Kommune

Samsø Kommune

Silkeborg Kommune

Skanderborg Kommune

Skive Kommune

Slagelse Kommune

Solrød Kommune

Sorø Kommune

Stevns Kommune

Struer Kommune

197

114

100

371

131

105

7,1 pct.

5,9 pct.

16,7 pct.

53,8 pct.

20 pct.

4,1 pct.

17,4 pct.

5,3 pct.

32,4 pct.

7,1 pct.

27,3 pct.

42,9 pct.

1 pct.

0 pct.

9,7 pct.

17,1 pct.

0 pct.

3,4 pct.

15,9 pct.

3,1 pct.

0 pct.

3,6 pct.

17 pct.

8 pct.

12,2 pct.

0 pct.

10,1 pct.

2,4 pct.

7,5 pct.

0 pct.

9,5 pct.

0 pct.

1,4 pct.

37 pct.

0 pct.

31,8 pct.

37,5 pct.

Side 33

Svendborg Kommune

Syddjurs Kommune

Sønderborg Kommune

Thisted Kommune

Tønder Kommune

Tårnby Kommune

Vallensbæk Kommune

Varde Kommune

Vejen Kommune

Vejle Kommune

Vesthimmerland Kommune

Viborg Kommune

Vordingborg Kommune

Ærø Kommune

Aabenraa Kommune

Aalborg Kommune

Aarhus Kommune

135

144

239

169

11,1 pct.

8,3 pct.

14,3 pct.

6 pct.

16,7 pct.

1,6 pct.

9,1 pct.

18,2 pct.

9,7 pct.

50 pct.

30 pct.

70,7 pct.

Note:

”-” angiver, at

kommunen ikke har godkendt indberetningen af data til Danmarks Statistik.

Anm.: Overskridelser af behandlingsgarantien er opgjort på baggrund af behandlingsforløb, som er påbe-

gyndt mere end 14 dage efter, at borgeren har anmodet om behandling, og hvor borgeren ikke har

benyttet frit valg. Behandlingsforløb, hvor borgeren har gjort brug af sin ret til frit valg, er ikke om-

fattet af behandlingsgarantien. Der er opgjort på baggrund af alle iværksatte behandlingsforløb for

de 85 kommuner, som har godkendt deres indberetninger af data for 2016.

Kilde: Danmarks Statistik (særtræk).

Side 34