Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
Doknr.
470925
Dato
19-05-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 27. april 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 368 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Bendixen (DF).
Spørgsmål nr. 368:
”Vil ministeren give sit bud på den
mest hensigtsmæssige, mulige aflønningsmodel for
plejefamilier, der ikke giver et forhandlingsrum i forhold til barnets udvikling? Det vil
sige en aflønningsmodel, hvor plejebørnenes eventuelle udviklingsmæssige fremskridt
ikke skal kunne give kommunen anledning til at presse plejefamilien til en lavere løn,
når barnet ikke er så krævende længere.”
Svar:
Aflønning af plejefamilier er et anliggende mellem kommune og plejefamilie. Det er
derfor op til den enkelte kommune og plejefamilie at aftale løn og de vilkår, der skal
gælde for kontrakten mellem kommune og plejefamilie. Hvad der bedst giver mening
for den enkelte plejefamilie og kommune at aftale, afhænger af, hvad plejeopgaven
indebærer. I nogle tilfælde er plejefamiliens primære opgave at yde omsorg. I andre
tilfælde kan der være tale om et barn med særlige behov, der derfor kræver, at den
ene eller evt. begge plejeforældre ikke har anden beskæftigelse ved siden af.
Der findes forskellige vederlagsmodeller, som kommunerne kan vælge at anvende.
Vederlagsmodellerne er beskrevet i en kortlægning fra satspuljeaftalen for 2015-2018,
som Socialstyrelsen offentliggjorde i februar 2016. Her beskrives fx den såkaldte
Gennemsnitsmodel
eller
Minimumstakstmodellen,
der begge den fordel, at genfor-
handling af vederlag kun yderst sjældent kan komme på tale. Det minimerer fokus på
økonomi og risikoen for konflikt i samarbejdet mellem kommune og plejefamilie, og for
plejefamilierne skaber det mere forudsigelighed og tryghed i løbet af anbringelsespe-
rioden. Det er mit indtryk, at flere og flere kommuner går over til at anvende sådanne
vederlagsmodeller.
Den helt store styrke ved plejefamilien som anbringelsesform er, at børn og unge, der
ikke kan bo hos deres forældre, får mulighed for en stabil og tryg hverdag i familielig-
nende rammer. Den stabilitet må kommunerne ikke sætte over styr i forhandlingen
med plejefamilien om løn og vilkår. Det vigtigste for mig er, at kommunerne sikrer ro
og stabilitet omkring det anbragte barn. Det må aldrig være sådan, at et barn kommer
i klemme i en strid mellem kommune og plejefamilie om fx løn.
Med venlig hilsen
Mai Mercado