Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2017 - 2063
Doknr.
465196
Dato
25-04-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 3. april 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 346 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 346:
”Ministeren
bedes give en status over den arbejdsgruppe, der blev nedsat efter Folke-
tingets behandling af B 143 ”Forslag til folketingsbeslutning om forenkling
af hjælp til
børn med handicap” (folketingsåret 2015-16),
herunder hvem der har deltaget i ar-
bejdsgruppen, resultatet, og hvilke initiativer ministeren har taget?”
Svar:
Arbejdsgruppen om forenkling af hjælp til børn med handicap og deres familier blev
nedsat i forlængelse af Social-, Indenrigs- og Børneudvalgets betænkning over be-
slutningsforslaget B 143.
Børne- og Socialministeriet er formand for arbejdsgruppen, som i øvrigt er sammensat
af repræsentanter fra Sundheds- og Ældreministeriet, Undervisningsministeriet, Fi-
nansministeriet, Danske Regioner og KL.
Med afsæt i betænkningen fik arbejdsgruppen til opgave at afdække udfordringer med
koordinering af indsatserne overfor børn med handicap og deres familier, finde ek-
sempler på gode og sammenhængende indsatser, samt fremsætte løsningsforslag,
der kan understøtte mere sammenhængende indsatser på området.
Arbejdsgruppen har blandt andet hentet input fra de henvendelser, udvalget havde
fået fra forældre til børn med handicap i forbindelse med B 143, samt fra Danske
Handicaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening og Muskelsvindfonden. Der
har desuden været afholdt møder med interessenter på området, herunder forældre til
børn med handicap, fagpersoner og interesseorganisationer.
På baggrund af de indhentede input er arbejdsgruppen nu i gang med at udarbejde
sin afsluttende afrapportering, som forventes at være klar inden udgangen af maj må-
ned. Når rapporten foreligger, vil jeg sende den til udvalget med henblik på at en poli-
tisk drøftelse af, hvordan vi skal følge op på arbejdsgruppens anbefalinger.
Med venlig hilsen
Mai Mercado