SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om at kommentere artiklen på www.bt.dk den 26. september 2016 "Anne stillede ét simpelt spørgsmål til kommunen: Så fik hun en regning på 1.324 kroner", til social- og indenrigsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Sagsnr.

2016 - 7396

Doknr.

401484

Dato

18-11-2016

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 5. oktober 2016 stillet følgende

spørgsmål nr. 3 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Susanne Eilersen (DF).

Spørgsmål nr. 3:

”Ministeren bedes kommentere artiklen på www.bt.dk den 26. september 2016 "Anne

stillede ét simpelt spørgsmål til kommunen: Så fik hun en regning på 1.324 kroner" og

oplyse, med hvilken hjemmel Aarhus Kommune kan opkræve gebyr for besvarelse af

spørgsmål fra kommunens borgere f.eks. om beregning af bebyggelsesprocent. Mini-

steren bedes desuden redegøre for reglerne i forbindelse med kommuners opkræv-

ning af gebyr- og brugerbetaling inden for ministerens ressort, herunder om der er en

maksimal timepris?”

Svar:

1. Spørgsmålet består af to dele. Første del af spørgsmålet vedrører en konkret sag i

Aarhus Kommune, hvor kommunen har opkrævet 1.324 kr. for at besvare et spørgs-

mål fra en borger vedrørende beregning af bebyggelsesprocent på borgerens ejen-

dom. Reglerne om kommunernes behandling af sådanne spørgsmål følger af bygge-

lovgivningen, der hører under Transport- og Bygningsministeriets ressort. Social- og

Indenrigsministeriet har derfor anmodet om et bidrag fra transport- og bygningsmini-

steren til besvarelsen af denne del af spørgsmålet. Transport- og bygningsministeren

oplyser følgende:

”Kommunerne er ikke forpligtede til at opkræve gebyr for byggesagsbehandling.

Kommunerne kan vælge at opkræve gebyr for deres byggesagsbehandling eller lade

denne være helt eller delvist skattefinansieret. Hvis kommunen vælger at opkræve

gebyr for byggesagsbehandlingen, kan dette enten ske efter tidsforbrug eller ved op-

krævning af et mindre, fast gebyr på maksimalt 1.000 kr. Vælger kommunen at op-

kræve gebyr efter tidsforbrug, fastsætter de selv timeprisen.

De nærmere retningslinjer for fastsættelse af gebyrstørrelse, samt for hvornår der kan

opkræves gebyr efter byggelovens regler, findes i Trafik- og Byggestyrelsens gebyr-

vejledning til kommunerne fra 2015.

Muligheden for at opkræve et mindre, fast gebyr i alle typer af byggesager blev indført

ved den seneste ændring af byggeloven, som trådte i kraft den 1. juli i år. Formålet

med det mindre, faste gebyr er bl.a. at skabe incitament til, at ansøger indsender til-

strækkeligt oplyste ansøgninger til de kommuner, som i øvrigt vælger at skattefinan-

siere byggesagsbehandlingen. I forlængelse heraf har kommunerne fået bedre vilkår

for at kunne tilbyde byggesagsbehandling uden timebetaling med indførelsen af mu-

ligheden for at opkræve et mindre, fast gebyr ved behandling af alle typer af byggesa-

ger.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om at kommentere artiklen på www.bt.dk den 26. september 2016 "Anne stillede ét simpelt spørgsmål til kommunen: Så fik hun en regning på 1.324 kroner", til social- og indenrigsministeren

Betingelsen for at opkræve gebyr i medfør af byggeloven er, at der er tale om sagsbe-

handling af en konkret byggesag. Kommunen har dog også mulighed for at opkræve

gebyr for eventuel forhåndsdialog.

I en konkret sag er det op til kommunen at vurdere, hvorvidt der er tale om sagsbe-

handling af en byggesag eller almindelig vejledning. Såfremt der er tale om almindelig

vejledningspligt, kan der ikke opkræves gebyr.

Borgere, der mener, at de uretmæssigt er opkrævet gebyr i medfør af byggeloven, kan

klage over kommunens afgørelse til Statsforvaltningen.”

2. I anden del af spørgsmålet anmodes om en redegørelse for reglerne om kommu-

ners opkrævning af gebyrer eller brugerbetaling inden for Social- og Indenrigsministe-

riets ressort.

Jeg kan hertil generelt oplyse, at brugerbetaling eller gebyropkrævning for ekspeditio-

ner, der har karakter af myndighedsafgørelser i sædvanlig forvaltningsretlig forstand,

kræver lovhjemmel. Det gælder også, hvis gebyret kun er omkostningsdækkende. For

så vidt angår brugerbetaling i andre tilfælde, hvor bl.a. kommunerne stiller en ydelse til

rådighed for borgerne, som borgerne frivilligt kan benytte, og hvor der er tale om beta-

ling for kommunens ydelse, er der ikke et tilsvarende krav om lovhjemmel.

Kommuner har bl.a. en vis adgang til at opkræve betaling for ydelser, der efter almin-

delige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de så-

kaldte kommunalfuldmagtsregler, stilles til rådighed for borgerne, f.eks. på kultur- og

idrætsområdet. Betalingen skal i sådanne tilfælde fastsættes således, at den højst

svarer til kostprisen for den pågældende ydelse.

Nedenfor følger en oversigt over regler inden for Social- og Indenrigsministeriets res-

sort, som giver kommunerne hjemmel til at opkræve gebyrer eller brugerbetaling:

2.1. Gebyrloven (lovbekendtgørelse nr. 66 af 21. januar 2010 med senere ændringer)

En kommunalbestyrelse kan i medfør af gebyrlovens § 2, stk. 2, bestemme, at der

skal betales gebyr til kommunen for erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidigt be-

talte ydelser, der opkræves af kommunen, og som i lovgivningen er tillagt udpant-

ningsret. Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter lovens § 3, stk. 1, bestemme, at

der ved for sen betaling af ydelser, der opkræves af myndigheden, og som i lovgivnin-

gen er tillagt udpantningsret, skal betales en rente, der udgør 1 pct. pr. påbegyndt

måned fra kravets forfaldsdato at regne. De nævnte gebyrer kan højst udgøre 250 kr.

2.2. Lov om Det Centrale Personregister (lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013

med senere ændringer)

En kommune har mulighed for at opkræve betaling for udlevering af oplysninger fra

CPR m.v., jf. § 3, stk. 4, § 33, stk. 1 og 2, og § 51, stk. 2, i lov om Det Centrale Per-

sonregister.

2.3. Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23.

december 2015)

Efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) er det borgmeste-

ren (kommunen), der behandler sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Det er

ligeledes kommunen, der foretager borgerlige vielser. Hvis ingen af parterne har bo-

pæl i Danmark, skal der betales et gebyr på 500 kr. for kommunens prøvelse af ægte-

skabsbetingelserne, jf. § 13, stk. 3, i ægteskabsloven.

Det fremgår af § 4 i bekendtgørelse om indgåelse af ægteskab, at udgifter til oversæt-

telse af nødvendige dokumenter til prøvelsen (som ikke er affattet på dansk eller et

andet nordisk sprog) skal afholdes af parterne. Hvis der i forbindelse med prøvelsen

skal holdes et møde med parterne, og hvis kommunen vurderer, at der er behov for

tolkning, skal udgiften hertil afholdes af parterne, hvis ingen af dem har bopæl her i

landet. Dette gælder dog ikke, hvis parterne er nordiske statsborgere.

En borgerlig vielse foretages uden udgift for parterne, jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørel-

sen. Hvis vielsen skal foretages et andet sted end det sædvanlige vielseslokale, f.eks.

i parternes egen have, kan kommunen dog kræve, at parterne betaler udgifterne i

forbindelse hermed. Vielsen foregår på dansk. Hvis kommunen vurderer, at der ved

vielsen er behov for tolkning, og hvis ingen af parterne har bopæl her i landet, skal

udgiften hertil afholdes af parterne, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 2. Dette gælder dog

ikke for nordiske statsborgere.

2.4. Navneloven (lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23. december 2013)

Efter navneloven skal en ansøgning om navneændring indgives til personregisterføre-

ren i sognet. I de sønderjyske landsdele skal ansøgningen indgives til personregister-

føreren i kommunen.

Det fremgår af lovens § 25 a, stk. 1, at der ved ansøgning om navneændring skal

betales et gebyr, der i 2016 er fastsat til 510 kr. Gebyret reguleres en gang årligt pr 1.

januar med pris- og lønudviklingen.

2.5. Lov om social service (lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 med

senere ændringer) og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf

2.5.1. Handicapområdet

Lov om social service (serviceloven) indeholder en række bestemmelser om hjælp og

støtte til borgere med varigt og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ingen af disse bestemmelser indeholder hjemmel til, at kommunerne kan opkræve

administrative gebyrer/brugerbetaling i forbindelse med, at kommunens medarbejdere

skal bruge tid på at besvare henvendelser fra borgerne.

Nedenfor omtales kort de bestemmelser, som indeholder hjemmel til, at kommunerne

kan pålægge borgerne en eller anden form for egenbetaling eller brugerbetaling i for-

bindelse med fastsættelsen af den konkrete ydelse, der gives støtte til efter bestem-

melsen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at servicelovens regler om bruger- eller egenbeta-

ling generelt skal ses i lyset af kompensationsprincippet, som er ét af de grundlæg-

gende principper bag udformningen af dansk handicappolitik. Dette princip fastslår, at

borgere med nedsat funktionsevne skal kompenseres for følgerne af deres funktions-

nedsættelse – hverken mere eller mindre. Reglerne i serviceloven om bruger- eller

egenbetaling har i forlængelse af dette princip til formål at sikre, at der ikke sker over-

kompensation i forbindelse med udmålingen af støtte til den enkelte borger.

2.5.1.1. Servicelovens §§ 41 og 100 om merudgifter

Servicelovens §§ 41 og 100 pålægger kommunerne at yde hjælp til dækning af nød-

vendige merudgifter til hhv. børn med betydelig og varig funktionsnedsættelse eller

indgribende kroniske eller langvarige lidelser og voksne under folkepensionsalderen

med varig funktionsnedsættelse.

Hjælpen efter begge bestemmelser udmåles ud fra de sandsynliggjorte merudgifter for

den enkelte. Der gælder dog et minimumsbeløb, jf. § 41, stk. 3, og § 100, stk. 3, som

de sandsynliggjorte merudgifter skal overstige som forudsætning for at modtage

hjælp. For børnemerudgiftsydelsen udgør dette minimumsbeløb 4.656 kr. årligt (2016-

priser), og for voksenmerudgiftsydelsen udgør det 6.288 kr. årligt (2016-priser). Hvis

de sandsynliggjorte merudgifter overstiger minimumsbeløbet, ydes hjælp fra første

krone, og hjælpen fastsættes ud fra de i bestemmelserne nærmere regulerede udmå-

lingssystemer. Hvis de sandsynliggjorte merudgifter ikke overstiger minimumsbeløbet,

skal borgeren selv afholde dem.

2.5.1.2. Servicelovens §§ 45 og 97 om ledsagelse

Servicelovens §§ 45 og 97 pålægger kommunerne at tilbyde 15 timers ledsagelse til

hhv. børn og unge mellem 12 og 18 år og voksne under 67 år, som ikke kan færdes

alene på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Borgeren afholder som

udgangspunkt sine egne udgifter til befordring mv. i forbindelse med ledsagelsen.

Det følger af hhv. § 45 stk. 5, og § 97 stk. 7, at kommunalbestyrelsen kan dække mod-

tagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til led-

sagelsen med et beløb på op til 849 kr. årligt (2016-priser). Eventuelle udgifter til led-

sagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsagelsen, som oversti-

ger dette beløb, afholdes af borgeren selv.

Social- og Indenrigsministeriet er ikke bekendt med, i hvilket omfang udgifterne til

ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsagelsen overstiger

beløbet på 849 kr. årligt i de enkelte kommuner.

2.5.1.3. Servicelovens § 103 om beskyttet beskæftigelse

Ifølge bekendtgørelse nr. 483 af 19. maj 2011 om aflønning og befordringsudgifter

m.v. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og aktivitets-

og samværstilbud (udstedt i medfør af serviceloven) skal personer, der udfører lønnet

arbejde i beskyttet beskæftigelse, selv afholde udgiften til daglig befordring til og fra

virksomheden inden for en afstand af 10 kilometer fra virksomheden. Nødvendige

befordringsudgifter derudover skal afholdes af kommunen. Kommunen skal kun afhol-

de de nødvendige udgifter, der ligger inden for den billigste befordringsmulighed. Ud-

giften til befordring for den enkelte borger kan dog ikke overstige 30 pct. af vedkom-

mendes indtjening ved den beskyttede beskæftigelse efter fradrag af skat.

Social- og Indenrigsministeriet er ikke bekendt med, hvor stor den samlede udgift

(brugerbetaling) til befordring er for borgere i ordningen.

2.5.1.4. Servicelovens § 104 om aktivitets- og samværstilbud

Kommunen skal efter bekendtgørelse nr. 483 af 19. maj 2011 om aflønning og befor-

dringsudgifter m.v. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

og aktivitets- og samværstilbud, der er udstedt i medfør af servicelovens § 105, stk. 2,

afholde udgiften til befordring for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud. Kommunen kan dog

beslutte, at personer, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud, skal betale helt

eller delvist for materialer, der ikke medgår til en produktion. Tilsvarende gælder ved-

rørende udflugter for de pågældende.

Social- og Indenrigsministeriet er ikke bekendt med, hvor stor den samlede udgift

(brugerbetaling) til materialer og udflugter er for borgere i ordningen.

2.5.1.5. Servicelovens § 107 og 108 om botilbud

I bekendtgørelse nr. 715 af 19. juni 2013 om lejerrettigheder til beboere i visse botil-

bud efter serviceloven, der er udstedt i medfør af servicelovens § 111, stk. 2, er der

fastsat regler for huslejebetaling i midlertidige og længerevarende botilbud efter ser-

vicelovens §§ 107 og 108.

I de midlertidige botilbud betaler borgeren for boligen af sin arbejdsindtægt, pension,

kontanthjælp eller anden indtægt. Hvis borgeren bevarer egen bolig under opholdet i

det midlertidige botilbud, betaler borgeren som udgangspunkt ikke for selve botilbud-

det, men kun for de ydelser, der vil kunne opkræves betaling for. I de længerevarende

botilbud fastlægges huslejen på baggrund af borgerens indtægt. Kommunerne fast-

sætter endvidere betaling for el, varme, kost og for andre ydelser, herunder vask, som

er en integreret del af opholdet i det længerevarende botilbud.

Social- og Indenrigsministeriet har ikke kendskab til de konkrete huslejer, da de, som

beskrevet ovenfor, afhænger af den enkelte borgers indkomst mv.

2.5.1.6. Servicelovens § 113 om forbrugsgoder

Efter servicelovens § 113 pålægges kommunerne at yde støtte til køb af forbrugsgo-

der til borgere med varig funktionsnedsættelse, hvis et i loven nærmere reguleret væ-

sentlighedskriterium er opfyldt. Det er desuden en forudsætning for hjælp, at udgiften

er over 500 kr., og at forbrugsgodet ikke indgår i sædvanligt indbo.

Hjælp til køb af forbrugsgoder udgør som hovedregel 50 pct. af prisen på et standard-

produkt af den pågældende art. Hvis det grundet funktionsnedsættelsen er nødvendigt

med et forbrugsgode, der er dyrere end et standardprodukt, eller hvis funktionsned-

sættelsen nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen desu-

den de nødvendige merudgifter herved. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer

som et hjælpemiddel til at afhjælpe funktionsnedsættelsen, betaler kommunen de

fulde anskaffelsesudgifter. Der ligger dermed i servicelovens § 113 en vis grad af

egenbetaling for borgeren ved støtte til køb af forbrugsgoder.

Det skal desuden nævnes, at bekendtgørelse nr. 740 af 13. juni 2016 om hjælp til

anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven indeholder regler om

delvis egenbetaling for borgeren for nogle specifikt angivne hjælpemidler og forbrugs-

goder.

2.5.1.7. Bestemmelser om befordringsgodtgørelse i bekendtgørelse nr. 740 af 13. juni

2016 § 24 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder (udstedt i medfør

af servicelovens § 112, stk. 5, og § 113, stk. 6)

Efter § 24 i bekendtgørelse nr. 740 af 13. juni 2016 om hjælp til anskaffelse af hjæl-

pemidler og forbrugsgoder pålægges kommunerne at yde befordringsgodtgørelse i

forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder, når den sam-

lede udgift med det billigste forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr., dog 25 kr.

for personer, der modtager sociale pensioner. Borgeren vil dermed selv skulle afholde

sine befordringsudgifter, hvis de samlede udgifter ligger under de angivne beløbs-

grænser.

2.5.1.8. Servicelovens § 117 om individuel befordring

Efter servicelovens § 117 kan kommunerne yde tilskud til borgere, som på grund af

varig funktionsnedsættelse har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Kommunernes afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det er overladt til den enkelte kommune at tilrettelægge tilskudsordningen og træffe

beslutning om, hvordan hjælpen skal gives. Den enkelte kommune vil dermed kunne

vælge at tilrettelægge ordningen, således at der er delvis egenbetaling ved brug af

ordningen.

2.5.2. Området for udsatte børn og unge

2.5.2.1. Bekendtgørelse nr. 712 af 19. juni 2013 om betaling for ophold i anbringelses-

steder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for

unge i alderen 18 til og med 22 år (udstedt i medfør af serviceloven)

På området for udsatte børn og unge har forældre til anbragte børn efter gældende

regler som udgangspunkt pligt til at bidrage til udgifterne ved børnenes ophold i for-

hold til deres indkomstgrundlag. Forældres betaling for opholdet, når deres børn er

anbragt uden for hjemmet, er således reguleret i bekendtgørelse nr. 712 af 19. juni

2013 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt

for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år (beta-

lingsbekendtgørelsen).

Hovedreglen i de gældende regler er, at forældrene har pligt til at bidrage til udgifterne

ved opholdet, når deres barn anbringes uden for hjemmet. Forældre med en indkomst

under 131.700 kr. (2016-pl) er dog altid fritaget for betaling. Herudover har kommunen

mulighed for at fritage forældre helt eller delvist for betaling efter en skønsmæssig

vurdering.

Det maksimale beløb, som forældrene kan pålægges at betale for anbringelsen, er

4.357 kr. månedligt, som nås ved et indkomstgrundlag på 567.361 kr. og derover.

Desuden følger det af betalingsbekendtgørelsen § 12, at anbragte børn og unge har

pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet. Betalingen kan kun kræves af indtægt,

der overstiger det beløb, der normalt ydes som lommepenge og til beklædning til den

pågældende aldersgruppe. Endelig følger det af betalingsbekendtgørelsens § 13, at

unge mellem 18 og 22 år, der efter serviceloven § 76, stk. 3, om efterværn opholder

sig i et døgntilbud eller udslusningsophold, også har en pligt til at bidrage til udgifterne

ved opholdet. Egenbetalingen beregnes efter reglerne for huslejebetaling i midlertidige

ophold i boformer efter servicelovens §§ 107, 109 og 110. Egenbetalingen skal afhol-

des af personens indkomst, men det forudsættes, at personen efter betalingen har et

rimeligt beløb til rådighed. Størrelsen af rådighedsbeløbet fastsættes efter en individu-

el vurdering af handlekommunen.

2.5.3. Området for udsatte voksne

2.5.3.1. Servicelovens § 109 om kvindekrisecentre og § 110 om forsorgshjem

Servicelovens § 109 om kvindekrisecentre pålægger kommunalbestyrelsen at tilbyde

midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler eller

tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold.

Servicelovens § 110 om forsorgshjem pålægger Kommunalbestyrelsen at tilbyde mid-

lertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har

eller kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om akti-

verende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Udgangspunktet for både § 109 og § 110 er, at beboerne betaler for eget ophold, jf.

servicelovens § 163, stk. 2. Såfremt beboerne i midlertidige tilbud bevarer egen bolig

under opholdet, skal beboeren som udgangspunkt ikke betale for det midlertidige op-

hold, jf. § 163, stk. 2, 2. pkt.

Efter de gældende regler skal borgerens handlekommune træffe afgørelse om ni-

veauet for egenbetaling for den enkelte borger.

3. Jeg kan endvidere afslutningsvis tilføje, at der som led i frikommuneforsøget blev

etableret særlige muligheder for brugerbetaling i de ni udvalgte frikommuner inden for

bestemte opgaveområder. Det omhandlede bl.a. tilbud om tilkøbsydelser til borgere,

som var visiteret til personlig eller praktisk hjælp, og tilbud om salg af bleer til forældre

med børn i daginstitutioner. Der henvises til lov nr. 550 af 18. juni 2012 om frikommu-

ner og lov nr. 1286 af 19. december 2012 om ændring af lov om frikommuner, og lov

nr. 1380 af 16. december 2014 om ændring af lov om frikommuner m.v. Frikommune-

forsøget udløb med udgangen af 2015. Allerede igangsatte forsøg kan dog fortsætte i

en overgangsperiode frem til 1. juli 2017.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann