Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2017 - 1380
Doknr.
454630
Dato
20-03-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 1. marts 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 283 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 283:
I servicelovens § 96, stk. 3 er der mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan tilbyde
en BPA til borgere, der ikke er omfattet af målgruppen for BPA, hvis kommunalbesty-
relsen vurderer, at det er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og
sammenhængende hjælp for borgeren. Vil ministeren oplyse, om en kommune kan
beslutte helt at se bort fra denne bestemmelse og undlade at anvende § 96 stk. 3 i
serviceloven og dermed undlade at foretage en vurdering af, om det ville være den
bedste mulighed for at sikre en sammenhængende hjælp for borgeren?
Svar:
Kommunerne har ikke en pligt efter loven til at yde BPA efter servicelovens § 96, stk.
3, da denne bestemmelse er en såkaldt kan-bestemmelse. En kommune vil derfor helt
generelt kunne beslutte ikke at give denne type hjælp til borgerne. Hvis en kommune
har fravalgt at bruge § 96, stk. 3, vil der dermed heller ikke skulle ske vurdering af
enkeltsager efter bestemmelsen.
Hvis en kommune generelt har besluttet at yde hjælp efter servicelovens § 96, stk. 3,
til de borgere, der opfylder betingelserne herfor, vil kommunen skulle foretage en kon-
kret vurdering af den enkelte sag og træffe afgørelse. En borger, der får afslag på
hjælp, vil kunne klage til Ankestyrelsen.
En kommunes generelle beslutning om ikke at tilbyde hjælp efter servicelovens § 96,
stk. 3, kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed, jf. retssikkerhedslo-
vens § 60, stk. 3.
Med venlig hilsen
Mai Mercado