Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2017 - 1344
Doknr.
454927
Dato
17-03-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 27. februar 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 278 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Bendixen (DF), ikkemedlem af udvalget
Julie Skovsby (S) og ikkemedlem af udvalget Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 278:
”Vil ministeren som opfølgning på samråd den 21. februar 2017 om private børnepas-
ningsordninger redegøre for reglerne for kommunernes tilsyn med private børnepas-
ningsordninger, og hvorvidt der gælder forskellige regler for tilsyn i private børnepas-
ningsordninger og den kommunale dagpleje, og vil ministeren desuden overveje at
tage initiativ til at indføre et minimumstilsyn med private børnepasningsordninger?”
Svar:
Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med dagtilbud og private pasningsordninger,
som drives efter dagtilbudsloven. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med
indholdet af tilbuddene og den måde, hvorpå opgaverne efter dagtilbudsloven udføres.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for tilsynet.
Der er ikke fastsat krav om, at tilsynet med de private pasningsordninger skal være
identisk med tilsynet med dagplejen. Det skyldes bl.a., at der ikke stilles de samme
krav til den private pasning, som stilles til dagtilbuddene. Tilsynet med de private pas-
ningsordninger udøves blandt andet på baggrund af den konkrete pasningsaftale, som
er indgået mellem forældrene og den private passer. Kommunen skal i den forbindel-
se være særligt opmærksom på, om der er forhold, der ændrer sig i relation til, hvad
der er fastsat i pasningsaftalen.
Kommunen kan i forhold til sikkerhedsmæssige og hygiejniske hensyn lægge de
samme retningslinjer til grund for tilsynet med private pasningsordninger, som er gæl-
dende for den kommunale dagpleje. Herudover er private pasningsordninger omfattet
af lovens generelle formålsbestemmelse og skal derfor bl.a. bidrage til at skabe trivsel,
udvikling og læring for barnet.
Jeg kan samtidig henvise til regeringen har fremsat lovforslaget L 107, hvor der fore-
slås øgede indholdsmæssige krav til den private pasning. Som følge heraf styrkes
kommunernes tilsyn, så det sikres, at de private pasningsordninger lever op til krave-
ne om dansk som hovedsprog og arbejdet med demokratisk forståelse mv.
Afslutningsvis kan jeg henvise til, at regeringen i 2017 vil præsentere et samlet udspil
på dagtilbudsområdet. I den forbindelse vil jeg overveje, om der er behov for ændrin-
ger på dette område.