MINISTEREN
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
22. februar 2017
2017-979
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Folketingsmedlem Karen Nødgaard (DF) har den 27. januar 2017 stillet mig
følgende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål nr. 234:
Ministeren bedes oversende en samlet status for arbejdet med at etablere så-
kaldte skæve boliger til hjemløse og særligt udsatte grupper, som har svært ved
at indpasse sig eller ikke magter at bo i traditionelt udlejningsbyggeri. Herun-
der bedes ministeren redegøre for, hvor mange penge der har været afsat til
etablering af skæve boliger, og hvor stor en del af disse midler, der er givet som
tilskud til at etablere skæve boliger. Spørgsmålet stilles som opfølgning på sam-
rådet den 26. januar 2017 om antallet af hjemløse i Danmark, jf. SOU alm. del
– samrådsspørgsmål U.
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg anmodet om en udtalelse fra
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der har oplyst følgende:
”Siden 1999 har der kunnet etableres såkaldte skæve boliger til særligt udsatte
grupper.
Der ydes støtte til delvis finansiering af byggeudgifterne, og der ydes støtte til,
at der i tilknytning til etableringen af de skæve boliger i indtil 3 år kan ansættes
viceværter, der kan støtte beboerne. Derudover har der været anvendt begræn-
sede midler til evalueringer, erfaringsopsamling, formidling og netværksop-
bygning mv. Finansieringen af støtten er sket ved satspuljemidler og fra og med
2012 som permanent træk på satspuljen.
I perioden 1999 – 2016 er der givet tilsagn om støtte til etablering af 515 skæve
boliger. Bilaget til besvarelsen indeholder en oversigt pr. 7. februar 2016, der
viser samtlige tilsagn, der er afgivet fordelt på kommuner og tilsagnsår.
I perioden 1999 – 2016 har der været afsat bevillinger til etablering af skæve
boliger på finansloven på i alt 262,3 mio. kr. Heraf er anvendt 172,7 mio. kr.
Der er videreført uforbrugte midler til 2017 på 7,2 mio. kr. De resterende ufor-
brugte midler på i alt 82,5 mio. kr. er blevet tilbageført til satspuljen.”