Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2017 - 578
Doknr.
447084
Dato
22-02-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 25. januar 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 228 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 228:
”Mener ministeren, at man kan forebygge sammenbrud i anbringelser med ekstern
supervision?”
Svar:
Der er ingen tvivl om, at supervision til plejefamilier er et rigtig vigtigt redskab til at
sikre gode stabile anbringelser for børn og unge i plejefamilier. For som plejefamilie
tager man imod børn og unge, som har fået en svær start på livet, og det er derfor
naturligt, at der løbende opstår udfordringer i hverdagen, som man som plejefamilie
kan have brug for råd og støtte fra professionelt fagpersonale til at håndtere.
En plejefamilies behov for supervision og faglig rådgivning kan variere og afhænger af
flere ting, fx plejefamiliens erfaring og plejebarnets udfordringer. Herudover vil der i
nogle bestemte perioder af barnets eller den unges liv være behov for mere supervisi-
on, fx ved anbringelsens start, i forbindelse med skolestart eller i teenageårene.
Med Barnets Reform fik plejefamilier, netværksplejefamilier og kommunale plejefamili-
er ret og pligt til løbende supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
Kommunale plejefamilier, der er en særlig type plejefamilier, som i kraft af deres sær-
lige kompetencer og kvalifikationer, er godkendt til at have børn og unge med tungere
problemstillinger boende, har ret til mere supervision end andre plejefamilietyper.
Med satspuljeinitiativet fra 2015 ”Styrkelse af plejefamilieområdet” fik netværkspleje-
familier, ud over den eksisterende ret og pligt til løbende supervision, også ret til faglig
støtte efter familiens konkrete behov. Støtten kan for eksempel være råd eller vejled-
ning i starten af anbringelsesforløbet eller støtte til at forebygge og håndtere konflikter
med den biologiske familie, og kan bestå af samtaler med fagpersoner på området.
Med venlig hilsen
Mai Mercado