Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt
1679677_0001.png
Samråd i Social- og Indenrigsudvalget den
13. oktober 2016
Samrådsspørgsmål C
Spørgsmål C: Vil ministeren redegøre for sin holdning til, om den økonomiske
ulighed i Danmark bør begrænses?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Magnus Heunicke (S).
11. oktober 2016
Svar
[Indledning – den økonomiske ulighed i DK er begrænset]
Der spørges om min holdning til, om den økonomiske ulighed i
Danmark bør begrænses.
Jamen, den økonomiske ulighed i Danmark
er
jo allerede begrænset.
Danmark er blandt de tre lande – ud af 33 OECD-lande – der har den
mest lige fordeling af den disponible indkomst. Kun i Island og Norge
er indkomsten mere lige fordelt end i Danmark.
Indkomstforskellene er i internationalt perspektiv også små, når man
sammenligner kort- og langtuddannede eller mænd og kvinder. Og vi
har ikke blot små indkomstforskelle, vi har også stor indkomstmobili-
tet og lavindkomstgruppen er relativt lille.
Regeringens helhedsplan har som et centralt mål at skabe øget øko-
nomisk fremgang i Danmark. Men et af problemerne med Gini-
koefficienten – og lignende mål for indkomstfordelingen – er, at den
ikke fortæller os noget om ændringerne i indkomstniveauet. Hvis vi alle
fik fordoblet vores indkomst, ville det ikke ændre Gini-koefficienten.
[Stigende ulighed målt ved Gini-koefficienten]
Jeg er godt klar over, at Gini-koefficienten i dag højere end i midten af
1990erne, og at Jobreform II som nævnt tidligere i dag vil føre til en
yderligere ret beskeden stigning.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/10-16 om økonomisk ulighed i 2025-planen, til finansministeren
Side 2 af 4
Er denne udvikling så udtryk for et problem? Nej, ikke efter min op-
fattelse.
Jobreform II er – i forlængelse af tidligere skattereformer – udformet,
så gevinsten ved at være i beskæftigelse øges. En større beskæftigelse
giver os flere muligheder som samfund til at finansiere fx sundheds-
ydelser og uddannelse. Og for den enkelte må det da være en tilfreds-
stillelse at kunne forsørge sig selv.
Der skal også være plads til forskellighed. Hvis en familie vælger at
prioritere fritid højere og derfor arbejder mindre end en anden familie
er det efter min mening ikke et fordelingsmæssigt problem.
Der er en række mere tekniske grunde til, at det ikke er helt lige til at
vurdere størrelsen af den økonomiske ulighed. Det er ikke tilstrække-
ligt at bruge ét tal som fx Gini-koefficienten som et udtryk for øko-
nomisk ulighed.
Gini-koefficienten måler indkomstforholdene i et enkelt år. Det bety-
der blandt andet, at målingen påvirkes af midlertidige indkomstud-
sving, fx som følge af ledighed.
Hertil kommer, at indkomsten for de fleste af os varierer ganske me-
get gennem livet. Når vi er unge og under uddannelse har vi relativt
lav indkomst, efter vi træder ind på arbejdsmarkedet stiger indkom-
sten, for så atter at falde, når vi trækker os tilbage.
Netop befolkningsudviklingen kan forklare en del af stigningen i Gini-
koefficienten de sidste tyve år. Andelen af ældre og indvandrere er
øget, og det har trukket koefficienten op.
Befolkningens uddannelsessammensætning er også en væsentlig for-
klaring på den stigende målte ulighed. Flere unge end tidligere får i dag
en videregående uddannelse. Mens de uddanner sig, har de typisk lav
indkomst. Når de er færdiguddannede, får de ofte et vellønnet job.
Det bidrager til en højere økonomisk ulighed. Men derfor skal vi da
ikke skrue tiden tilbage, så vi får færre højtuddannede og flere ufaglær-
te.
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/10-16 om økonomisk ulighed i 2025-planen, til finansministeren
Side 3 af 4
Tilsvarende vil den målte økonomiske ulighed typisk stige, når en ledig
kommer i beskæftigelse. Men det er da ubetinget en positiv udvikling
– både for den enkelte og for samfundet – at vi i dag har markant fær-
re ledige end i 1990erne.
Men når vi drøfter betydningen af økonomisk ulighed, synes jeg be-
stemt ikke, det er ligegyldigt hvilket indkomstniveau, det drejer sig om.
Det er netop derfor, at regeringen – senest med forslagene i Helheds-
planen – lægger så stor vægt på at skabe økonomisk vækst og højere
indkomster.
[Skatter og overførslers betydning]
Udformningen af skattesystemet og indkomstoverførslerne har selv-
følgelig stor betydning for fordelingen af de disponible indkomster.
Danmark er i denne henseende karakteriseret ved en at have en i in-
ternational sammenhæng høj omfordeling af indkomster. Det bidrager
til vores meget lige fordeling af de disponible indkomster.
De senere års skattereformer under skiftende regeringer har gjort skat-
tesystemets omfordelende virkning lidt mindre, end det ville have væ-
ret uden reformer.
Til gengæld har reformerne betydet et løft i beskæftigelsen, fordi ge-
vinsten både ved at komme i arbejde og ved at yde en ekstra indsats,
er blevet øget.
Noget lignende kan siges om indkomstoverførslerne. Der er de senere
år gennemført en række reformer, fx på kontanthjælpsområdet, der
sigter på at give personer uden for arbejdsmarkedet bedre muligheder
og stærkere tilskyndelse til at uddanne sig og få et job.
Også her er det min opfattelse, at gevinsten ved, at flere kommer i
beskæftigelse eller uddanner sig, opvejer eventuelle ulemper i form af
en lidt højere målt økonomisk ulighed.
Det sagt skal vi selvfølgelig fortsat sikre, at borgere, der ikke har mu-
lighed for at forsørge sig selv har en rimelig levefod. Den sociale ind-
sats skal navnlig komme de særligt udsatte grupper til gode.
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 21: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 13/10-16 om økonomisk ulighed i 2025-planen, til finansministeren
Side 4 af 4
[Afrunding]
Jeg vil gerne fastholde et Danmark uden store økonomiske skel. Min
holdning er, at alle skal have mulighed for at få del i den økonomiske
fremgang.
Det sikrer vi bedst ved at give alle mulighed for at få en uddannelse og
et arbejde. Jo flere vi får i arbejde frem for offentlig forsørgelse, jo
bedre bliver både vores fælles velfærd og den nære velfærd i den en-
kelte familie. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde frem for at
modtage en offentlig ydelse.