Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2017 - 236
Doknr.
441824
Dato
30-01-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 11. januar 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 196 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karen J. Klint (S).
Spørgsmål nr. 196:
En borger i Vejle Kommune er blevet oplyst om, at det er lovmæssigt forbudt for
kommunen at bevillige en hjælpemotor til hans hustrus kørestol. Hustruen pådrog sig
for nogle år siden en voldsom og totalt invaliderende hjerneskade og bor i dag på et
lokalt plejecenter, der er beliggende i et terræn med varierende stigningsgrader. Hun
kan intet selv og hendes kørestol er ret stor, da hun næsten ligger ned. Hun har mistet
sit sprog, kan ikke deltage i nogle aktiviteter, men bliver synligt mere rolig, når hun
køres en tur i det omkringliggende naturområde i sin kørestol. Dertil er der brug for en
aftagelig hjælpemotor. Kan ministeren oplyse, om det er korrekt, at en sådan hjælpe-
motor ikke kan bevilliges, og i givet fald hvilken lov der forbyder det?
Svar:
Indledningsvis bemærkes, at jeg som minister ikke kan træffe afgørelse i konkrete
sager eller pålægge en kommune at træffe en bestemt afgørelse i en sag.
Jeg kan generelt oplyse, at en hjælpemotor til en kørestol må anses som et hjælpe-
middel, hvortil der vil kunne ydes støtte, hvis betingelserne i servicelovens § 112 om
hjælpemidler er opfyldt. Det er derfor ikke korrekt, at der ikke kan bevilges hjælpemo-
torer til kørestole, men en bevilling forudsætter som anført, at betingelserne for støtte
er til stede.
Én af disse betingelser er, at hjælpemidlet i væsentlig grad skal kunne afhjælpe de
varige følger af en borgers funktionsnedsættelse eller i væsentlig grad skal kunne lette
den daglige tilværelse i hjemmet.
Vurderingen heraf er konkret og individuel i hvert enkelt tilfælde. Der kan bl.a. lægges
vægt på helbredsmæssige forhold, sociale forhold, hjælpemidlets betydning for mulig-
heden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation, og om der
er kompenseret tilstrækkeligt for funktionsnedsættelsen på anden vis.
Det afgørende ved vurderingen af væsentlighed er dermed, at behovet for hjælpemid-
let sammenholdt med den konstaterede funktionsnedsættelse er af tilstrækkeligt om-
fang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig afhjælpning af de varige følger af den
nedsatte funktionsevne eller en væsentlig lettelse af den daglige tilværelse i hjemmet.