Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2016 - 9777
Doknr.
440510
Dato
17-01-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 20. december 2016 stillet føl-
gende spørgsmål nr. 174 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besva-
res. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Spørgsmål nr. 174:
”Ministeren bedes redegøre for, hvordan hun forventer, at antallet af hjemløse
vil udvikle sig inden for de næste 5 år (antal fordelt på de enkelte år), bl.a. set
i lyset af de nedsatte ydelser, som skyldes kontanthjælpsloftet og 225 timers
reglen.
Spørgsmålet ønsket besvaret inden besvarelsen af samrådsspørgsmål U.”
Svar:
I uge 6 gennemfører SFI hjemløsetællingen for 2017, hvorfor vi senere på året vil
modtage opdaterede data, der giver et billede af udviklingen i antallet af hjemløse.
Derimod vurderes det ikke muligt at give et kvalificeret skøn for udviklingen i antallet af
hjemløse over de næste fem år.
Det er dog min og regeringens klare ambition, at færre skal være hjemløse, hvorfor
det også er et af regeringens socialpolitiske mål. Det vil vi gerne måles på.
Når det kommer til indsatsen mod hjemløshed, så har vi et godt fundament. Vi ved
rent faktisk, hvad der virker. Der er derfor med de senere års satspuljeaftaler igangsat
en række initiativer, der skal udbrede de gode erfaringer fra Hjemløsestrategien, der
blev igangsat i 2009, til kommunerne og styrke indsatsen over for unge, der enten er
hjemløse, eller som er i risiko for at blive det.
Ligeledes er der afsat en årlig bevilling til etablering af skæve boliger. Bevillingen ud-
gør i 2017 17,2 mio. kr.
Det betyder dog ikke, at vi ikke kan og skal gøre endnu mere. Regeringen vil derfor
fremlægge en handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed, der bygger videre på
erfaringerne fra Hjemløsestrategien.
Hjemløshed handler dog ofte om mere og andet end manglen på en bolig, og mange
hjemløse har udfordringer i forhold til misbrug, psykisk lidelse, manglende netværk
mv. Derfor mener jeg også, at det er udtryk for en ensporet tilgang, når det påstås at
eksempelvis kontanthjælpsloftet gør flere hjemløse. Hjemløshed skal bekæmpes ved
at løse sociale problemer – ikke ved at give højere ydelser.