SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 165: Spm. om, hvorvidt en kommune er forpligtet til at reagere på en henvendelse fra en borger, som er bekymret for en medborger over 18 år, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg

Sagsnr.

2016-9784

Doknr.

437603

Dato

13-01-2017

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 16. december 2016 stillet føl-

gende spørgsmål nr. 165 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besva-

res. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 165:

”Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt en kommune er forpligtet til at reagere på en

henvendelse fra en borger, som er bekymret for en medborger over 18 år, herunder

hvilke regler der gør sig gældende.”

Svar:

Jeg vil indledningsvis konstatere, at jeg er glad for, at vi har et samfund, hvor man

bekymrer sig om sine medmennesker, og hvor kommunerne har en omsorgspligt for

de borgere, der har brug for hjælp.

Serviceloven regulerer kommunernes pligt til at tilbyde rådgivning og støtte, der fore-

bygger sociale problemer. Endvidere reguleres kommunernes pligt til at tilbyde en

række almene serviceydelser og til at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller særlig sociale problemer.

Den hjælp, som kommunen skal tilbyde efter loven, afhænger ikke af, at borgeren selv

ansøger eller henvender sig til kommunen. Det er dog som udgangspunkt en forud-

sætning, at borgeren er indforstået med at modtage hjælpen.

Hvis kommunen modtager en henvendelse fra en borger, som er bekymret for en

medborger over 18 år, kan kommunen være forpligtet til at tilbyde hjælp efter service-

loven. Kommunens pligt til at tilbyde hjælp afhænger af en konkret vurdering af hen-

vendelses indhold.

Kommunerne skal desuden varetage to hensyn, når de fx modtager en henvendelse

fra en borger, som er bekymret for en medborger, som kan have brug for hjælp og

støtte. På den ene side den pågældende borgers ret til selvbestemmelse og på den

anden side kommunens omsorgspligt. Hvis kommunen vurderer, at en borger ikke kan

tage vare på egne interesser, indtræder omsorgspligten. Hvis borgeren derimod vur-

deres at kunne tage vare på egne interesser, skal kommunen respektere borgerens

selvbestemmelsesret. I den konkrete situation kan det være relevant at kommunen

sætter ind med opsøgende socialt arbejde, som kan være med til at motivere en bor-

ger til at takke ja til relevant hjælp.

I det følgende redegøres for de konkrete regler om kommunernes pligt til at yde råd-

givning og støtte og om kommunens omsorgspligt.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 165: Spm. om, hvorvidt en kommune er forpligtet til at reagere på en henvendelse fra en borger, som er bekymret for en medborger over 18 år, til børne- og socialministeren

Generelt gælder der en pligt for de sociale myndigheder til at yde rådgivning og støtte

for at forebygge sociale problemer, jf. servicelovens §§ 1 og 10.

Derudover har kommunerne pligt til efter servicelovens § 81 at yde en særlig social

indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige

sociale problemer. Der påhviler herunder kommunerne en særlig forpligtelse til at yde

rådgivning til denne persongruppe, jf. servicelovens § 12. Rådgivningspligten omfatter

også opsøgende arbejde.

Kommunen skal endvidere efter servicelovens § 99 sørge for tilbud om en støtte- og

kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkohol-

misbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller kan opholde

sig i egen bolig. Formålet med ordningen er blandt andet gennem opsøgende socialt

arbejde at skabe kontakt og opnå et tillidsforhold til meget udsatte borgere for der-

igennem at formidle og motivere borgeren til at tage imod anden relevant hjælp.

Endeligt følger kommunernes omsorgspligt af servicelovens § 82, hvor det fremgår, at

kommunen skal yde hjælp til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne,

der ikke kan tage vare på deres egen interesser, uanset om der foreligger samtykke

fra den enkelte.

Omsorgspligten er kommunens pligt til at undgå omsorgssvigt over for de borgere, der

som følge af nedsat psykisk funktionsevne åbenlyst ikke er i stand til at tage vare på

egen tilværelse. Pligten er begrundet i, at personer med betydelig nedsat psykisk

funktionsevne i flere tilfælde ikke vil være i stand til at afgive det fornødne samtykke til

tilbud efter serviceloven i forbindelse med en særlig indsats. Det vil sige, at kommu-

nerne har en pligt til aktivt at undgå omsorgssvigt.

Omsorgspligten betyder, at kommunen skal yde den nødvendige pleje, omsorg og

socialpædagogiske indsats over for borgere, der mangler forståelse for, hvad et sam-

tykke indebærer.

Servicelovens § 82 giver dermed grundlaget for, at sociale myndigheder kan sætte ind

med bistand, der tilgodeser, at målsætningen med indsatsen i forhold til de svageste

grupper kan opfyldes.

Således gælder kommunens omsorgspligt, uanset om den pågældende borger sam-

tykker, men bestemmelsen giver ikke hjemmel til at anvende fysisk magt. Det bemær-

kes, at der altid vil være tale om en konkret vurdering, hvor hensynet til den enkelte

borgers selvbestemmelsesret skal afvejes i forhold til hensynet til kommunens pligt til

at undgå omsorgssvigt.

Det vil sige, at kommunernes pligt til at tilbyde hjælp ikke modsvares af en pligt for

borgeren til at modtage hjælp.

Med venlig hilsen

Mai Mercado