SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 123: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/11-16 om brug af OPP-modellen til finansiering af offentlige byggerier, til social- og indenrigsministeren, kopi til finansministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Anledning

Samråd i SOU om

regionsrådsmedlemmers habilitet og

regionernes anvendelse af OPP-

samarbejder.

Den 24.11.2016 kl. 11.30 i lokale 2-080.

Tid og sted

Samrådsspørgsmål H, stillet af Finn Sørensen (EL):

”Er ministeren enig i, at det er uforeneligt med rollen som formand

eller bestyrelsesmedlem i et regionsråd, at man samtidig

beklæder poster i ledelsen af en privat virksomhed eller

pensionskasse, der byder på udførelsen af opgaver for samme

regionsråd? Såfremt ministeren er enig i dette, hvad vil ministeren

da gøre for at sikre, at det ikke fremover vil være muligt for

folkevalgte politikere i kommuner og regioner at indtage en sådan

dobbeltrolle ved at beklæde poster i direktion eller bestyrelser af

private virksomheder, herunder fonde og pensionskasser, der

byder på offentlige opgaver i samme kommune eller region?”

Samrådsspørgsmål I, stillet af Finn Sørensen (EL):

”Hvad er ministerens holdning til, at regionerne bruger OPP-

samarbejde til at bygge og drive offentlige anlæg mv., når OPP-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 123: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/11-16 om brug af OPP-modellen til finansiering af offentlige byggerier, til social- og indenrigsministeren, kopi til finansministeren

modellen både er dyrere end totalentrepriser med regionerne som

bygherre, og når OPP skaber styringsproblemer for fremtidige

beslutningstagere, som er bundet til lange, dyre kontrakter?”

Det talte ord gælder

[Indledning]

Jeg vil gerne på finansministerens og egne vegne sige tak for

invitationen til samrådet her i dag.

Det er aftalt, at vi gør det sådan, at finansministeren og jeg starter

med at svare på alle fire spørgsmål, der er stillet. Bagefter vil der

være mulighed for opfølgende spørgsmål.

Jeg

vil lægge ud med at besvare spørgsmål H og I. Derefter

besvarer finansministeren spørgsmål J og K.

[Baggrund]

De spørgsmål, som vi skal drøfte på samrådet her i dag,

udspringer af den seneste tids medieomtale af tre regioners

udbud af kontrakter på OPP-projekter. De tre udbud blev alle

vundet af pensionsselskabet PKA på et tidspunkt, hvor

regionsrådsformændene i de tre regioner var medlemmer af

PKA’s bestyrelse.

Det forhold, at regionsrådsformændene samtidig var medlemmer

af PKA´s bestyrelse, har resulteret i, at der er blevet sat

spørgsmålstegn ved regionsrådsmedlemmers habilitet i

forbindelse med beslutninger, der træffes i regionsrådet.

Omtalen af de tre udbudssager har også givet anledning til, at der

er blevet stillet spørgsmål til regionernes anvendelse af OPP-

samarbejder.

[Samrådsspørgsmål H - Hvervet som regionsrådsmedlem og

reglerne om inhabilitet]

Lad mig starte med at sige vedrørende spørgsmål H om

habiliteten, at det ikke er usædvanligt, at regionsrådsmedlemmer

varetager andre hverv end det politiske hverv. Det kan f.eks. være

bestyrelsesposter i offentlige eller private selskaber.

Varetagelsen af andre hverv er ikke i sig selv uforenelig med

varetagelsen af hvervet som regionsrådsmedlem. Det kan være

regionen selv eller Danske Regioner, der har valgt eller foreslået

medlemmet til at varetage det pågældende hverv. Medlemmet

kan også være ”født til” at varetage hvervet som følge af en fast

praksis eller gammel tradition. Men der kan også være tale om, at

medlemmet har en bestyrelsespost helt uafhængigt af, at

medlemmet samtidig har et politisk hverv.

Når regionsrådsmedlemmer varetager andre hverv end det

politiske hverv, vil der afhængig af blandt andet baggrunden for

udpegelsen til hvervet kunne opstå interessekonflikter mellem de

to hverv.

Opstår der i forbindelse med regionsrådets behandling af en

konkret sag en interessekonflikt, skal den løses ved hjælp af

forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Reglerne om inhabilitet betyder, at et regionsrådsmedlem kan

være afskåret fra at deltage i en sags behandling i regionsrådet.

Det sker, når regionsrådsmedlemmet i kraft af varetagelsen af et

andet hverv har en sådan interesse i en sag i regionsrådet, at

vedkommende er inhabil.

Afgørelsen af et inhabilitetsspørgsmål skal ske på baggrund af en

konkret vurdering, hvor forskellige hensyn skal afvejes over for

hinanden. Det har betydning, hvor stærk en interesse i sagen

regionsrådsmedlemmet har, og ofte også hvor konkret og aktuel

interessen er. Hvis medlemmet er udpeget til at varetage det

andet hverv, har det også betydning, hvad der er baggrunden for

udpegelsen.

Jeg har fået oplyst, at denne afvejning ofte vil være juridisk

kompliceret, og at løsningen sjældent er simpel.

Af risiko for selv at blive inhabil kan jeg ikke på nuværende

tidspunkt udtale mig om de tre sager om regionsrådsformænds

habilitet, der har været omtalt i medierne. Det skyldes, at

spørgsmål om regionsrådsmedlemmers habilitet er omfattet af det

kommunale og regionale tilsyns kompetence.

Det almindelige tilsyn med kommunerne og regionerne varetages,

som I ved, af Statsforvaltningen i første instans og af ministeriet

som øverste tilsynsmyndighed.

Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kommunerne og regionerne

overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige

myndigheder. Statsforvaltningen beslutter selv, om der er

tilstrækkeligt juridisk grundlag for at rejse en tilsynssag.

Jeg kan oplyse, at Statsforvaltningen den 10. oktober i år har

anmodet om en udtalelse fra hvert af de tre regionsråd.

Udtalelserne skal bruges i forbindelse med Statsforvaltningens

overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at rejse en samlet

tilsynssag. Statsforvaltningen har bl.a. bedt regionerne beskrive

regionsrådsformændenes deltagelse i sagerne om udbud af OPP-

projekter og om oplysninger om, på hvilket grundlag

regionsrådsformændene deltager eller deltog i PKA’s bestyrelse.

Udtalelserne skal sendes til Statsforvaltningen inden for en frist på

2 måneder, det vil sige inden den 10. december, og

Statsforvaltningen vil herefter gå i gang med sin sagsbehandling.

Når Statsforvaltningen har afsluttet sagsbehandlingen, har

ministeriet som øverste tilsynsmyndighed mulighed for at tage

sagen op til behandling, hvis ministeriet vurderer, at sagen er af

principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter.

I forhold til den sidste del af spørgsmål H om, hvad jeg vil gøre for

at undgå lignende sager i fremtiden, vil jeg gerne gentage, at

varetagelsen af andre hverv ikke i sig selv er uforenelig med

hvervet som regionsrådsmedlem, og at konkrete

interessekonflikter kan og skal løses efter de gældende regler om

inhabilitet. Det er også min opfattelse, at der allerede i

forvaltningsloven er en hensigtsmæssig afgrænsning af de

tilfælde, hvor man ikke i forbindelse med behandlingen af en sag

samtidig må have andre såkaldt uvedkommende interesser. Om

man i de tre konkrete sager er gået for langt, vil jeg nu i første

omgang overlade til Statsforvaltningen at overveje.

[Samrådsspørgsmål I – Regionernes anvendelse af OPP-

samarbejder]

Til spørgsmål I om OPP-samarbejder vil jeg starte med at sige, at

jeg har en meget pragmatisk tilgang til anvendelsen af OPP. Mit

primære hensyn er, at vi skal have mest muligt for skatteydernes

penge, når det offentlige investerer.

Der er OPP én blandt flere organisationsformer, som man kan

bruge, når man som offentlig myndighed skal organisere

længerevarende projekter. Og der må det så afhænge af en

vurdering i det konkrete tilfælde, om den bedste løsning vurderes

at være en OPP-model eller en mere traditionel

organisationsform. OPP-modellen kan dog have en række fordele.

Det skal jeg vende tilbage til.

I forhold til besvarelsen af det konkrete samrådsspørgsmål noterer

jeg mig, at spørger helt generelt anfører, at OPP-modellen både

er dyrere end totalentrepriser med regionerne som bygherre, og at

modellen skaber styringsproblemer for fremtidige

beslutningstagere på grund af dyre kontrakter med lang løbetid.

Det er en meget bombastisk konklusion, som jeg ikke mener, der

er belæg for. OPP og økonomien heri må og skal naturligvis

vurderes i hvert enkelt projekt. Der er ikke en generel formel for,

om det er dyrere eller billigere. Og det er selvfølgelig regionernes

ansvar at gøre det i hvert enkelt tilfælde. Finansministeren vil i

besvarelsen af samrådsspørgsmål J komme nærmere ind på

spørgsmålet om, hvorvidt OPP som organisationsform er

økonomisk fordelagtig for det offentlige.

Det er korrekt, at fremtidige regionsråd kan blive bundet af de

OPP-kontrakter, som det til enhver tid siddende regionsråd indgår.

Men fremtidige regionsråd bindes jo også, når regionen vælger at

bygge selv, for det må forventes, at også disse bygninger skal

drives fremover.

Mit udgangspunkt er, at OPP-modellen rummer et potentiale, der i

sidste ende kan komme borgerne og skatteyderne til gavn.

Lad mig forklare, hvor jeg ser fordele ved OPP-modellen.

[Vedrørende fordele ved OPP]

Vi kender vist alle til skoler, der nedslides og i sidste ende belaster

kommunernes økonomi voldsomt, når de skal renoveres. Vi

kender også til, at der i større anlægsprojekter kan være store

udfordringer med at holde både budget og tidsplan. Det koster.

Her er OPP en anledning til at tænke på totaløkonomien i

anlægsprojekter. Det vil sige ikke bare at se på anlægsbudgettet,

men også at se på risikoen i forbindelse med realiseringen af

byggeriet og på at minimere de omkostninger, der kommer til drift,

energiforbrug og vedligeholdelse. Når dette indgår i en samlet

kontrakt, kan det ses som en samlet forsikring af totaløkonomien i

et projekt.

Med OPP-modellen får den private aktør et incitament til at vælge

de løsninger i anlægsfasen, som er bedst og mest bæredygtige i

det lange løb. På den måde kan de samlede udgifter til anlæg

samt den efterfølgende vedligeholdelse og drift blive mindre end

ellers.

Lad mig vende tilbage til skolen som eksempel: Der skal bygges

en ny skole. Her er det vigtigt at sikre et rimeligt forhold mellem

anlægsomkostninger og de efterfølgende omkostninger til drift og

vedligehold. Det har den private part meget klare incitamenter til

at sikre, hvis vedkommende også står for en del af den

efterfølgende drift og vedligehold.

Anvendes OPP fornuftigt, er jeg derfor overbevist om, at det øger

sandsynligheden for, at der fra start tænkes i løsninger, der også

har blik på det lidt længere sigt og dermed den samlede økonomi

og risici i projektet.

OPP er nemlig en model, der også fordeler risici i partnerskabet.

Står den offentlige part som bygherre i et traditionelt

anlægsprojekt, er denne alene om at bære risici ved

anlægsprojektet. Ved OPP-modellen overtager den private part de

risici, der er enighed om i kontrakten.

En OPP-kontrakt kan sikre den pris, det offentlige skal betale.

Hvis projektet så bliver dyrere end forventet, påtager leverandøren

sig tabet, mens den offentlige myndighed betaler den aftalte pris.

Sikkerheden for ikke at skulle til lommen i tilfælde af, at projektet

bliver dyrere end forventet, er dog ikke gratis. Det må det

offentlige betale for, og derfor kan en bygning opført som et OPP

også umiddelbart se dyrere ud, end hvis den var opført på mere

traditionel vis.

OPP-modellen skal naturligvis ikke anvendes ukritisk. Det

afhænger selvsagt af de lokale omstændigheder. Lokale

beslutningstagere i landets kommunalbestyrelser og regionsråd

bør derfor altid afveje fordele og ulemper ved at anvende OPP-

modellen.

Det er imidlertid afgørende for mig at understrege, at et OPP ikke

skal ses som en finansieringsmodel, men som en model, der kan

bidrage til at udfordre, nytænke og effektivisere opgaveløsningen i

den offentlige sektor på den lange bane.

[Deponeringsregler og OPP]

Lad mig kort vende tilbage til bekymringen for, at OPP-kontrakter i

uforholdsmæssigt stort omfang vil binde fremtidige regionsråd og

kommunalbestyrelser.

De lange kontrakter er et blandt mange hensyn, regionsråd skal

overveje, når det vurderes, om et konkret projekt er egnet til OPP.

Jeg kan dog berolige med, at deponeringsreglerne som

udgangspunkt sidestiller OPP med at bygge selv.

Det sker i praksis ved, at kommuner og regioner er omfattet af

lånebekendtgørelsernes deponeringsregler i forbindelse med

OPP-projekter, når disse aftaler kan sidestilles med og erstatter

en kommunal eller regional anlægsudgift.

Kort fortalt betyder det, at kommuner og regioner skal deponere et

beløb svarende til værdien af anlægget i OPP-kontrakten. Det

offentlige får med andre ord som udgangspunkt ikke nogen

likviditetsgevinst ved at bygge som et OPP.

Ønsket om at kunne bygge uden med det samme at skulle til

lommen, bør derfor ikke være den motiverende faktor for at indgå

aftaler om OPP.

Selv om de deponeringsfritagelsespuljer, skiftende regeringer har

aftalt med regionerne, har haft en relativt begrænset størrelse, har

de givet regionerne en tilskyndelse til at bygge som OPP. Det har

sådan set også været formålet med puljerne. Puljerne ændrer dog

naturligvis ikke på, at OPP kun skal bringes i anvendelse, når det

vurderes at skabe merværdi for det offentlige.

[Afrunding]

Med disse ord vil jeg nu overlade ordet til finansministeren, der vil

besvare samrådsspørgsmål J og K.