Skatteudvalget 2016-17
SAU Alm.del
Offentligt
1759596_0001.png
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
19. maj 2017
Svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 363 (Alm. del) af 27. april
2017 stillet efter ønske fra Dennis Flydtkjær (DF)
Spørgsmål
Ministeren bedes
evt. i fortrolig form
redegøre for Danske Spils investeringer
og engagement, herunder gennem datterselskabet Magnet Gaming, i forhold til at
sælge kasinospil til firmaer, der har hjemme i skattelylande. Ministeren bedes i
forlængelse heraf redegøre for, om han finder, at det er en hensigtsmæssig kon-
struktion for et statsejet selskab som Danske Spil at benytte sig af, set i lyset af
regeringens bestræbelser på at bekæmpe skattely. Der henvises til artiklen ”Dan-
ske Spil jagter
guld for kasinoer i skattely” bragt i Børsen den 30. marts 2017.
Svar
Hvad angår Danske Spils investeringer og engagement, herunder gennem datter-
selskabet Magnet Gaming, har selskabet til Finansministeriet oplyst følgende:
”Danske
Spil A/S købte i 2014 60 pct. af CEGO A/S. CEGO A/S er primært et spil-
udviklingshus og distribuerer sine spil via datterselskaberne Spilnu.dk A/S og Magnet Gaming
ApS. Datterselskabet Spilnu.dk A/S udbyder spillene i Danmark på baggrund af en tilladelse
til udbud af onlinekasino udstedt af Spillemyndigheden. Datterselskabet Magnet Gaming ApS
udlicenserer spillene til udenlandske spiludbydere.
De spil, som CEGO A/S har udviklet, og som Magnet Gaming ApS udlicenserer, er online-
spil på det liberaliserede spillemarked, der alene kræver lave indsatser fra spillerne for at kunne
deltage. Spillene har fokus på underholdningselementet og en længere spilafvikling. På baggrund
af de lave indskud og den længere spilafvikling tiltrækker spillene primært de spillere, der alene
ønsker at spille for mindre beløb, og som lægger vægt på hyggen og underholdningen i forbindelse
med spillenes afvikling.
Inden Magnet Gaming ApS indgår en aftale om udlicensering af de spil, som CEGO A/S har
udviklet, gennemføres der en risikovurdering og en godkendelsesproces af den potentielle licensta-
ger. I den forbindelse sker der en verificering af en række oplysninger, og i den forbindelse skal
væsentlige dokumenter fremlægges af den potentielle licenstager, herunder spillelicenser, væsentlig-
ste politikker og procedurer, bl.a. inden for bekæmpelse af hvidvask, CSR, Code of Conduct og
compliance. Magnet Gaming ApS indgår alene aftaler med spiludbydere som licenstagere, der
opererer under gyldig spilletilladelse i de enkelte lande, hvor de får meddelt licens til at benytte
spillene. Efter aftaleindgåelsen sker der en løbende opfølgning i forhold til licenstagerens forhold,
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
SAU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 363: Spm. om at redegøre for Danske Spils investeringer og engagement, til finansministeren, kopi til skatteministeren
Side 2 af 2
herunder gyldighed og eventuelle ændringer i spilletilladelsen. Såfremt en licenstager ikke længere
er i besiddelse af de nødvendige spillelicenser, vil dette have kontraktuelle konsekvenser. Magnet
Gaming ApS’ procedurer i forbindelse med udlicensering af spil er udarbejdet med henblik på at
sikre, at licenstageren til stadighed opererer under en gyldig spillelicens i det land, hvor licenstage-
ren ønsker at udbyde spillene.
Uanset om Magnet Gaming indgår aftale direkte med en spiludbyder eller med en distributør,
der videredistribuerer til spiludbydere, gennemfører Magnet Gaming en due diligence af de enkelte
spiludbydere. Såfremt den enkelte spiludbyder opererer ulovligt eller mister spiltilladelsen, vil det
få kontraktuelle konsekvenser.”
Danske Spil har desuden til Finansministeriet oplyst, at Magnet Gaming i dag le-
verer spil til følgende selskaber registreret i følgende lande:
Danske Spil - Registreret i Danmark
Starcasino - Registreret i Belgien
777 (Casino de Spa) - Registreret i Belgien
NetBet - Registreret i UK
Chanz - Registreret i Estland
Magnet Gaming indgår således alene aftaler med distributører og spiludbydere,
der har lovlige licenser, og som alene udbyder spil på markeder, der er omfattet af
licenserne. Det bemærkes, at nogle licenser dækker flere lande, hvorfor spillene
godt kan være udbudt lovligt i flere lande, end dem, der fremgår ovenfor. Spillene
udbydes dog pt. alene indenfor EU, hvorfor eventuelt øvrige lande vil være andre
EU-lande.
I forlængelse heraf bemærkes det, at Danske Spils formål er at foranstalte lotterier,
væddemål og øvrige spil på et forretningsmæssigt grundlag, hvilket indebærer, at
Danske Spil skal skabe størst mulig værdi for dets aktionærer. Danske Spils opkøb
af CEGO skete i overensstemmelse hermed. Jeg er således indforstået med, at
CEGO kan drive forretningsmæssig aktivitet på lovlig vis og på samme vilkår som
øvrige spiludbydere på det konkurrenceudsatte spillemarked.
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister