Skatteudvalget 2016-17
SAU Alm.del
Offentligt
1733564_0001.png
16. marts 2017
J.nr. 2017 - 825
Til Folketinget – Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 224 af 16. februar 2017 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Rune Lund (EL).
Karsten Lauritzen
/ Lise Bo Nielsen
SAU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 224: Spm. om at redegøre for resultaterne af SKATs kontrol af bankordningen og aktieudlån, til skatteministeren
1733564_0002.png
Spørgsmål
I forlængelse af ministerens orientering om udbyttesagen, jf. SAU alm. del – bilag 259(fol-
ketingsåret 2015-16), bedes ministeren redegøre for resultaterne af SKATs kontrol af
bankordningen og aktieudlån.
Svar
Jeg kan henholde mig til følgende, som jeg har modtaget fra SKAT:
”SKATs kontrol af bankordningen
Bankordningen var en aftale mellem SKAT og bankerne SEB, Nordea og Danske Bank,
hvorefter bankerne på vegne af deres kunder anmodede SKAT om refusion af udbytte-
skat. Ordningen bestod i, at en række data knyttet til udbytterefusionen blev fremsendt til
SKAT i regnearksform. Aftalerne blev opsagt af SKAT ultimo september 2015.
Det forhold, at de indsendte regneark alene indeholdt oplysninger om navn på ansøger,
antal aktier, vedtagelsesdato og udbytte, vanskeliggjorde en egentlig kontrol. Som en del
af ordningen var det imidlertid en betingelse, at bankerne sikrede eller fik sandsynliggjort,
at der var betalt udbytteskat vedrørende de indsendte ansøgninger.
SKAT har på grundlag af de oplysninger, der er tilgængelige i regnearkene, foretaget en
række analyser, der har haft til formål at afdække svig med tilbagesøgning af udbytteskat.
Analyserne er foretaget med udgangspunkt i de erfaringer, der er opnået i forbindelse
med svindelsagen fra blanketordningen, samt fra de erfaringer SKAT har opnået via kon-
trol i de standsede sager, der er modtaget efter den 6. august 2015.
Undersøgelserne er endnu ikke afsluttet, hvilket skyldes datakvaliteten og den kompleksi-
tet, der er forbundet med kontrollen af udbytteområdet. Undersøgelserne forventes at
være afsluttet i løbet af første halvår 2017. På baggrund af de foreliggende resultater er
der dog intet, der tyder på systematisk svindel med tilbagesøgning af udbytteskat i bank-
ordningen.
SKATs kontrol af bankernes brug af aktielån
Arbejdet med at kontrollere aktieudlån pågår stadig. Undersøgelsen har taget længere tid
end forventet, hvilket også her skyldes den kompleksitet, der er forbundet med kontrollen
af udbytteområdet generelt og særligt på aktielånsområdet. Resultatet af kontrollen af
bankernes brug af aktielån forventes at foreligge i løbet af første halvår 2017. ”
Side 2 af 2