REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 959: Spm. om, hvorfor Tyskland ikke har indført et landsdækkende forbud, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

16. november 2017

Statsrets- og Menneske-

retskontoret

Sagsbeh: Jacob Guldborg Rasmus-

sen

Sagsnr.: 2017-0030-0224

Dok.:

541192

Dato:

Kontor:

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 951 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. september 2017.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Søren Pape Poulsen

Caroline Østergaard Nielsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 959: Spm. om, hvorfor Tyskland ikke har indført et landsdækkende forbud, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 951 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvilke regelsæt, bestemmelser og

paragraffer i tysk lov, der har været anvendt af de enkelte del-

stater (bl.a. Slesvig-Holsten, Nordrhein-Westfalen, Niedersach-

sen og Berlin) i forbindelse med forbud mod rockerklubber, og

vil ministeren redegøre for, om der findes tilsvarende regelsæt,

bestemmelser eller paragraffer i dansk lovgivning?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet et bidrag fra de

tyske myndigheder gennem Udenrigsministeriet.

Det tyske Forbundsindenrigsministeriums kontor for alvorlig og organiseret

kriminalitet har om de tyske regler, der har været anvendt i forbindelse med

forbud mod rockerklubber i delstaterne, oplyst følgende:

”Forbud

mod rockergrupper, der enten udstedes af delstaterne

eller centralt af forbundet (af Forbundsindenrigsministeriet) er

hjemlet i Foreningsloven (Gesetz zur Regelung des öffentlichen

Vereinsrechtes) med henvisning til Grundlovens art. 9, stk. 2

vedr. foreningsfrihed. Selve grundlæggelsen af en registreret

forening er reguleret i Bürgerliches Gesetzbuch, som er en sam-

ling af borgerretlige bestemmelser. Foreningsloven indeholder

bestemmelser om, hvorledes en forening kan forbydes. Det kan

ske, hvis det bevises, at foreningens formål eller aktiviteter er i

strid med strafferetten. (…) Som det fremgår af foreningslovens

§ 3 er forbud mod lokale foreninger et delstatsanliggende.

Strækker foreningens virke eller organisation sig ud over en del-

stats grænser eller ud over landegrænsen, er Forbundsindenrigs-

ministeriet den myndighed, der træffer beslutning om forbud.

Forbundsindenrigsministeriet har siden 1983 udstedt tre lands-

dækkende forbud; mod Hells Angels, Gremium MC og

Satudarah MC. Der har været langt flere forbud på delstatsni-

veau.

Processen vedr. et foreningsforbud forløber anderledes end ved

en straffesag i klassisk forstand, idet bevisførelsen er diverge-

rende. Man arbejder ikke ud fra in dubio pro reo. Politiets ho-

vedopgave er således at overbevise retten om, at rockerforenin-

gens formål er at bedrive kriminalitet. Efterforskningen samler

derfor alle lovovertrædelser, der kan knyttes til foreningens

medlemmer. Dette princip om at tilskrive sammenhæng mellem

foreningens medlemmer og foreningens formål er ledetråden i

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 959: Spm. om, hvorfor Tyskland ikke har indført et landsdækkende forbud, til justitsministeren

efterforskningen. Forbud er ofte ledsaget af individuelle retsfor-

følgelser af enkelte medlemmer, men individuelle retsforfølgel-

ser kan også bane vejen for forbud. ”

Den tyske grundlovs § 9, som foreningslovens § 3 om forbud henviser til,

har følgende ordlyd i den officielle engelske oversættelse:

“Article 9

[Freedom of association]

(1) All Germans shall have the right to form corporations and

other associations.

(2) Associations whose aims or activities contravene the crimi-

nal laws, or that are directed against the constitutional order or

the concept of international understanding, shall be prohibited.

(3) (…)”

Den tyske foreningslov vedlægges på tysk.

I dansk ret er foreningsfriheden beskyttet i grundlovens § 78, som har

følgende ordlyd:

”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne for-

eninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål

ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af

anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstalt-

ning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da

straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden

særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved

lov.”

Opløsning af en gruppe ved dom efter bestemmelsen kræver, at gruppen

udgør en forening i bestemmelsens forstand, at den pågældende forening har

et ulovligt øjemed, herunder eventuelt at den søger at nå sit mål ved vold,

og at der kan føres bevis herfor i forbindelse med en eventuel opløsningssag.

Det er i retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 2, fastsat, at sager, hvorunder det

offentlige nedlægger påstand om ophævelse af en forening, behandles efter

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 959: Spm. om, hvorfor Tyskland ikke har indført et landsdækkende forbud, til justitsministeren

strafferetsplejens regler.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at princippet om ”in dubio pro

reo”, der finder anvendelse i

den danske strafferetspleje, indebærer, at an-

klagemyndighedens bevis i en straffesag skal have en sådan styrke, at der

ikke kan siges at være en rimelig tvivl om, at den tiltalte er skyldig, jf. hertil

f.eks. Straffeprocessen, Eva Smith m.fl. 2. udgave (2008), side 598.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det forhold, at sager, hvor det offent-

lige nedlægger påstand om ophævelse af en forening, behandles efter straf-

feretsplejens regler, antages at indebære, at strafferetsplejens beviskrav også

finder anvendelse i sådanne sager. Det betyder, at anklagemyndigheden i en

opløsningssag vil skulle løfte bevisbyrden for, at den pågældende forening

uden for enhver rimelig tvivl har et ulovligt øjemed.

Efter retsplejelovens § 701, stk. 1, forfølges sager mod en forening til dens

ophævelse i medfør af grundlovens § 78 ved den ret, i hvis kreds foreningen

eller dens bestyrelse har sit sæde, eller, når sådant ikke med sikkerhed kan

udfindes, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor. Straffesager behandles ef-

ter retsplejelovens § 686, stk. 1, i første instans ved byretten med mulighed

for anke til landsretten, jf. 902, stk. 1. Landsrettens domme i straffesager

kan ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis sagen

er af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1. Sager om opløsning

af politiske foreninger skal dog efter grundlovens § 78, stk. 4, uden særlig

tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.