REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om ministeren kan redegøre for muligheden for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. september 2017

Strafferetskontoret

Christian Nikolaj Søberg

2017-0030-5825

2400220

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 834 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. august 2017.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Søren Pape Poulsen

Thomas Tordal-Mortensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om ministeren kan redegøre for muligheden for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 834 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for muligheden for erstatning efter

retsplejelovens § 1018 a, såfremt den sigtede har benyttet sig

af sin grundlovssikrede ret til at nægte at udtale sig, og vil mi-

nisteren redegøre for sin holdning hertil.”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, har den, der har været

anholdt eller varetægtsfængslet som led i en straffesag, krav på

erstatning for den derved tilføjede skade, hvis påtale opgives,

eller der sker frifindelse. Det følger heraf, at udgangspunktet i

alle tilfælde er, at der skal ydes erstatning for frihedsberøvelse,

hvis der sker påtaleopgivelse eller frifindelse.

Selv om betingelserne for at yde erstatning efter stk. 1 ikke er

opfyldt, kan erstatning ydes, såfremt den under sagen anvendte

frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgnin-

gens udfald eller det af andre særlige grunde findes rimeligt, jf.

retsplejelovens § 1018 a, stk. 2.

Har den sigtede selv givet anledning til foranstaltningerne

(dvs. frihedsberøvelsen), kan erstatningen nedsættes eller næg-

tes, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. I hver enkelt sag om er-

statning må det derfor overvejes, om der konkret er anledning

til enten helt eller delvist at nægte erstatning, fordi den pågæl-

dende har udvist såkaldt ”egen skyld”.

I betænkning nr. 801/1977, som ligger til grund for bestem-

melsens forarbejder, er bl.a. anført følgende om ”egen skyld”

på s. 32-33:

”[…] den »egen skyld«, som

kan begrunde nedsættelse eller

udelukkelse af erstatning for straffeprocessuelle indgreb, prin-

cipielt må betragtes på samme måde som »egen skyld« i for-

bindelse med et almindeligt civilretligt erstatningssøgsmål. Det

drejer sig om en udmøntning af de almindelige principper for

bedømmelsen af skadelidendes egen medvirken til skadens

indtræden; og der må derfor i det hele ske en vis afgrænsning

med udgangspunkt i de almindelige civilretlige regler, i første

række vedrørende culpa, kausalitet og adækvans. Sigtedes ad-

færd må indebære et dadelværdigt moment, der karakteriserer

hans handlemåde - eller hans undladelse - som culpøs. Og det

må dertil stå for ham som en påregnelig følge af hans adfærd,

at han kan blive udsat for strafforfølgning og eventuel friheds-

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om ministeren kan redegøre for muligheden for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, til justitsministeren

berøvelse. Særligt bør det fremhæves, at sigtedes adfærd forud

for strafforfølgningen i visse tilfælde ud fra en adækvans-

vurdering vil falde uden for begrebet »egen skyld«.”

Betænkningen angiver derudover en række tilfældegrupper,

hvor der kan være tale om at nægte erstatning på grund af egen

skyld, jf. nærmere s. 31-32. En af de tilfældegrupper, som be-

tænkningen nævner, er den situation, at den sigtede undlader at

rense sig for mistanken, jf. s. 32. Det er således forudsat i be-

tænkningen, at en sigtets undladelse af at rense sig for mistan-

ke kan udgøre en sådan egen skyld, at erstatning bør nedsættes

eller bortfalde.

I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-99, bind 2, s. 40,

er bl.a. anført følgende om den situation, hvor en person har

benyttet sig af sin ret til at nægte at udtale sig:

”Det kan i almindelighed ikke tillægges betydning for vurde-

ringen af, om erstatning skal nedsættes eller nægtes efter be-

stemmelsen i retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, at en person be-

nytter sig af sin ret til at nægte at udtale sig. Dette udgangs-

punkt fraviges i praksis, hvis den pågældende har haft en sær-

lig anledning til at rense sig for en konkret mistanke, f.eks. på

grund af fund af tyvekoster eller andre mistankepådragende ef-

fekter på hans person, belastende telefonsamtaler eller lignen-

de.”

Hvorvidt afslag på erstatning i den enkelte sag bør være kon-

sekvensen af en manglende forklaring, beror på de nærmere

omstændigheder i sagen, herunder hvilken konkret anledning

den pågældende havde til at forklare sig, hvilken betydning

den manglende forklaring havde for frihedsberøvelsen og ud-

strækningen heraf, samt hvilken betydning den sigtede måtte

regne med, at den manglende forklaring ville have med hensyn

til iværksættelse eller opretholdelse af frihedsberøvelsen.

Fra retspraksis kan jeg henvise til følgende eksempler på sager,

hvor den sigtede har nægtet at udtale sig:

U 1995.426 H vedrørte en sag, hvor den erstatningssøgende

(L) havde været sigtet og tiltalt for sammen med A og B at ha-

ve indsmuglet heroin fra Thailand til Danmark. A og B, der i

modsætning til L havde deltaget i rejsen til Thailand, blev

dømt. L blev frifundet. Baggrunden for sigtelsen, varetægts-

fængslingen og tiltalen mod L var en forudgående skygning og

telefonaflytning af L. Heraf fremgik blandt andet, at L deltog i

A’s indkøb af flybillet til rejsen til Thailand, ligesom telefon-

samtaler mellem A og L gav mistanke om, at L havde fuldt

kendskab til, hvad A og B foretog sig i Thailand. L valgte ho-

vedsageligt ikke at udtale sig under sagen. Højesteret fandt, at

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om ministeren kan redegøre for muligheden for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, til justitsministeren

L ikke var berettiget til erstatning for varetægtsfængslingen og

bemærkede følgende:

”Telefonsamtalen den 29. november 1989 mellem A og L gav

L en særlig anledning til at søge at rense sig for den stærke

mistanke, som samtalen gav grundlag for. L valgte imidlertid

ikke at udtale sig under hele sagen. Under disse omstændighe-

der har L udvist et sådant forhold, at han ikke er berettiget til

erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.”

U 2007.958 H drejede sig om en erstatningssøgende (E), som

havde været varetægtsfængslet i ca. 6 måneder. Ved anholdel-

sen var E blevet sigtet for besiddelse af 53,4 gram heroin, der

blev fundet i E’s kolonihavehus, og senere blev E tillige sigtet

for at have erhvervet 1 kg heroin med henblik på videresalg.

Der blev alene rejst tiltale for de 53,4 gram, og E blev frifundet

herfor. Anklagemyndigheden afslog at yde erstatning for ube-

rettiget varetægtsfængsling bl.a. under henvisning til, at E hav-

de undladt at komme med oplysninger, der kunne rense E for

mistanke. Byrettens flertal fandt ikke, at E havde udvist egen

skyld og bemærkede, at der ikke var fornødent grundlag for at

antage, at E vidste eller bestemt måtte formode, hvem der hav-

de gemt heroinen. Landsretten fandt, at E på grund af fundet af

heroin havde en særlig grund til at rense sig fra mistanken ved

at give politiet nærmere oplysninger om, hvem der kunne have

anbragt heroinen i huset og frifandt herefter anklagemyndighe-

den. Højesteret fandt af de grunde, som byretten havde anført,

at der ikke var grundlag for

at afvise eller nedsætte E’s

erstat-

ningskrav.

U 2010.2084 Ø vedrørte en erstatningssøgende (E), som sam-

men med to andre var blevet anholdt på et hotelværelse, hvor

der i en sikkerhedsboks blev fundet ca. 4,5 kg. heroin. I grund-

lovsforhøret næste dag nægtede E sig skyldig og ønskede i øv-

rigt ikke at udtale sig. E blev varetægtsfængslet i isolation som

sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191. Ca. 4 måneder

senere afgav E forklaring til politiet. E blev efterfølgende fri-

fundet for den rejste tiltale og administrativt tilkendt takstmæs-

sig erstatning for uberettiget frihedsberøvelse for perioden fra

E havde afgivet forklaring til frifindelsen. E blev derimod næg-

tet erstatning for de første 4 måneder af frihedsberøvelsen med

henvisning til, at E havde udvist egen skyld. Både by- og

landsret fandt, at E havde udvist egen skyld i den pågældende

periode. I Københavns Byrets bemærkninger, som Østre

Landsret henholdt sig til, anførtes bl.a. følgende:

”Retten finder, at den omstændighed, at erstatningssøgende

be-

fandt sig på hotelværelset, hvor heroinen blev fundet, sam-

menholdt med oplysningerne om, at han, efter at have boet på

hotellet fra den 4. til den 5. februar 2008, var tjekket ud og kørt

til Sverige, men senere samme dag returneret til København

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om ministeren kan redegøre for muligheden for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, til justitsministeren

via Hälsingborg/Helsingør, hvilke oplysninger forelå allerede

under grundlovsforhøret, gav erstatningssøgende en særlig an-

ledning til at søge at rense sig for den mistanke, som denne ad-

færd gav grundlag for. Ved at undlade at udtale sig og give op-

lysninger, der kunne have gjort det muligt at afkræfte den al-

vorlige sigtelse, findes erstatningssøgende ved sin adfærd selv

at have givet anledning til varetægtsfængslingen og den efter-

følgende frihedsberøvelse. Herefter, og idet oplysningerne om

forsvarerpålæg ikke kan føre til andet resultat, findes erstatnin-

gen med rette at være nedsat som sket, hvorfor anklagemyn-

dighedens frifindelsespåstand tages til følge.”

U 2016.3144 Ø vedrørte erstatning i anledning af en straffesag,

hvor E var blevet frifundet for 2 drabsforsøg, men dømt for et

voldsforhold. E havde under sagen været varetægtsfængslet på

grundlag af sigtelserne for de to drabsforsøg. E havde siddet

varetægtsfængslet 69 dage mere end den straf, han endte med

at blive idømt, og forholdet skulle derfor bedømmes efter rets-

plejelovens § 1018 a, stk. 2. E valgte ikke at udtale sig under

sagen før end et stykke inde i hovedforhandlingen ved byret-

ten, hvor han alene ønskede at besvare spørgsmål fra forsvare-

ren. Landsretten fandt, at E selv havde givet anledning til vare-

tægtsfængslingen, herunder dens udstrækning, og afviste såle-

des E’s erstatningskrav i medfør af retsplejelovens § 1018 a,

stk. 3. Landsrettens begrundelse herfor var nærmere:

”E var på gerningstidspunkterne for de drabsforsøg, der gav

anledning til varetægtsfængslingen, ledende medlem af - - -, og

der var en aktuel konflikt mellem - - - og andre grupperinger.

Vidnet V afgav til politiet og senere den 28. april 2010 i retten

under en afhøring i medfør af retsplejelovens § 747 en detalje-

ret forklaring om E's rolle i relation til drabsforsøget i X-gade.

I forbindelse med drabsforsøget i X-gade kørte gerningsmæn-

dene i E's - - -, og der kom et skudhul i bilen. På E's bopæl

blev der under en ransagning den 9. oktober 2009 fundet et

projektil, der hidrørte fra skudepisoden. Endvidere er der under

sagen afgivet forklaringer til politiet fra vidner om, at en - - -

den pågældende aften holdt stille i X-gade ud for - - -. Et vidne

har i den forbindelse forklaret, at - - - accelererede kraftigt, og

at der herefter lød skud. Det fremgår af videooptagelser, der

blev sikret til sagen, at E var til stede ved - - - klubhus på - - -

den pågældende aften, kort før drabsforsøget fandt sted. De

indhentede teleoplysninger viste endvidere, at der den pågæl-

dende aften var opkald og opkaldsforsøg mellem E og personer

involveret i skudepisoden i X-gade.

E havde på den anførte baggrund en særlig anledning til at for-

søge at rense sig for den mistanke, som var rejst mod ham i an-

ledning af drabsforsøget i X-gade.

E ønskede imidlertid ikke at udtale sig under afhøringer hos

politiet, i grundlovsforhøret og i forbindelse med den øvrige

retlige behandling af sagen før et stykke inde i hovedforhand-

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 834: Spm. om ministeren kan redegøre for muligheden for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, til justitsministeren

lingen i byretten, hvor han desuden alene ønskede at besvare

spørgsmål fra sin forsvarer. I forbindelse med landsrettens be-

handling af sagen afgav han ikke forklaring.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at E selv har

givet anledning til varetægtsfængslingen, herunder dennes ud-

strækning, idet han ved sin handlemåde har bidraget til at be-

styrke den mistanke, der var rejst mod ham i relation til drabs-

forsøget i X-gade, jf. herved retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Den omstændighed, at der efter de foreliggende oplysninger

om drabsforsøget i Y-gade ikke har været en tilsvarende særlig

anledning til at søge at rense sig for mistanke, kan ikke føre til

en anden vurdering af sagen.””

Justitsministeriet kan henholde sig til Rigsadvokatens udtalelse.