REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 833: Spm. om ministeren kan redegøre for sin holdning til om erstatningsniveauet for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. september 2017

Strafferetskontoret

Christian Nikolaj Søberg

2017-0030-5824

2400193

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 833 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. august 2017.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Søren Pape Poulsen

Thomas Tordal-Mortensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 833: Spm. om ministeren kan redegøre for sin holdning til om erstatningsniveauet for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 833 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for sin holdning til om erstatningsni-

veauet for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling, jf.

retsplejelovens § 1018 a er rimeligt?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, har den, der har været

anholdt eller varetægtsfængslet som led i en straffesag, krav på

erstatning for den derved tilføjede skade, hvis påtale opgives,

eller der sker frifindelse. Erstatning ydes for økonomisk skade

samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse

af stilling og forhold. Erstatning kan nedsættes eller nægtes,

hvis den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne,

jf. § 1018 a, stk. 3.

Erstatning for økonomisk skade udbetales i henhold til frem-

lagt dokumentation for tabets størrelse, hvis tabet er en direkte

og påregnelig følge af frihedsberøvelsen.

Erstatning for ikke-økonomisk skade udbetales som altoverve-

jende hovedregel efter de administrativt fastsatte og årligt re-

gulerede takster i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om erstat-

ning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a. Taksterne regu-

leres årligt efter princippet i erstatningsansvarslovens § 15,

dvs. med den årligt fastsatte tilpasningsprocent.

Taksterne for frihedsberøvelse, der finder sted i 2017, findes i

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om erstatning i henhold til

retsplejelovens kapitel 93 a (2017), pkt. 1, der angiver følgen-

de:

”a.

Indenfor det første døgn:

0 indtil

5 timer:

5 indtil

10 ti-

mer:

10 ind-

2.600 kr.

3.900 kr.

5.100 kr.

til

timer:

15 ti-

mer og

derover:

6.500 kr.

Mere end et døgn:

6.500 kr.

for det første døgn og herudover

800

kr.

for hvert påbegyndt efterfølgende døgn.

Anvendelse af isolation under varetægtsfængs-

lingen medfører, at erstatningsbeløbet forhøjes til

1.100 kr.

for hvert påbegyndt døgn i den periode,

hvor isolationen har været anvendt. Der ydes ikke

isolationstillæg for frihedsberøvelse omfattet af

pkt. 1.a.

Kortvarige anholdelser (til og med 10 minutter):

900

kr.

Taksten for frihedsberøvelser i grove sædelig-

hedssager

forhøjes

med

pct.

Taksten for frihedsberøvelser i sager om drab,

drabsforsøg og brandstiftelse efter straffelovens §

180

forhøjes

med

100

pct.

Ved opretholdt anholdelse, jf. retsplejelovens §

760, stk. 4, ydes erstatning for det første døgn ef-

ter pkt. 1.a. og for de efterfølgende døgn efter

isolationstaksten, jf. ovenfor under pkt. 1.c., hvis

det er oplyst, at den pågældende reelt har været

isoleret under anholdelsen. Det bør derfor i hver

enkelt sag klarlægges, om dette har været tilfæl-

det.”

Systemet med administrativt fastsatte takster blev etableret i

forlængelse af vedtagelsen af lov nr. 243 af 8. juni 1978, hvor

reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning i

det væsentligste fik sin nuværende udformning. I overens-

stemmelse med udvalgets anbefalinger i betænkning nr.

801/1977 blev lovforslaget udformet således, at der ikke i lo-

ven blev fastsat regler om takstmæssig erstatning for ikke-

økonomisk skade, og det blev i lovforslagets bemærkninger

anført, at der burde tilstræbes en vis fastlæggelse af udmå-

lingsniveauet herfor i bestemte typer af sager gennem admini-

strativ praksis og domspraksis.

Efterfølgende blev der ved Rigsadvokatens meddelelse nr.

5/1982 fastsat retningslinjer for erstatning for ikke-økonomisk

skade efter retsplejelovens kapitel 93 a i anledning af friheds-

berøvelse, idet der blev fastsat vejledende takster for størrelsen

af erstatning for uberettiget frihedsberøvelse i det første og ef-

terfølgende døgn.

Ved Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/1987 blev det på bag-

grund af en højesteretsdom (U 1987.338 H) fastlagt, at der

fremover skulle ske en årlig regulering af taksterne under hen-

syn til lønudviklingen i samfundet og med udgangspunkt i

principperne i erstatningsansvarslovens § 15. Herefter er de år-

lige meddelelser om erstatning i anledning af strafferetlig for-

følgning løbende blevet reguleret og udbygget bl.a. med fast-

sættelse af takster for erstatning for andre straffeprocessuelle

indgreb end frihedsberøvelse.

Det takstmæssige beløb er udgangspunktet for behandlingen af

et erstatningskrav, men hindrer ikke, at der kan tages hensyn til

de konkrete omstændigheder, der er knyttet til det enkelte er-

statningskrav, og at der i lyset heraf efter omstændighederne

kan ydes et større beløb i erstatning, hvis der foreligger ganske

særlige forhold.

I lyset af, at frihedsberøvelser i visse sagstyper generelt må an-

ses for særligt belastende på grund af sigtelsens alvorlige ka-

rakter, blev der ved Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/1996 for

visse sagstyper indført en fast procentvis forhøjelse af den

takstmæssige erstatning. Som det også fremgår ovenfor forhø-

jes de administrativt fastsatte takster således fast med 100 pro-

cent i sager om drab, drabsforsøg og brandstiftelse efter straf-

felovens § 180. Er der tale om sager vedrørende grov sædelig-

hedskriminalitet, forhøjes den takstmæssige erstatning fast

med 50 procent.

Foruden de faste forhøjelser af den takstmæssige erstatning

kan der i praksis undtagelsesvis, og hvis der foreligger ganske

særlige omstændigheder, være grundlag for yderligere at for-

høje erstatningsbeløbet. Det er efter de administrativt fastsatte

regler alene Rigsadvokaten, der har kompetence til at træffe

afgørelse om at fravige standardtaksterne, herunder om yderli-

gere at forhøje erstatningen i de nævnte alvorlige sagstyper.

I administrativ praksis er forhøjelse af standardtaksterne sket

både i form af en yderligere procentvis forhøjelse af taksterne

og ved tildeling af et ekstra skønsmæssigt fastsat sum-beløb

afhængig af sagens konkrete omstændigheder. Der har navnlig

været tale om sager, hvor der forelå ganske særlige om-

stændigheder med hensyn til grundlaget for og omstændighe-

derne i forbindelse med en frihedsberøvelse, sagens og sigtel-

sens karakter og/eller mediernes dækning af sagen.

I sager med spørgsmål om en eventuel forhøjet erstatning ind-

går det desuden i Rigsadvokatens vurdering, hvilket erstat-

ningsniveau der generelt er fastlagt i dansk ret med hensyn til

godtgørelse for tort. Den almindelige bestemmelse om tort-

godtgørelse findes i erstatningsansvarslovens § 26.

Højesteret har i flere tilfælde haft lejlighed til at tage stilling til

mere generelle spørgsmål om erstatning i anledning af straffe-

retlig forfølgning, herunder de administrativt fastsatte takster.

I U 1997.776 H, der vedrørte krav om erstatning i anledning af

en drabssag, udtalte Højesteret bl.a. følgende:

”Medmindre ganske særlige

forhold kan begrunde en fravigel-

se, skal den samlede godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a,

stk. 1, for posterne »lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller

ødelæggelse af stilling og forhold« ydes i overensstemmelse

med de administrativt fastsatte, årligt regulerede takster, som

efter Højesterets opfattelse er passende.”

I U 2010.540 H gentog Højesteret med henvisning til dommen

fra 1997, at de administrativ fastsatte, årligt regulerede takster

finder anvendelse ved fastsættelse af erstatningsbeløbet, med-

mindre der foreligger ganske særlige forhold. Det erstatnings-

krav, som Højesteret tog stilling til ved dommen fra 2010, ud-

sprang af en sag om grov sædelighedskriminalitet. Dommen

gav i øvrigt anledning til, at den faste procentvise forhøjelse af

taksten i sådanne sager blev hævet fra 25 procent til 50 pro-

cent.”

Justitsministeriet kan henholde sig til Rigsadvokatens udtalelse.