REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 556: Spm. om hvordan de retslige forhold er omkring det, at et flertal i Folketinget gennem dets handlinger har gjort sig ansvarlig for 3000 dødsfald årligt, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del
Offentligt

Spørgsmål nr. 556 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Daværende

beskæftigelsesminister Mette Frederiksen oplyste

Folketinget om, at det dårlige arbejdsmiljø var skyld i 1400

stressrelaterede dødsfald og 1300 dødsfald af arbejdsbetinget

kræft årligt. Kan ministeren oplyse, hvordan de retslige forhold

er omkring det, at et flertal i Folketinget gennem dets handlin-

ger har gjort sig ansvarlig for 3000 dødsfald årligt ved

a) at nedlægge bedriftssundhedstjenesten,

b) ikke at ville forbyde brug af farlige kemiske stoffer, hvor

der findes mindre farlige muligheder, f. eks. trichlorethylen til

metalaffedtning og krystallinsk kvartssand til sandblæsning,

c) at fyre en femtedel af Arbejdstilsynets medarbejdere, så an-

tallet af tilsynsførende er reduceret fra ca. 400 i 2013 til ca.

245 i 2016, dvs. næsten en halvering,

d) at have afvist at bruge det store beløb i Forebyggelsesfonden

for et bedre Arbejdsmiljø og

e) gennem den 2 procents årlig stigning af produktiviteten i

stat, regioner og kommuner og dermed også af intensiteten af

lønarbejdet sikret en større forekomst af stress og dermed flere

dødsfald?”

Svar:

Det bemærkes indledningsvis, at der ikke i grundloven findes regler om

ansvar for medlemmer af Folketinget. Reglerne om ministeransvar, jf.

grundlovens § 13 og ministeransvarlighedsloven, finder alene anvendelse

på ministres ansvar for deres embedsførelse.

Justitsministeriet har herefter forstået spørgsmålet således, at der ønskes en

redegørelse for, efter hvilke regler staten vil kunne ifalde erstatningsansvar

som følge af lovgivningsmagtens handlinger eller undladelser.

Det offentliges erstatningsansvar uden for kontraktforhold følger i det væ-

sentlige samme regler, som har udviklet sig i den almindelige erstatnings-

ret, og også regeringens og Folketingets virksomhed som lovgiver vil kun-

ne medføre et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige

principper, jf. Orla Friis Jensen og Søren Højgaard Mørup i Karsten Revs-

bech mfl., Forvaltningsretten

–

Almindelige emner (6. udgave, 2016), side

561-562.

Om de almindelige erstatningsretlige principper kan det oplyses, at en

række betingelser skal være opfyldt, for at et erstatningsansvar kan blive

aktuelt. Der skal således være sket en skade, hvorved der er lidt et økono-

misk tab, og der skal foreligge et ansvarsgrundlag. Dansk rets almindelige

ansvarsgrundlag er culpa, dvs. at der indtræder ansvar for skade, som er

forvoldt ved forsætlig eller uagtsom adfærd. Herudover skal der foreligge

den nødvendige årsagsforbindelse (kausalitet) mellem den indtrådte skade

og skadevolderens adfærd. Et erstatningsansvar forudsætter herudover

påregnelighed (adækvans), dvs. at skaden er en påregnelig følge af skade-

volderens adfærd. Den skadevoldende adfærd skal have forøget risikoen

for skadens indtræden. Skader, der er helt atypiske eller tilfældige i forhold

til den risiko, som skadevolders adfærd har fremkaldt, falder dermed nor-

malt uden for erstatningspligten.