REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 482: Spm. om, hvad der kan forklare det markante fald i antallet af sager ført med fri proces, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del
Offentligt

Spørgsmål nr. 482 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren på baggrund af opgørelsen over antallet af ci-

vile sager ført med fri proces i årene 2007-2015, jf. svar på

REU alm. del - spørgsmål 903, redegøre for, hvad der kan for-

klare det markante fald i antallet af sager ført med fri proces,

når dette ikke kan forklares med et tilsvarende fald i antallet af

civile sager eller et fald i den andel af befolkningen, der kan

opnå fri proces, jf. svar på REU alm. del - spørgsmål

83?”

Svar:

Det fremgår bl.a. af den daværende justitsministers besvarelse af 6. ok-

tober 2016 af spørgsmål nr. 903 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, at

der i perioden fra 2007 til 2015 skete et fald i antallet af civile sager med

fri proces, der blev behandlet ved byretterne, fra 4.611 sager til 2.130 sa-

ger.

Det er ikke umiddelbart muligt for mig at fastslå med sikkerhed, hvorfor

antallet af civile sager med fri proces, der er blevet behandlet ved byretter-

ne, er faldet siden 2007. Som det fremgik af min mundtlige besvarelse af

samrådsspørgsmål L og M (Alm. del) den 12. januar 2017 i Folketingets

Retsudvalg, er der dog en række faktorer, der sandsynligvis har haft væ-

sentlig betydning for udviklingen.

For det første skete der i perioden fra 2007 til 2015 et generelt fald i

antallet af civile sager, der blev behandlet ved byretterne. Det fremgår i

den forbindelse af tal indhentet fra Domstolsstyrelsen, at der i 2007 blev

behandlet 59.252 civile sager ved byretterne, hvor der i 2015 blev behand-

let 46.689 civile sager ved byretterne. Det må formodes, at denne generelle

udvikling har medført en nedgang i antallet af civile sager med fri proces,

der er behandlet ved byretterne.

For det andet blev det med indførelsen af de nuværende regler om fri

proces, der trådte i kraft den 1. januar 2007, gjort til en betingelse for fri

proces, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsik-

ring, der dækker omkostningerne ved sagen, jf. retsplejelovens § 325, stk.

1. Efter de nuværende regler er det således i første omgang retshjælpsfor-

sikringen, der skal dække sagens omkostninger, hvilket ligeledes må for-

modes at have medført en nedgang i antallet af civile sager med fri proces,

der er behandlet ved byretterne.

REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 482: Spm. om, hvad der kan forklare det markante fald i antallet af sager ført med fri proces, til justitsministeren

Det bemærkes i den forbindelse, at der i perioden fra 2007 til 2015 tilsva-

rende blev registreret et faldende antal ansøgninger om fri proces hos Ci-

vilstyrelsen. Der henvises i den forbindelse til den daværende justitsmini-

sters besvarelse af 6. oktober 2016 af spørgsmål nr. 903 (Alm. del) fra

Folketingets Retsudvalg.

For det tredje indførte man med lov nr. 538 af 8. juni 2006 reglerne om

den såkaldte småsagsproces, der gælder for sager, der er anlagt efter den 1.

januar 2008.

Reglerne fremgår af retsplejelovens kapitel 39 (§§ 400-410) og anvendes

på civile byretssager, herunder boligretssager, om krav, der ikke har øko-

nomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi af højst 50.000 kr., og

krav, hvor parterne, efter at tvisten er opstået, aftaler, at reglerne i kapitel

39 skal finde anvendelse. I sager mellem erhvervsdrivende om forhold, der

vedrører parternes erhverv, kan sådan aftale dog også indgås, før tvisten er

opstået. Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 er det muligt for retten

at behandle denne type sager efter en særlig forenklet form, og sagsom-

kostningerne vil ofte være af en mindre størrelse. Det kan i visse tilfælde

medføre, at der ikke ansøges om fri proces, eller at der ikke er grundlag for

at meddele fri proces til at føre sagen. Dette kan antages at have påvirket

udviklingen i antallet af sager med fri proces, der er behandlet ved byret-

terne.

Endelig ændrede man ved lov nr. 614 af 14. juni 2011 anvendelsesom-

rådet for de såkaldte betalingspåkrav, idet man hævede beløbsgrænsen fra

50.000 kr. til 100.000 kr. med virkning fra den 1. oktober 2011.

Reglerne om betalingspåkrav fremgår af retsplejelovens kapitel 44 a (§§

477 a-477 g) og gør det muligt at inddrive pengekrav under en særlig for-

enklet form, når fordringshaveren ikke forventer, at skyldneren har indsi-

gelser mod kravet eller vil gøre modkrav gældende. Formålet med reglerne

om betalingspåkrav var at etablere en enklere, lettere og billigere måde at

inddrive ubestridte pengekrav på. Sagsomkostningerne i denne type sager

vil således ofte være af mindre omfang, hvilket i visse tilfælde kan medfø-

re, at der ikke er grund til at ansøge om fri proces, eller at der ikke er

grundlag for at meddele fri proces til at føre sagen. Forhøjelsen af beløbs-

grænsen ved lov nr. 614 af 14. juni 2011 indebar, at flere sager blev omfat-

tet af reglerne om betalingspåkrav, hvilket ligeledes kan antages at have

påvirket udviklingen i antallet af sager med fri proces, der er behandlet ved

byretterne.