Spørgsmål nr. 424 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for politiets indsats i relation til tyveri
af lastbilanhængere, herunder antallet af anmeldelser?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Politiet har ikke en særlig indsats specifikt målrettet mod
tyveri af lastbilanhængere, men politiet foretager i hver enkelt
sag en konkret vurdering af, hvilke efterforskningsmuligheder
den pågældende sag rummer. Som led i efterforskningen af
tyveri af lastbilanhængere udveksler politiet i fornødent
omfang informationer med andre lande samt Europol.
Det kan endvidere oplyses, at Rigspolitiet siden 2011 har
samarbejdet med interessenter fra vejgodstransportbranchen,
herunder brancheorganisationer, om at sætte fokus på
forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet rettet mod denne
branche. I den sammenhæng har tyveri fra og af
lastbilanhængere været adresseret.
Rigspolitiet kan om antallet af anmeldelser oplyse, at politiet i
perioden fra den 1. januar 2012 til den 12. marts 2017 har
modtaget i alt 179 anmeldelser om brugstyveri af anhængere
på mere end 5 tons.
Det bemærkes i den forbindelse, at sager om brugstyveri af
lastbilanhængere registreres i politiets sagsstyringssystem
(POLSAS) under samme gerningskode som brugstyveri af
andre påhængskøretøjer mv. Rigspolitiet har for at udfinde
antallet af anmeldelser af brugsstjålne lastbilanhængere
sammenholdt data fra POLSAS med vægttal udtrukket fra
Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM3) for derved at
frasortere anhængere til personbiler og andre mindre
anhængere, der ikke kan karakteriseres som lastbilanhængere.
Der tages i den forbindelse forbehold for fejl- og
efterregistreringer, ligesom der gøres opmærksom på, at
POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke
et egentligt statistiksystem.”
2