Folketingets Retsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2017 - 663
Doknr.
446457
Dato
23-02-2017
Folketingets Retsudvalg har d. 6. januar 2017 stillet følgende spørgsmål nr. 218 (alm.
del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Rune Lund (EL).
Spørgsmål nr. 218:
”Det fremgår af medierne (se f.eks.:
http://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/ikke-flere-pladser-paa-
hovedstadens-herberger) at der mangler pladser på danske hjemløseherberger. Hvor
vil ministeren anvise de hjemløse, der befinder sig i Danmark, og som ikke finder
plads på et herberg, et sted at tilbringe natten på en sådan måde, at de ikke ”skaber
utryghed i nærområdet” med henblik på at overholde bestemmelserne i det udkast til
ændring af ordensbekendtgørelsen, der blev sendt i høring den 6. december 2016
(Justitsministeriets sagsnr. 2016-100-0117)?”
Svar:
Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste medborgere. Det er
derfor vigtigt for mig, at alle hjemløse har et sted at tilbringe natten. Det skaber tryg-
hed både for den hjemløse og for det omgivende samfund.
Det er kommunernes ansvar at sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter service-
loven. Kommunerne er forpligtede til at tilbyde hjemløse et midlertidigt ophold på et
herberg eller forsorgshjem. I de kolde vintermåneder er der behov for akut hjælp til
hjemløse, hvorfor der i forbindelse med de løbende aftaler om satspuljen er blevet
afsat midler til oprettelse af midlertidige nødovernatningsmuligheder.
Hvad angår udenlandske hjemløse, er reglerne sådan, at udlændinge har ret til støtte
efter serviceloven, såfremt de har lovligt ophold i Danmark. Udenlandske hjemløse,
der ikke har lovligt ophold, er ikke omfattet af servicelovens anvendelsesområde og
kan derfor ikke tilbydes plads på et herberg eller forsorgshjem. Derudover har de pligt
til at udrejse og kan udsendes tvangsmæssigt ved politiets foranstaltning.
Det er vigtigt for regeringen, at alle bliver en del af fællesskabet. Det indebærer bl.a. at
nedbringe antallet af hjemløse, og som det også fremgår af regeringsgrundlaget, vil
regeringen derfor også fremlægge et forslag til en handlingsplan for bekæmpelse af
hjemløshed.
Med venlig hilsen
Mai Mercado