Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 11. august 2017
Miljø- og fødevareministerens endelige besvarelse af spørgsmål nr. 985 (MOF alm. del) stillet den 7.
juli 2017 efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 985
”Vil
ministeren oplyse, om der er nogen begrænsninger overhovedet for, at Miljø-og
Fødevareministeriet inden for EU-lovgivningens rammer kan træffe beslutning om at regulere en ulv,
som Miljø- og Fødevareministeriet måtte vurdere som en "problem-ulv", og vil ministeren i
forlængelse heraf give sin juridiske vurdering af, om der indenfor rammerne af habitatdirektivets
artikel 16 måtte være uudnyttede muligheder i den gældende forvaltningsplan, for at give mulighed for
regulering af ulve, som aktuelt eller potentielt måtte kunne forvolde skade eller udgøre en risiko?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
"Ulven er omfattet af habitatdirektivets art. 12 og af det såkaldte bilag IV til direktivet, som bl.a.
indebærer et generelt forbud mod drab og indfangning. Regulering af ulve skal foregå inden for
rammerne af artikel 16 i direktivet
og kan ske for at forhindre ”alvorlig skade på afgrøder, besætning,
skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom eller af hensyn til den offentlige sundhed og
sikkerhed eller af andre bydende væsentlige hensyn til andre samfundsinteresser”.
Det er en forudsætning for regulering, at der ikke findes anden brugbar løsning, og at reguleringen
ikke forhindrer opretholdelse af bestandens bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.
Forvaltningsplanen for ulv udmønter denne bestemmelse i definition af begrebet problemulv og slår
fast, at der i situationer, hvor en ulv vurderes at udvise en adfærd, der betragtes som problematisk, og
hvis der ikke er tilfredsstillende alternativer til at løse problemet, kan træffes beslutning af
Miljøstyrelsen om, at ulven skal reguleres. Indtil videre har der ikke været ansøgt om regulering af ulv,
og forvaltningsplanens muligheder herfor er således indtil videre uudnyttede."
Esben Lunde Larsen
/
David Fjord Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk