Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 14. november
2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 85 (MOF alm. del) stillet den 18. oktober 2016
efter ønske fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 85
”Vil ministeren redegøre for, hvad det vil koste at udvide kystbeskyttelsesordningen fra Vestkysten til
også at omfatte de 10 områder, der er udpejet i forbindelse med EU’s oversvømmelsesdirektiv til at
være særligt truet af oversvømmelse?”
Svar
Der er i udgangspunktet tale om to ikke sammenlignelige ordninger, og ordningen på Vestkysten kan
således ikke direkte overføres til de områder, der er udpeget som særligt oversvømmelsestruede, jf.
oversvømmelsesloven (EU’s oversvømmelsesdirektiv).
Aftalen om kystbeskyttelsen på Vestkysten gennemføres efter 5-årige fællesaftaler mellem staten og
kommunerne. Fællesaftalen er således grundlag for den aktivt gennemførte kystbeskyttelse, som
Staten ved Kystdirektoratet er ansvarlig for at udføre. Den centrale del af Vestkysten – 110 km kyst
mellem Lodbjerg-Nymindegab - er Danmarks mest udsatte erosionskyst med risiko for tilbagerykning
af kysten visse steder med op til 8 meter pr. år. Med den smalle klitbarriere og det lavtliggende
bagland med fjorde er meget store områder og infrastruktur oversvømmelsestruet, hvis ikke der gøres
en permanent indsats for at bremse kysttilbagerykningen og risikoen for klitgennembrud ved storm.
Statens engagement på Vestkysten rækker historisk tilbage til 1800-tallet og beror på en række
politiske beslutninger om, bl.a. at holde Thyborøn Kanal farbar for sejlads, sikre at det er muligt at bo
og drive erhverv langs Vestkysten med sikkerhed mod oversvømmelser og tab af menneskeliv, anlæg af
statshavne mv. Efter en voldsom storm i november 1981 med klitgennembrud og store
oversvømmelser var der en erkendelse af, at den hidtidige indsats var fragmenteret og utilstrækkelig.
Det førte til politisk beslutning om en statslig koordineret og finansieret indsats med indgåelse af den
første fællesaftale på Vestkysten i 1983 mellem kommuner, amt og staten. Efter amternes nedlæggelse
overgik amtets bidrag til staten. Der er yderligere tre mindre fællesaftaler (Blåvand, Lønstrup,
Skagen). De gældende fællesaftaler løber i perioden 2014-2018. Aftalerne skal politisk forhandles i
forbindelse med deres udløb.
Fællesaftalerne udgør herved en undtagelse fra det generelle udgangspunkt om, at det er grundejers
ansvar at beskytte sin ejendom mod havet, idet staten med en række politiske beslutninger gennem de
seneste 150 år har påtaget sig et særligt ansvar for beskyttelse af Vestkysten.
Oversvømmelsesloven har til formål at mindske de negative konsekvenser af oversvømmelser fra
vandløb, fjorde og havet ved at fastlægge retningslinjer for vurdering og styring af risikoen for
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk