Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1687271_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 11. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 81 (MOF alm. del), stillet 17. oktober 2016
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål 81
Mener ministeren, at der er overensstemmelse mellem at betragte moler som en ”unik ressource” og
dets faktiske anvendelse til fremstilling af bl.a. kattegrus (hvilket fremgår af Nyheder fra GEUS d.
15.september 2016, hvor det er anført at ”moler, der findes på øerne Fur og Mors, udnyttes til isolering
og kattegrus”)?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, der oplyser følgende:
”Moler er gennem mange år blevet betragtet som en særlig ressource. I dag anvendes moleret til meget
mere end kattegrus. Moleret anvendes til fremstilling af en række produkter, hvor de fugtabsorberende
egenskaber udnyttes. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning har indhentet oplysninger hos indvinder
af moler på Mors. Ca. 10 % af det indvundne moler anvendes i kattegrus og plantegranulat. Langt
størstedelen af moleret (ca. 55 %) bruges til mere forædlede formål, hvor molerets isolerende og
væskeabsorberende evner især finder anvendelse i stålindustrien som isoleringsmiddel og i
fodermiddelindustrien som bærestof for tilsætning af syrer og vitaminer samt anvendelse som
antiklumpningsmiddel i fodermiddelblandinger. De resterende 35 % anvendes ved opsamling af olie
og kemikalier ved uheld industri mm. Eksportandelen af moleret er ca. 80 %.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk