Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del endeligt svar på spørgsmål 1041
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. september 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1041 (MOF alm. del) stillet den 22. august
2016 efter ønske fra Mette Hjermind Dencker (DF).
Spørgsmål nr. 1041
”Vil ministeren tage initiativ til at lovgivningen ændres, så der fremover vil være rimelig kompensation
til naboer til grusgrave for gener og formuetab, der svarer til det, som i dag gives til naboer til
vindmøller?”
Svar
Ordningen med kompensation til naboer til vindmøller blev indført i lov om fremme af vedvarende
energi (VE-loven) og er en særlig ordning, hvor den, der opstiller en vindmølle, skal betale erstatning
til ejere af fast ejendom for værditab ud over det det, der sædvanligvis er tilfældet.
Det fremgår af bemærkningerne til VE-loven, at der er tale en helt særlig ordning, som ikke gælder for
andre samfundsområder. Det overordnede formål med VE-loven er at fremme udbredelsen af
vedvarende energi, herunder opstilling af flere vindmøller. Der blev derfor indført en
værditabsordning, som har til formål at øge den lokale opbakning til opstilling af vindmøller, og som
giver ret til erstatning i videre omfang end de almindelige ulovbestemte naboretlige regler. Det
fremgår af lovbemærkningerne til VE-loven, at det ikke var tanken, at der skulle gælde lignende
ordninger på andre områder. Jeg mener derfor ikke, at netop råstofindvindere skal pålægges en særlig
pligt til at kompensere naboer ud over de almindelige regler.
Miljøbeskyttelseslovgivningen har til formål at sikre, at forurenende virksomheder m.v. ikke medfører
uacceptable gener. For erhvervsmæssig råstofgravning gælder, at der er krav om tilladelse efter
råstofloven. I tilladelsen skal der stilles de nødvendige vilkår vedrørende driften og efterbehandlingen
med henblik på bl.a. at begrænse miljømæssige gener, f.eks. støj- og støvgener. Naboerne bliver hørt i
forbindelse med behandlingen af ansøgninger om gravetilladelser, og har mulighed for at klage over en
eventuel tilladelse. Hensynet til naboerne skal også indgå i den tidligere fase, når regionerne udlægger
råstofgraveområder i råstofplanerne. En kompensationsordning vil være en ekstra omkostning for
råstofindvinderne, som ville fordyre råstofferne og dermed bygge- og anlægsaktiviteter, hvor de
bruges.
Jeg vil derfor ikke tage initiativ til en lovændring, som indfører en særlig kompensationsordning for
naboer til grusgrave.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk