Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. maj 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 679 (MOF alm. del) stillet 24. april efter
ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 679
”Ministeren
bedes redegøre for mængden af grundvand og drikkevand i Danmark,
herunder bedes ministeren redegøre for, om der generelt i Danmark og i alle egne af Danmark er
tilstrækkeligt og rigeligt med grundvand/drikkevand til at forsyne befolkningen, husdyr og dyr i
naturen med drikkevand, og om der er tilstrækkeligt og rigeligt med vand til at sikre tilladelser til alle,
der ønsker boringstilladelser til erhvervsmæssig vanding, dvs. fortrinsvis landbrug og gartneri,
og såfremt der måtte være områder, hvor der ikke vurderes at være vand nok til henholdsvis
drikkevand og til at imødekomme ønskerne om tilladelser til erhvervsmæssig vanding, bedes
ministeren oplyse, hvor det måtte være tilfældet.”
Svar
GEUS har i 2003 vurderet, at der bæredygtigt kan indvindes ca. 1 mia. m³ grundvand hvert år. Ud fra
en ressourcemæssig betragtning vurderes der at være tilstrækkeligt grundvand i de fleste områder til at
dække det nuværende forsyningsbehov. Men kommunerne, som er myndighed på området, vil i de
konkrete sager ikke altid kunne give tilladelse til vanding ud fra en konkret vurdering af de lokale
forhold og beskyttelseshensynene i medfør af bl.a. vandområdeplanerne.
Vandrammedirektivet forpligter bl.a. medlemslandene til at sikre, at alle grundvandsforekomster som
udgangspunkt har en god kvantitativ tilstand. Det betyder overordnet, at grundvandsstanden i alle
grundvandsforekomster skal ligge tilstrækkeligt højt til, at den gennemsnitlige indvinding pr. år over
en lang periode ikke overstiger den tilgængelige grundvandsressource. Som det fremgår af de
gældende vandområdeplaner, har Danmark 3 grundvandsforekomster i ringe kvantitativ tilstand
beliggende i Københavns Vestegn, på Vestsjælland omkring Slagelse og på Lolland nord for Nakskov.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljøstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 40 00