Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1749746_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. april 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 639 (MOF alm. del) stillet den 7. april 2017.
Spørgsmål nr. 639
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 27/3-17 fra NOAH og No Patents On Seeds/Danmark
om patent på planter, jf. MOF alm. del – bilag 348?”
Svar
Indledningsvis vil jeg bemærke, at spørgsmålet om patenter ressortmæssigt hører under
Erhvervsministeriet, Patent- og Varemærkestyrelsen. Problemstillingen omkring muligheden for at
tage patenter på planter og dyr, og hvad der kan gøres imod dette, hører derfor ikke hjemme i Miljø- og
Fødevareministeriet.
Jeg har dog forelagt spørgsmålet for Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, da dele af henvendelsen berører
områder, der hører under Miljø- og Fødevareministeriet, bl.a. spørgsmålet om
plantenyhedsbeskyttelse.
Styrelsen oplyser følgende:
”Det er korrekt, at EU har et sortsbeskyttelsessystem, som omfatter retten for en planteforædler til at
få beskyttet nye plantesorter. Plantenyhedsbeskyttelse er ikke det samme som opnåelsen af et patent,
men der kan være snitflader mellem systemerne. Det er derfor vigtigt, at der sikres en balance mellem
plantenyhedsbeskyttelsen og patentbeskyttelsen. Patent- og Varemærkestyrelsen holder løbende
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen orienteret om udviklingen på patentområdet.
For så vidt angår GMO, bemærker Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, at den fælles EU-lovgivning om
henholdsvis udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (GMO) og om genetisk
modificerede fødevarer og foder ikke omhandler patenter. Den EU-fælles GMO-lovgivning omhandler
fælleskabsprocedurer for godkendelse af GMO’er, blandt andet med henblik på at beskytte miljøet
samt dyr og menneskers sundhed.”
Jeg finder det essentielt, at interessenter kan komme med input til den politiske dagsorden og til
udvikling af ny lovgivning, og derfor har jeg også bedt Landbrugs- og Fiskeristyrelsen tage højde for
henvendelsens pointer i forbindelse med det videre koordineringsarbejde med Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Esben Lunde Larsen
/
Jacob Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk