NOTAT
Projektbeskrivelse for ekstern analyse af overvågning og
indberetning af nitratindholdet i grundvand i Danmark
Problemstilling
Der har i 2017 været en betydelig debat omkring Danmarks overvågning og indberetning af
nitratindholdet i grundvand efter nitratdirektivet og vandrammedirektivet. Der igangsættes nu en
ekstern analyse af området.
Baggrund og formål
Miljø- og Fødevareministeriet ønsker at få gennemført en ekstern analyse af direktivkrav, overvågning
og indberetning af data til EU-Kommissionen om nitratindholdet i grundvand under nitratdirektivet
og vandrammedirektivet, herunder grundvandsdirektivet.
Formålet med analysen er at få en tredjepartsvurdering af (1) direktivkrav til overvågning og
indberetning af nitratindholdet i grundvand, (2) design og sammensætning af overvågningssystemet i
perioden 1989-2016 og (3) databehandling og indberetning af data om nitrat i grundvand til EU-
Kommissionen efter nitratdirektivet og vandrammedirektivet, herunder grundvandsdirektivet for
perioden 1989-2016.
Perioden er valgt ud fra, at overvågningen af grundvandet og det øvrige vandmiljø har fundet sted med
en systematisk dataindsamling og rapportering siden 1989. Nitratdirektivet blev vedtaget i 1991 meden
implementeringsfrist på to år. Etablering af et overvågningsnet var således allerede indledt inden
gennemførelsen af direktivet.
Analysen skal konkludere i hvilket omfang Danmarks overvågning og faktiske indberetninger af
nitratindholdet i grundvandet i perioden har levet op til direktivkravene for overvågning og
indberetning. Såfremt Danmark ikke har levet op til EU's krav, skal det analyseres om overvågningen
og indberetningerne har overestimeret eller underestimeret nitratindholdet i grundvandet i forhold til
direktivernes krav og målsætninger.
Krav til kompetencer
I aftale med en ekstern leverandør vil der være krav til de faglige kompetencer, hvorunder i hvert fald
følgende vil skulle være repræsenteret:
Naturvidenskabelige kompetencer i forhold til geologi og grundvand
Viden om indsamling, statistisk bearbejdning og indrapportering af større mængder af
naturvidenskabelige data
Viden om offentlig administration herunder udformning og drift af et overvågningsprogram
Viden om EU-ret, herunder forståelse af hvilke indberetningsforpligtelser vandrammedirektivet
og nitratdirektivet medfører.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 •
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk